|
Hyndingholm
- Ravsted
Slægtshistorie
fortalt af Alma Brodersen, Hyndingholm
Generelle
oplysninger vedr. Hyndingholm og Ravsted
Navnet
Ravsted som snart staves med v eller b og sågar med p -
skulle angiveligt komme fra betegnelsen Råbested og dermed kan stavemåden
henvises til dansk, tysk, sønderjysk og formentlig plattysk. Så vidt jeg
husker har navnet uanset stave-
måden
altid været udtalt Raafsted. Grunden til at der var et råbested er
Hvirlåen, som før sluser og dæmninger blev etableret, oversvømmede
store arealer omkring Ravsted. Stedet var en vigtig passage på den gamle
Oxevej (oldtidsvej) som gik fra Hærvejen på skrå til Ribe.
Hyndingholm
har tidligere været et overdrev mellem landsbyerne Ravsted (der har været
bebyggelse omkring Ravsted og Hvirlå siden oldtiden) og Øster Højst og
til dels bebyggelsen Hynding. Området har været uopdyrket, overvejende
begroet med lyng.
Jeg
vil begynde min lille historie helt tilbage til min tip,tip,tip-oldefar Nis
Hansen, Vesterlinnet. Han var gift med Anne Sofie.
De
havde en søn som er min tip tip-oldefar. Hans Peter Nissen født
1781 i Vesterlinnet og død 4. juni 1829 i Fogderup. Han var gift med Kjestine
Marie Matzen og der var 6 børn i ægteskabet.
Nis
, Matz, Andreas Christian, Peter, Anne Christine og Anne Christine.
Nummer
2 i børneflokken var min tip-oldefar. Matz Nissen/eller Hansen ? født
24.12.1818 i Hynding. Han blev gift 17.09.1837 med Anne Christine
Lausen (hun var datter af Else Marie og Laust Thomsen Dahl).
Matz var jordbesidder i Hynding og deltog i krigen 1864. Da
landsdelen afstås til Preussen i november 1864, var Matz` kone afgået
ved døden. To måneder før krigen sluttede.
En
måned efter krigen sluttede, hængte Matz sig i naboens tørvelade. Der
blev foretaget lovformeligt ligsyn.
Matz
og Anne Christine havde 8 børn. Nævner lige dem alle, da der er lidt
historie forbundet med flere af dem:
Hans
Peter (også kaldet lille Hans Peter), Christine Marie, Lorents Peter, Eskild
Peter Anna, Nis, Elise Marie og Andreas Christian.
Nummer
4 i børneflokken var min oldefar. Eskild Peter Nissen født 8.
november 1845 i Hynding og død 29. april 1926 i Hyndingholm. Han blev
gift i Raabsted 17.06.1870 med Anne Marie Hansen født 4. juni 1842
og død 12. oktober 1920. Hun var datter af Thomas Chr. Hansen i Rørkjær
og Anne Elisabeth født Boysen.
Min
oldefar Eskild Peter har ikke deltaget i krigen 1864. Det vides, at
han deltog i den fransk tyske krig i 1870/71. I kirkebogen findes han anført
1871 p.t. soldat.
Det
angives at han sammen med broderen Hans Peter har beboet/til leje i en
en-længet ejendom i Hyndingholm, nabo til nr. 7.
Omkring
1878/79 nedbrændte ejendommen, hvorefter de to brødre opførte hver
deres ejendom. Eskild Peter matrikel nr. 7 nabo til Hans Peter opført
1879 senere matrikel nr. 66. Formentlig den af Verner Tofts og den af
Marinus Nielsens.
Hans
Peters kone skulle have gået som noget af en heks.
Eskild
Peter har forarbejdet træsko
og skotøj - samt foruden jordbrug have ernæret sig som
hjemmeslagter.
To
brødre, formentlig bedstefars onkler bl.a. lille Hans Peter, har i deres
fritid og søndage opdyrket hede ved håndkraft. Formentlig har de haft
tilladelse til at dyrke de opdyrkede arealer, ejendomsforholdet er ukendt.
Den
ene af vore marker har aldrig heddet andet end æ slagtefenn, fordi den
var gravet af en slagter.
Mine
oldeforældre Eskild Peter Nissen og Anne Marie havde 10 børn.
Den
førstefødte Peter Eskild var født uden for ægteskabet. Han får
alligevel faderens navn. De har formentlig været afskåret fra at indgå
ægteskab medens Eskild Peter var i preussisk militærtjeneste.
De
10 børn nævner jeg lige, da jeg også vil fortælle lidt om dem.
Peter
Eskild Nissen født 22.09.1867
Thomas
Nissen født 01.04.1871 og død 13.06.1878 (7 år)
Martin
Peter Nissen født 15.08.1873 (deltog i krig 1914-18)
Min
bedstefar Andreas Christian Nissen født 23.09.1875 og død i
Ravsted 14.09.1959. (deltog i krig 1915-18)
Lorenz
Nissen født 05.08.1877 (deltog i krig 1914-18 og blev såret)
Anna
Elisabeth Nissen født 13.03.1881 og død 16.03.1882
Anna
Elisabeth Nissen født 29.11.1882
Thomas
Nissen født 29.09.1884 (deltog i krig 1914-18/kom i fangenskab)
Andrea
Nicoline født 26.01.1886. Blev gift Schaumann og de havde en plejesøn
som faldt i krigen.
Min
bedstefar Andreas Christian Nissen fotograferet som soldat i Brüssel 1915
Flere
af disse søskende boede i Tyskland. Martin kan jeg huske, søgte om visum
til Danmark for at besøge familien. Han glædede sig meget, da det kom i
orden, men han døde uheldigvis af et hjerteslag, inden han nåede
at komme på besøg.
Tomina
var gift med skorstensfejermester Eriksen og boede i Haderslev. De havde
ingen børn.
Lorenz
var gift med Emma, han var toldembedsmand og der var 2 børn. Marie som
forblev ugift, og Hans som blev overlæge i Niebüll.
Thomas
var gift med Pauline Petersen, datter af skræddermester Christian
Wollesen Petersen, Øster Højst. Thomas deltog i krigen 1914-18 og kom i
fangenskab. Thomas og Pauline havde en datter Thoma, som blev gift med
post Klaus Wraae. De fik to børn Hans og Tom. Jeg mener Hans fik en
datter, som er opdraget ved Thoma og Klaus,
Som
flyttede til Tønder.
Nummer
fire i børneflokken var min bedstefar Andreas Christian Nissen.
Han blev sommeren 1900 gift med Marie Christine Melchior, datter af
Andreas Melchior. Mere om dem senere.
Anna
Dorthea Nissen født 24.04.1901. Hun blev gift i 1928 med malermester
Jacob Petersen født 1890 i Øster Højst (søn af skræddermester
Christian Wollesen Petersen). De fik syv børn : Anne Marie (Mie),
Christian Wollesen, Andreas, Bent Melchior, Alma og to søskende mere, som
døde som helt små.
Min
far Andreas Peter Nissen født 13.06.1903 og død 18.01.1987. Han
blev gift i Ravsted 02.11.1931 med min mor Metta Christina Hartung
født 30.05.1903 og død 05.05. 1995. Hun var datter af arbejdsmand
Mathias Hartung og Anne Margrete født Jessen, Sottrupmark. Min mor tjente
hos Hanne Marie Hinzel, da min far og mor lærte hinanden at kende. Mere
om dem senere.
Christian
Nissen født 28.10.1905 blev gift 30.03.1930 med Christine Katrine
Nielsen, Tønder (datter af Hans Peter Nielsen og Ane Margrethe Andersen).
Onkel Christian kom på kostskole i Løgumkloster og tog præliminæreksamen
i Nørre Løgum i 1922. Han fik derefter en bankuddannelse inden for
Handelsbanken i Tønder. Han blev senere bankrevisor i København. De fik
to børn.
Hans
Gert Melchior Nissen som er pensioneret overlæge. Grete som er uddannet
laborant.
Alma
Elisabeth Nissen født 31.12.1913 og død af difteritis 1916.
Lidt
om tante Anna og onkel Jacobs børn:
Anne
Marie (Mie) har tjent forskellige steder bl.a. på Gensgård og på Als,
hvor hun lærte Verner Toft at kende. De blev gift i 1949. Deres bryllup
blev fejret hos far og mor. Dengang var der ikke så mange biler, så de
kom alle fra Esbjerg i en bus, for hele Verners familie skulle jo se, hvor
de skulle bo.
Christian
har haft forskellige pladser ved landbruget, har bl.a. tjent hos mor og
far. Det vil jeg gerne fortælle lidt om. Onkel Jacob var en meget
sparsommelig far, så Kedde fik besked på at komme hjem med hele hans løn,
når året var omme, så de kunne blive sat i banken. Da året var gået,
og han skulle hjem med pengene, var han nødt til at få forskud for det næste
år. Ellers skulle han nok stå til regnskab for, hvad i alverden han
havde brugt pengene til. Hvordan det er gået ham året efter, melder
historien ikke noget om. Det var et lille sidespring. Kedde uddannede sig
senere til radio-telegrafist og har siddet på Blåvand radio i mange år,
ja vist nok indtil den lukkede.
Andreas
kom ud at sejle, han blev styrmand. Har sejlet i mange år – blev desværre
syg og kom hjem - og døde for nogle år siden.
Bent
fik børnelammelse som lille, men har trods lammelsen klaret sig godt
- han blev uddannet dekoratør og har senere haft en lædervare
forretning.
Alma
blev uddannet oldfrue. Hun har senere kørt bybus i Esbjerg, men stoppede
kort inden den store buskonflikt, brød ud i Esbjerg for nogle år siden.
Nu
vil jeg fortælle lidt om Melchior familien, som boede på naboejendommen
til min fødegård her i Hyndingholm.
Min
bedstemors far Andreas Melchior menes at være født i Hønkys. Det vides
endvidere, at han i stor stil har været stude-driver på den gamle Oxevej.
Målet var Itzehoe. De menes tilbage i slægten, at være indvandret.
Muligvis fra Altona/Hamburg, rimeligvis af jødisk afstamning, gammel købmandsslægt.
Andreas Melchior havde vistnok kun få søskende: En af dem mener jeg, var
gift med en søster til Peter Hansen Toft fra Korup.
Melchiors
ejendom i Hyndingholm er brændt engang og opført igen. Alle deres møbler,
som var lavet af mose-eg, gik til ved branden. De var lavet af en snedker
fra Ravsted. En kiste havde min bedstemor fået. Den stod på loftet i
Ravsted Hovedgade 16, hvor mine bedsteforældre boede til sidst. Kisten
var dengang malet. Den blev senere afslebet og gjort i stand. Derved
fremkom bogstaverne A.M. (Andreas Melchior) og årstallet 1861. Den fik
min fætter Hans Gert Melchior Nissen, som tidligere har været overlæge
i Odense. Han er nu pensioneret og bor i København. Det var igen et
lille sidespring.
Min
bedstefar Andreas Christian Nissen var uddannet ved landvæsenet.
Han overtog kort tid efter at han var blevet gift med Marie Christine
Melchior i 1900, den ejendom, som jeg nu bor på. Ejendommen har
engang været udstykket fra en gård i Hynding. I 1900 bestod ejendommen
af en en-længet stråtækt bygning og jorden mestendels af hede. Heraf
var ca. 30 tdr. land mose. Alt tømmeret i huset var moseeg. Der var
dengang fire køer og en hest på gården. I 1912 byggede bedstefar staldlængen
til.
Bedstefar
kom som den ældste i sognet med i krigen. Han blev indkaldt straks den
2.aug. 1914, og han mødte i Flensburg. En tid var han ved
jernbanebevogtningen på egnen ved Sæd og i Padborg. I maj 1915 kom han
til Belgien. Endnu inden de hjemme vidste, at bedstefar havde fået orlov
indtraf en mystisk episode. Bedstemor, tante Anna, far og onkel Christian
sad i skumringen i stuen - da de pludselig hørte havelågen
blive åbnet og lukket. Herefter hørte de støvleskridt på havegangen.
De løb hen til vinduet i gavlen hvor stien gik lige forbi -
men kunne ikke se noget. Episoden gentager sig lang tid senere, og stadig
var der intet at se. Tredje gang, hvor det samme sker, hører de også køkkendøren
blive åbnet, det var bedstefar, der kom hjem på orlov. Han kom gående
gennem haven, som de jo havde hørt to gange før. Hans orlov varede kun i
tre dage. Herefter blev han sendt til Østfronten. Flere gange søgte han
om at komme hjem på orlov, men fik blot at vide, at de sagtens kunne
klare sig derhjemme. der var jo en voksen datter der, og de havde også
nogle franske fanger til hjælp på gården. Amtsforstanderen syntes ikke
om, at han kom hjem på orlov. Han var farlig mente han. Det hidrører
antagelig fra en tidligere episode fra 1912, hvor en af bedstefars naboer
fik et oprørsflag, dvs. Det Slesvigske Flag. Det skulle fejres, og
naboerne blev inviteret. Min bedstefar gik derhen, og spurgte hvorfor
naboen havde fået det flag. Det er for, at jeg skal have noget at drille
min nabo med, svarede manden. Ved den lejlighed havde bedstefar udtalt
nogle misbilligende ord herom. Det havde Amtsforstanderen hørt.
Derfor fik han formentlig ikke orlov i et helt år.
I
oktober måned 1918 var han hjemme på orlov. Han skulle egentlig møde på
en bestemt dato, men han vovede at blive tre dage til. Det viste sig, at
hans kompagnichef havde sagt til ham, at han nok ikke nåede tilbage igen.
Det slog også til, for kapitulationen kom netop tre dage efter, at han
skulle have givet møde.
Bedstemor
og børnene fotograferet sammen med de franske krigsfanger som hjalp hende
under krigen.
Efter
krigen var slut tog bedstefar en dag alle med om til møddingen, hvor de
blev stillet op, også de franske fanger. Så tog Bedstefar alle sine
medaljer af, en for en, og kastede dem ud i møddingen. Han sagde, at hvis
nogen ville have dem, kunne de kravle ud i møddingen efter dem. Men geværet
beholdt han. Han havde ikke skudt nogen med det, men han havde skudt mange
rotter i skyttegravene med det.
Bedstefar
ville ikke tale om krigen, men en eftermiddag begyndte han at fortælle om
en række episoder, han var da 70 år. En episode fra Rusland, hvor han
tilbragte størstedelen af tiden. En række nyindkaldte soldater var
ankommet hjemmefra, blandt disse en fra Sønderjylland. Det var Fritz
Clausen (den senere danske Nazi-fører). De nyankomne blev orienteret om
de vigtigste retninger, latrinet, madstedet og fjenden, så de ikke gik i
den forkerte retning. Inden der var gået en time, så de Fritz
Clausen løbe alt hvad han kunne over til russerne. Det var derfor han
tilbragte flere år i fangenskab. Bedstefar var imponeret, fordi han også
selv havde lyst, men ikke turde.
Bedstemor
og Bedstefars guldbryllup
I
1930 overdrog han gården til min far Andreas Nissen. På det
tidspunkt havde mine bedsteforældre fået opdyrket hede og mose til et
stort landbrug på 90 tønder land. Der var 40 køer i stalden og moderne
maskiner. Mine bedsteforældre nåede at fejre guldbryllup. Bedstefar var
meget hjælpsom og havde et godt helbred. Efter at han havde overdraget gården
til mine forældre, kom han hver dag cyklende fra Ravsted for at hjælpe
til. Han var i mange år kasserer i Sygekassen. Han nåede også at sidde
17 år i Ravsted sogneråd.
Mine
bedsteforældre fik fire børn.
Mine
forældre: Andreas Peter Nissen og Metta Christina Hartung.
De fik tre børn.
Andreas
Christian Nissen født 17.06.1932. Han
døde efter få måneder af forskellige sygdomme.
Mareta
Nissen født 05.09.1933. Hun blev uddannet som regnskabskonsulent og gift
1952 med landmand Andreas Hansen, Sottrupholm. De fik seks børn. Birte,
Inga, Tove, Åse, Bent og Jørn.
.
Mig
selv Alma Nissen, (nu Brodersen) født 31.07.1936. Jeg blev gift i
1957 med landmand Svend Åge Brodersen fra Korup. Jeg begyndte at arbejde
som sygehjælper i 1967 og har udearbejdet i godt 30 år. Min mand Svend
Åge og jeg startede i 1984 med at opdrætte chinchillaer. Jeg har stadig
en chinchillafarm med knap 200 avlsdyr. Ulykkeligvis døde Svend Åge den
14.august 2005. Vi fik fire børn. Andreas, Carl-Jørn, Arla og Mette. Jeg
har fået syv børnebørn.
Bedstemor med Onkel Christian, Far, Tante Anne og på
skødet har hun lille faster Alma.
Så
vil jeg fortælle lidt om min far Andreas Peter Nissen's skoletid.
Det
foregik på bare fødder til Ravsted, træsko havde man kun på til særlige
lejligheder. Der var meget vand i engene, som de skråede over. De sprang
fra kokasse til kokasse. Far fik mange klø i skolen, når de sagde et
dansk ord gav det et rap. Engang kom far i skole og sagde at kirken brændte,
det var en alvorlig sag. Brandvæsenet blev alarmeret, men kirken brændte
jo ikke. Far fik en omgang, men senere kom de i tanker om, at han nok
havde haft et syn eller et forvarsel. Heldigvis er kirken jo aldrig brændt.
Efter
krigen kom far på Vester Vedsted danske efterskole.
Far
og mor blev gift i november 1931. Det var i landbrugskrisen. Onkel Thomas,
som jo dengang boede på Verners ejendom, måtte fra ejendommen. Den blev
overtaget af den, som havde flest penge i klemme. Det var hans svoger
Jacob Petersen (Mie`s far). Der har senere været forskellige forpagtere på,
indtil Mie og Verner Toft overtog ejendommen i 1949.
Mie
og Verners bryllup 1949
Ingen
havde penge dengang. Vi var de første der fik telefon på Hyndingholm.
Alle naboerne kom så og ringede hos os - til dyrlæge, læge og deslige.
De skulle selvfølgelig betale for det. Da regningen kom var de faste
udgifter 13 kr. Man måtte så rundt til naboerne og spørge, om de ville
betale 50 øre hver, så vi kunne få den telefonregning betalt.
I
1939 blev far syg, han lå på sygehuset i Sønderborg. Jeg mener, at han
var der et halvt år. Han var lammet, og de kunne ikke finde ud hvad han
fejlede. Lægerne sagde dengang, at det kun var det andet tilfælde i
Danmark. Det var ikke nemt at komme til Sønderborg, men jeg husker vi kørte
med Laust Jepsen. Jeg husker ikke så meget fra dengang, men da far kom
hjem, kan jeg huske, at han dårligt nok kunne få en kop op til munden.
Han kunne kun løfte armen, når han hjalp til med den anden hånd. Vores
barndom blev præget af fars sygdom, men også af hans altid gode humør
og lune.
Vi
havde altid en karl til hjælp på gården. Ofte kom de slæbende ind med
far hængende over nakken, han var sunket sammen ved arbejdet. Så lå han
i sengen et stykke tid og kunne dårlig røre sig, men trods det kunne han
fortælle historier. Han kunne ikke tåle at grine selv, så gjorde det
ondt i ryggen.
I
1942 fik vi indlagt elektrisk lys, der blev frembragt af en mølle på
taget. Jeg tror vi først fik rigtig strøm fra Skærbæk i 1948.
I
1947 blev jeg syg af tuberkulose. Jeg lå først tre mdr. på Tønder
Sygehus. Kom så hjem til jul og lå i sengen hele tiden. Først i januar
1948 blev jeg indlagt på Sønderborg Sygehus og derfra overflyttet til
Julemærke-sanatoriet ved Kolding fjord. Der var jeg fra 26.februar 1948
til 2.marts 1949. Samme år som Mie og Verner så blev gift i maj.
I
efteråret 1947 blev Mareta konfirmeret. Det kom jeg ikke hjem til, og
julen 1948 kom jeg heller ikke hjem til. Jeg vil fortælle lidt om de besøg
jeg fik hjemmefra. Det var jo kun Riisberg-Jensen vores præst og søster
Anne, der havde bil på det tidspunkt. Hvis de kørte, var mor med, ellers
kom far selv med toget. Onkel Peter Hartung (mors bror) havde en
motorcykel, den kom far og onkel Peter kørende på. Den var bestemt ikke
i orden, for nogle gange var fars bukseben helt svinet til af benzin, der
var sprøjtet ud et sted. Et held der ikke gik ild i bukserne. Engang
opdagede de, at politiet var efter dem, men onkel Peter råbte om til far,
at de ville køre ind til den næste gård, som om de ikke skulle længere.
Så fik de politiet rystet af. Når far kom på besøg hele dagen, kunne
han spise middagsmad med. Han sad nede ved enden af bordet. Jeg kan huske
engang vi fik selleribøf, som jeg ikke kunne spise. Jeg kastede op. En ny
portion kom samme vej. Den tredie portion kom også, men så slap jeg. De
gik så til far og sagde, at han havde en umådelig kræsen datter. Jeg
ved ikke hvad far svarede, men jeg tror bestemt heller ikke at han kunne
lide det. Han var ligeså kræsen som jeg. Når mor var med, ja jeg var da
selvfølgelig glad for at se dem, men jeg var glad når de var væk, fordi
mor græd altid når de sagde farvel og så fik de også mig til det. Vi
er opdraget i et godt og kærligt hjem. Men vi havde det godt på
sanatoriet. Børn indordner sig jo hurtigt. Vi var 150 børn. Der døde en
mens jeg var der, en dreng på 14 år.
Nu
vil jeg fortælle lidt om det jeg husker fra min barndom. Vi havde i hvert
fald nogle tossede heste, som gerne ville løbe. Far kom engang kørende
fra Ravsted i en jumpe, som vi kørte meget i den gang.
Undervejs gjorde han holdt og pumpede vand til kreaturerne. Pludselig blev
hesten bange og stak af. Jumben væltede på hovedet og sådan kom hesten
slæbende hjem med den. Mor var rædselsslagen, hun troede nemlig at far
var nedenunder, men heldigvis kom han løbende bagefter.
Engang
havde vi en karl, som var gået over til naboen til aftenskaffe. Da han
kom hjem, stod der en mand og var ved at brække ind. Karlen tog træskoene
af og listede sig ind på den fremmede med en løftet træsko, klar til at
give ham en på hovedet. I det samme vender manden sig og siger, vi har
vist set hinanden før, og det havde de. Vores karl spørger så hvad han
laver. Jo, han var kørt tør med sin motorcykel, og vidste at vi havde et
par ff motorer som brugte benzin. Det var det han manglede. Ja så kan du
jo gå ind at spørge, om du må låne lidt. Det første far spørger om,
var om han havde stjålet motorcyklen - nej han
havde lånt den, svarede han. Han lånte så lidt benzin og kørte. Et par
dage senere læste vi i avisen, at han havde stjålet motorcyklen.
Da
vi var børn, var fætre og kusiner altid på ferie om sommeren. Det vil
jeg fortælle lidt om. De boede i Ravsted hos bedstefar og bedstemor, men
om dagen var de på Hyndingholm. I Skumringen gik en gammel dame altid ned
i byen og handlede, og på vejen hjem kom hun altid ind til bedstemor.
Engang så min fætter Hans Gert hende, og væltede ned ad trappen fra
loftet og råbte - nu kommer aftenavisen -
nu kommer aftenavisen. Ja det var jo københavnerbørn. Bedstemor blev
vist nok lidt stram i betrækket.
Engang
ville vi døbe en so. Jeg stod ved vandtruget og rakte vand over til min fætter
Hans Gert i svinestien. Han sagde, mere vand Alma, den er ikke rigtig glad
endnu. Jeg tror heller ikke, far var rigtig glad for det.
Før
hjalp alle naboerne hinanden når vi skulle tærske, den historie er fra
vores tid. Der var mange rotter i bunden af jordfaget. Da de kom til de
sidste lag, standsede de tærskeværket, så alle kunne hjælpe at slå
rotter ihjel. En af mændene Verner Toft havde buksebenene uden på støvlerne.
En rotte for op i hans bukseben. Han kvaste den oppe på låret, heldigvis
uden at den bed ham. Efter den oplevelse kom buksebenene ned i støvlerne.
Der var over 100 rotter, så det sidste lag neg lå meget uroligt. Der brækkede
nogle forke og greb ved den lejlighed.
Engang
under anden verdenskrig kom der en masse flyvere, medens de var ved at tærske.
De standsede værket og gik ud for at se synet. Så sagde bedstefar
- I skal bare vente og se, amerikanerne skal nok ordne dem.
Det her har jeg fået fortalt af en karl som tjente hos far og mor under
krigen.
Under
krigen fik vi tykke bundter illegale breve tilsendt, som far læste med
stor interesse. Engang vi var ved at hakke roer, var posten inde hos
os en hel time. Da vi kom hjem var breve blevet åbnet. Posten, som var
tysksindet, har sikkert læst dem. Mor var så bange for at brevene skulle
blive opdaget, så ville de nok hente far. Brevene blev derfor
tilintetgjort, når de var blevet læst. Vi anede ikke hvem der sendte
dem.
*
* * * *
Det
var løst og fast som jeg husker det, og som jeg har læst.
Min
fætter Hans Gert Melchior Nissen har bidraget med forskellige
oplysninger.
Disse
erindringer har jeg tidligere fortalt om på Ravsted Forsamlingsgård.
Efterfølgende
har jeg revideret mine erindringer med henblik på optagelse på
hjemmesiden for Ravsted Lokalhistorie.
Alma
Brodersen, Hyndingholm, februar 2008.
|
