Erindringer fra tiden under besættelsen

Bogmærker:

9. april 194o

Lytterpost, Store Knivsig

29. august 1943

Politiet interneres 19/9 1944

Tyskernes sammenbrud

Udskriftvenlig udgave

Gå til startsiden q

Erindringer fra tiden under besættelsen

Andreas Jensen Lorenzens erindringer fra 9. april 1940 til 5. maj 1945

Spredte oplevelser under besættelsen - nedskrevet efter hukommelsen i 1955.

Venligst udlånt af barnebarnet Lis Burmester

9.april. 194o

Dagene forud svirrede det med rygter om at tyskerne vilde komme og besætte Danmark. Jeg kunne og ville ikke tro disse rygter. Danmark havde jo da en “ikke angrebspagt “ med Tyskland og dette måtte da være at stole på. men min tro på tyskerne led et alvorlig knæk, til stor sorg for mig.

Tidlig om morgenen d.9. april mellem kl.5 og 6 fløj en del flyvemaskiner med stor larm over huset, men dette kunne endnu ikke få mig til at tro noget ondt. Senere sad jeg ved skrivebordet ved mit daglige arbejde og kunne se ud på vejen og da kom der en afdeling soldater sydfra på sykle forbi. Det var danske soldater kunne jeg se og jeg tænkte at de var ude på øvelse. Lidt efter ringede Alfred Søren sen fra Fogderup om, hvordan det så ud ovre hos os, for han havde hørt at tyskerne var undervejs. Jeg fortalte at det passede vist ikke, da jeg lige havde set at det var danske soldater. Jeg kunne ikke tro det, men lidt efter kom der flere soldater på motorsykler og da gik det først op for mig, at det alligevel var tyskerne som kom og min hele tro til tyskerne faldt i grus. Det var et hårdt slag, min ro var ved at forlade mig, men lidt efter tænkte jeg “nu må du holde hovedet kold og være rolig at der ikke bliver for meget slået i stykker”1

De første tyskere som kom, klæbede et “Opråb” op forskellige steder af følgende tekst:

OPROP!

TIL DANMARKS SOLDATER OG DANMARKS FOLK!

Uten Grund og imot den tyske Regjerings og det tyske Folks oprigtige ønske, at leve i Fred og Venskab med det engelske og det franske Folk, har Englands og Frankrigets Magthavere i fjor i September erklæret Tyskland Krigen.

Deres Hensigt var og blir, efter Mulighet, at treffe Afgjørelser paa Krigsskuepladse,r som ligger mere afsides og derfor er mindre farlige for Frankriget og England, i det Haab, at det ikke vilde være mulig for Tyskland, at kunde optræde stærkt nok imot dem.

Af denne Grund har England blandt andet stadig krænket Danmarks og Norges Nøitralitæt og deres territoriale Farvand.

Let forsøkte stadig at gjøre Skandinavien til Krigsskueplads. Da en yderlig Anledning ikke synes at være givet efter den russisk finnske Fredsslutning, har man nu officielt erklæret og truet, lkke mere at taale den tyske Handelsflaates Seilads indenfor de danske Territorial farvand ved Nordsjøen og i de norske Farvand. Man erklærte, selv at vil overta Politiopsigten der. ilIan har tilslut truffet alle Forberedelser for overraskende at ta Besiddelse af alle nødvendige Støtepunkter ved Norges Kyst Aarhundredes største Krigsdriver, den allerede i den første Verdenskrig til Ulykke for hele Menneskeheden arbeidende Churchill, uttalte det aapent, at han ikke var villig til at la sig holde tilbake af” legale Afgjørelser eller nøitrale Rettigheder som staar paa Papir lapper”.

Han har forberedt Slaget mot den danske og den norske Kyst. For nogen Dager siden er han blit utnævnt til foransvarlig Chef for hele den britiske Krigsføring.

Den tyske Regjering har til nu overvaaket denne Mands Forholdsregler. Men den kan ikke taale at en ny Krigsskueplads nu blir skaffet efter de engelsk_franske Krigsdriveres ønsker.

Den danske og den norske Regjering har siden Maaneder Beskjed om diss Forsøk.

Likeledes er deres Holdning ingen Hemmelighed for den tyske Regjering. De er hverken villige eller istand til at kunne yde en virksom Motstand mot dette engelske Indbrudd.

Derfor har Tyskland beslutted at foregripe det engelske Angrep og med sine Magtmidler selv at overta Beskyttelsen av Danmarks og Norges Kongeriges Nøitralitæt og værne den saa længe Krigen varer.

Det er ikke den tyske Regjerings Hensigt at skaffe sig et Støttepunkt i Kampen mot England, den har udelukkende det Maal at forhindre, at Skandinavien blir Slagmark for de engelske Krigsudvidelser. Af denne Grund har stærke tyske Militærkræfter siden i dag morges tat Besiddelse af de vigtigste militære Objekter i Danmark og Norge. Over disse Forholdsregler træffes der for Tiden Overenskomster mellem den tyske Riksregjering og den Kongelig Danske Regjering. Disse Overen konistre mellem den tyske Riksregjering og den Kongelige danske Regjering, skal sikre, at Kongeriget bestaar videre, at Hæren og Flaaten opretholdes, at det Danske Folks Frihet agtes og at dette Lands fremtidige Uafhængighed fuldt ut sikres.

Indtil disse Forhandlinger er afsluttet, maa der ventes at Hæren og Flaaten har Forstaalse for dette, likeledes at Folket og alle kommunale Steder er fornuftige og har god Vilje, slik at de undlater enhver passiv eller aktiv Motstand. Den vildé være uten Nytte og bli brudt med alle Magtmnidler. Alle militære og kommunale Steder anmodes derfor straks at opta Forbindelsen med de tyske Komnmandører. Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbejde og til at sørge for Rolighed og Orden!

For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate.

DEN TYSKE Kommandør

Kaupisch

(afskrift efter original)

Tyskerne kom i endeløse rækker med tanks, lastbiler og motorsykler og blev ved nordpå. Da jeg kom udenfor så jeg at vores hjemnmetyskere stod ude ved vejen og “heilede” som om de var bleven vanvittige. Hvor gjorde det ondt at se dem skabe sig sådan.

Ravsted, 9. April 194o

Lidt efter kom min datter og svigersøn hen til os. Anita var helt ude af sig af frygt for, at de skulde tage hendes mand med da han var tysk statsborger. Jeg trøstede dem så godt jeg kunne ”at det gik ikke så hurtig og at vi jo ingen ting kunde gøre alligevel”

Dette blev unådig optaget af hende, du er altid så rolig, sagte hun. Men inderst inde var jeg også urolig for ham, men frygten måtte jo bekæmpes om det også var svært.

Lidt efter tog jeg min sykle og gjorde en tur rundt i byen. Det var ikke lystelig, som jeg fik at se. overalt stod hjemmetyskere og rakte armen i vejret og en del danskere som jeg ellers stolede på, var bleven medløbere, og ikke blot danske nazister.

En dansk nazimand, som ellers stammede nord fra havde hejst naziflaget på sin flagstang. Ved det sydligste hus i byen stod nogle folk med et stort tysk hagekorsflag, deriblandt en som jeg regnede for dansk. Den samme dansker er senere hen da det begyndte at gå dårlig for tyskerne bleven en rigtig dansk patriot.

Nede ved stien fra M. Jørgensen stod den tyske skolelærer iført tysk S.S. uniform med de tyske skolebørn og så med et tysk hagekors flag og bød tyskerne velkommen. Jeg snakkede et par ord med nogle danske mænd, som havde samlet sig på fortovet et stykke derfra og der var også en hjemmetysk håndværker iblandt som udtalte sig om at, det kunne læreren ”ikke være bekendt” og, at det var ikke rigtigt af tyskerne at ”overfalde Danmark”. Det var den eneste fornuftige hjemmetysker jeg mødte den dag. I den nordlige ende af byen kom en hjemmetysk gårdejer syklende i stor fart fra sin gård lidt nord for byen og smed sin sykle ved siden af vejen, for at, ”heile” som afsindig på soldaterne og så råbte han højt, vistnok for at jeg skulde høre det: ”det var da godt at de kom nu da det var for galt med danskerne”. Samme mand er nu bagefter bleven helt skikkelig og hold sig også senere under besættelsen i ro sådan at han ikke endte i Fårhuslejren. På tværvejen hen efter den danske skole traf jeg den danske lærerinde og hendes mor som begge var helt forstyrret. De mente, hvad de da skulde gøre under disse forhold. Jeg trøstede dem og gav dem det råd at samle børnene i klassen og fortsætte med undervisningen som sædvanlig da der ellers Ikke var noget andet at gøre. Og hele tiden kørte den ene kolonne soldater efter den anden gennem byen. Da jeg kom hjem, så jeg at en tysk officer sammen med en dansk officer kom kørende I bil og standsede udfor dem, som stod med hagekorsflaget og talte til dem. Det hjalp og flaget forsvandt og det samme skulde være sket nede ved den tyske lærer.

Hen på eftermiddagen kom der en ældre hjemmetyske, som skulde have noget ordnet og i samtalens løb bemærkede han, at nu vilde jeg vist nok få en “tysk Beizitzer”. Jeg foreholdt ham om han da ikke stolede på Hitlers ord om at, alt skulde gå sin rolige sædvanlige gang. Det vidste han ikke rigtig, hvad han skulde svare på. Senere på dagen hørte vi om træfningen i Bredevad vor to heltemodige og trofaste danske soldater var faldet for overmagten. Der er blevet anlagt en mindelund for de to.

Den sorteste dag gik til ende og Danmark var besat af fremmede tropper, som nu var herrer i landet. Min gode tro på tyskerne, havde lidt et alvorligt nederlag og er Ikke bleven oprettet siden.

Vi havde jo hørt noget om at de spærrede modstanderne ind i lejre som kaldtes Konzentrationslejre og behandlede dem umenneskelig med tortur og udryddede dem i gaskamre.

Jeg havde ikke villet tro det men antog det som propaganda, men nu var mistænksomheden sået i mit sind og det viste sig også at det var meget slemmere end man kunne tro.

Livet skulde jo leves videre, og gik sin gang, og minderne fra den gang, strømmer ind. Mørklægningstiden var inde, intet lys måtte ses udefra og rygterne svirrede. Vore aviser stolede vi ikke på og det varede ikke længe, så sad vi med øret inde ved radioen for at høre engelsk radio på dansk, som blev forstyrret af tyskernes støjsender.

Sognerådet havde 7 medlemmer, hvoraf de to repræsenterede det tyske mindretal og et de danske nazister.

Jeg spekulerede på at få deres indstilling faststillet og besluttede at indføre følgendes i forhandlingsprotokollen:

Siden Sogneraadet sidst har været samlet er der sket store Forandringer, Livet gik sin rolige gang i et frit og neutral Land.

Tirsdag den 9.April om morgenen blev Landet besat af en krigsførende Magt. Tyske militær myndigheder raadede i Danmark.

Men det er en Styrkelse og Beroligelse at det i det tyske memorandum til Danmark stod:

“Den tyske Rigsregering erklærer, at den hverken nu eller i Fremtiden agter at angribe Danmarks territoale Integritet eller politiske Uafhængighed”

Derfor kunde Statsministeren udtale Haabet om at kunne ordne Landets Forhold under den tyske Besættelse i Tillid til den givne Udtalelse i en Kundgørelse:

"De tyske Tropper der nu befinder sig her i Landet træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper. Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til roligt og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet. Ro og Orden maa præge Landet og loyal Optræden maa udvises over, for alle, som har en Myndighed at udøve.”

I et Opraab til det danske Folk udtalte den tyske Kommandør blandt andet:

“Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbejde og til at sørge for Rolighed og Orden”.

Endvidere har han kunnet udtale:

”Det gælder om at Danmark under de nuværende Forhold kan komme til i saa vid Udstrækning som overhoved muligt at passe sit daglige sædvanlige Arbejde”.

Ligesom han agtede at træde skarp ind mod Overgreb af sine egne Folk. Alt dette vil og kan ethvert fornuftigt Menneske yde sin Medvirkning til, Hvor tungt det end er at være besat af en fremmed magts Hær bøjer vi os, ikke blot for Skæbnen som uforskyldt har lagt denne Byrde paa os men vi er ogsaa rede til at yde vor Medvirkning til at skabe og opretholde Ro og Orden, til at fylde vor Plads og gøre vor Pligt i loyal Optræden til alle sider med rank Holdning og fri Færd. Vi vil handle efter den Kundgørelse, som Danmarks Konge udsendte til sit Folk:

“Under disse for vort Fædreland saa alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og paa Land til at vise en fuld ud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. Gud bevare dem alle. Gud bevare Danmark.”

Idet jeg samler ønsket i en Bøn ”at Gud vil beskærme Ravsted Sogn” og udtaler et ”Ære være de Faldnes minde, gaar vi over til Dagsorden.

Ved det første møde efter besættelsen d.15/4. oplæste jeg det, for det samlede sogneråd og bad om medlemmernes underskrift, idet jeg gjorde opmærksom på, at det skulde være fuldstændig frivillig, Alle sammen underskrev .Tyskerne sagde at det var selvfølgelig for dem. Til deres ros skal siges at de aldrig blev udæskende under hele krigen.

I 1941 havde sognerådet den glæde og opmuntring at modtage følgende skrivelse fra amtmanden i Tønder:

"Hans Majestæt Kongen, har ved et Møde med Amtmændene paa Amalienborg paalagt undertegnede at bringe Sogneraadene Majestætens Hilsen og Tak for det betydelige arbejde, der i disse for vort Fædreland, saa vanskelige Tider er udrettet af Sogneraadene”

sign: O.D.Schak.

I 1943 blev alle tyske statsborger fra sognet indkaldt til tysk krigs tjeneste. Der var 4 mand, alle ældre og gifte folk. Til vores store sorg var vor svigersøn Hermann blandt dem. Han kom ikke mere tilbage da han faldt i 1944 på den russiske front, En anden af dem faldt i Frankrig ved invasionen. (Lorenz Callsen Hynding.) De to andre kom hjem igjen , den ene efter fangenskab i Amerika. Sidenhen er de overlevende bleven dansk statsborger. Livet gik sin gang og hjemmetyskerne skabede sig og forsøgte at spille herrer og blev mere og mere en stat i staten. Jeg blev opmærksom derpå, da en af dem kom til mig og bad om min underskrift på en ansøgning og han så bemærkede at så skulde han hen til en anden tysker (Andreas Carstensen Hejsel) og få hans underskrift. Jeg spurgte ham så om det var meningen at han skulde attestere mig. På svaret kunde jeg forstå at det var meningen. Han fik ikke min underskrift. Hvervetrommen gik iblandt dem, for at de skulde melde sig til tysk krigstjeneste, men begejstringen var dog ikke så stor, at de vilde ofre liv og lemmer for “das grose Vaterland “.

Tysk køretøj skal have skiftet dæk.

Men efterhånden meldte der sig dog 12 unge mænd fra kommunen og blev indkald til den tyske værnemagt eller til S.S, Deraf kom de 10 tilbage, hvoraf de 2 var blevet såret i benet. en var falden ved fronten og en var død, det blev fortalt at han havde skudt sig selv efter opfordring i fængsel.

Af danske nazister meldte sig to til frikorps Danmark, deraf blev den ene derude. Det gik bedre med det såkaldte “Heimvehr”, som spillede soldater herhjemme og blev uddannet af tyske befalingsmænd. De havde fået en tysk uniform udleveret som de bar ved øvelse, til stor moro for tilskuerne, et par stykker havde fået nok ved den første øvelse, og trak sig tilbage. Det gik godt så længe det blev ved øvelser, men da det på det sidste blev forlangt af dem, at de, skulde deltage i forsvaret af Tyskland opløste det hele sig og de blev hjemme i sikkerhed. Så stor var kærligheden til at komme “heim Ins reig” på den måde dog Ikke hos dem.

En tid lang regnede hjemmetyskerne med at Hitler vilde indlemme nordslesvig I det tyske rige, og en dato blev nævnt, men dagen blev udsat til senere. En hel del af dem fik anskaffet tyske flag og fik flagstænger lavet, men til stor sorg for dem blev der ikke brug for dem.

Senere hen så man at pigerne havde fået kjoler syet af det røde flag” dug og flagstængerne blev savet til hegnspæle.

Nogle håndværkere begyndte at arbejde for tyskerne og det blev efterhånden til det såkaldte ”værnemageri”. De tjente mange penge derved men da det hele var overstået, kom afregningstimen med den danske stat tog næsten hele fortjenesten.

Alle varer blev knappere og efterhånden blev alle livsfornødenheder rationeret. Dette bragte et mægtig arbejde med sig for at administrere alle rationeringsmærker. Der var mærker til sukker, brød og mel, tillægs brødkort til sværarbejder, smør og margarinekort og smør rabat kort til mindre bemidlede. Ombytning af sukkerkort til smørkort og ombytningsmærker fra brød til franskbrød for sukkersyge. Kaffe kaffeerstatnings - og chokolade/kakao og the mærker. Havre og byggrynsmærker. Mærker til kød, flæsk og pålægsrabatmærker dertil. Tøjkort til arbejdstøj, linned og spædbørnsudstyr og garn. Købekort for tekstilvarer til mænd/drenge, kvinder og piger, tillægskort for disse varer og tekstil rabatkort. Skotøjsrabatkort, Mærker til petroleum, brændselsolie, benzin og til husholdningsbrændsel, som kul, koks, briketter, tørv og træ. Indkøbstilladelse til smedekul. Indkøbstilladelse til brændsel til bagerier og andre erhvervsvirksomheder. Kort til sæbe, vaskepulver og soda og tillægssæbekort. Mærker til tobak og alle andre rygevarer mærker til levertran “Vitaminol” samt mærker til indkøb af kraftfoder til køer og et par gange mærker til Indkøb af kålrabifrø. Levnedsmiddel mærker var forskellige, for børn under 6 år og over 6 år. Jeg tror nok at jeg har husket dem alle nu.

Rationeringsmærker

Smørrationeringen blev ophævet den 6.november 195o. Kaffe blev frigivet den 1.oktober 1952. Desuden udleverede jeg mærker til udenlandske turister og feriegæster.

Vi havde altid en mængde gæster fra tyskland og de skulde nok få mærkerne afhentet. Efterhånden blev mærkerne efterstræbt af tyvene. Der blev begået indbrud på det ene kommunekontor efter det andet, derfor måtte mærkerne godt opbevares. Jeg havde dem opbevaret forskellige steder i huset, (under gulvtæppet, under madrassen i sengen, i hakkelseskassen i stalden.) Til sidst låsede jeg døren, når lyset tændtes og udleverede ingen mærker, så længe det var mørkt.

Til hovedudleveringen opstillede jeg lister over modtagerne, med antallet af de forskellige mærker, som de skulde have og derpå lod jeg dem kvittere for modtagelsen. I Korup udleverede Christian Hansen, i Fogderup Alfred Sørensen og i Havsted af købmand J. Jørgensen dem. Til først blev der udleveret for en måned ad gangen, senere forlængedes det til tre måneder og til sidst til fire måneder. Efter hver periodens udløb skulde der ske indberetning Og regnskab over forbrugte mærker og de ubenyttede mærker skulde indsendes til Direktoratet for Vareforsyning i København.

Lytterpost, Store Knivsig.

Tyskerne oprettede en lytterpost på en gravhøj ved St. Knivsig. Den fik en besætning på 10 mand som var indkvarteret på gården. Dagen efter at de var kommet, mødte en soldat op hos mig og forlangte rationeringsmærker udleveret. Jeg afviste ham med at jeg ikke måtte udlevere mærker til medlemmer af den tyske værnemagt. Dagen efter kom en anden og vilde have mærkerne. Jeg nægtede igjen at ud levere til dem. Det kunde de ikke forstå, da menige fra posten i Tinglev havde fået der. Jeg bemærkede da “at fordi de havde begået en fejl i Tinglev behøvede jeg ikke at begå den samme fejl”. Jeg anbefalede dem at sætte sig i forbindelse med Tønder amt og komme med en tilladelse derfra til mig. Dagen efter kom de og sagde at nu havde de været i Tønder og der havde de sagt at jeg skulde udlevere mærker.

Jeg spurgte om de havde det skriftlig, nej det havde de ikke. Jeg ringede så til Tønder amt og talte med kontorchef Florander og spurgte ham om der havde været soldater herfra hos ham. Det havde der ikke været. Jeg fortalte ham så hele sagen og han gav mig ret i at vi ikke måtte udlevere mærker til dem, men for at få ro for dem mente han, at jeg skulde lade dem underskrive en erklæring, at jeg udleverede mærker til dem under protest og så sende denne erklæring til Tønder amt. Jeg fulgte så dette råd og hørte aldrig noget om sagen senere hen. De kom også aldrig mere efter mærker hos mig. Jeg ringede senere Tinglev op, og skældte dem ud fordi de havde givet dem mærker der og de indrømmede at de havde begået en fejl, men de vovede ikke at afvise dem. I førstningen var storhed mellem hjemmetyskerne og soldaterne. Der blev afholdt store fester for dem, med masser af sprit, men efterhånden kølnedes forholdet dem imellem. Det eneste jeg mærkede til dem var - engang da den øverstbefalende af dem kom og besværede sig over at beboerne ikke havde godt nok mørkelagt. Jeg gav ham en sludder for en sladder, og gjorde ellers ikke noget derved.

29. august 1943.

Om formiddagen efter at regeringen var gået af var jeg gået ned i byen for at’ besørge noget. Da jeg kom hjem var der stor sorg og uro for Politiet havde været her med ordre fra Kommandanten i Tønder, om at jeg skulde være på kasernen i Tønder om en time og sognefogden Jes Kjer, skulde komme med. Da det var umuligt med. den korte varsel at overkomme dette, tænkte jeg først på at lade være at tage derind, men så kom jeg i tanker om at det vistnok alligevel var bedst at komme af sted, da man jo Ikke vidste hvad, de kunde finde på, når man ikke mødte efter ordre. De kunne måske finde på at tvangs afhente en. Jeg ringede til Politiet og fik rigtig besked om, hvad der var i vejen. Men han vidste ikke andet end at han havde fået besked om at give ordren videre. Han havde været hos sognefogden med besked ,men han skulde først hentes hjem fra marken. Jeg aftalte så med ham at give sognefogden besked om at jeg sendte en bil over for at afhente ham og når de så kom tilbage skulde jeg være rede og tage med. Da det Ikke var bleven sagt hvad vi skulde komme derud for fik man jo allehånde tanker deriblandt om man måske skulde være “gidsel”, derfor blev der - taget kærligt af sked med kone og børn og med frisk mod drog jeg af sted, - ’Tilsyneladende”. Laust Jepsen kørte med os. Da vi kom i nærheden af kasernen stod der posten ved posten på vejen og holdt os an. Da vi forklarede at vi skulde møde på kasernen fik vi lov til at køre derind. Det sværmede med soldater, deriblandt en hel del af hjemmetyskerne i deres “Zeitfreiwilliguniform” .vi blev henvist til vagtlokalet, hvor vore navne, blev indført i en protokol, og vi skulde selv, skrive navnet der i. Jeg skrev mit så utydelig at det ikke var at læse, hvad der skulde stå. Derefter blev en soldat kommanderet til at føre os hen til den sal, hvor vi skulde møde. Der var også en zeitfreiwillig, som var ivrig efter at ledsage os, men ham fik jeg da afvist. Da vi kom til døren til salen hvor mødet blev afholdt blev døren åbnet og alle, som var derinde myldrede ud derfra. Det var allé sognerådsformænd og sognefogderne fra Tønder amt, samt borgmestrene fra byerne, som havde været samlet. Vor soldat meldte til den tyske kommandant at vi også var kommet nu. Han beordrede sin adjudant til at forklare os, hvad det drejede sig om med mødet. Denne tog os med ind på en skrivestue og bad os om at komme med ind i en stue ved siden af. Han begyndte med at byde os en stol at sidde på og spurgte om det var de herrer “Bürgermeistre” fra Rapstedt. Jeg bekræftede dette men gjorde opmærksom på at vi var fra Ravsted. Dette bragte ham lidt i vild rede da der i hans papirer stod “Rapstedt” Jeg forklarede ham så at tyskerne kaldte det sådan, men på dansk hed det “Ravsted” Derved mærkede jeg jo at der var, blevet holdt mandtal over de mødte, så det var vistnok godt at vi korn derud.

Da vi gik ind i stuen var der kommet en mand med ind, som jeg kendte som karruselejer og han var vistnok en hel del nazist, derfor vilde jeg ikke have ham til at overhøre, hvad vi skulle, derfor gjorde jeg adjudanten opmærksom på, at han ikke havde noget at gøre med os. Han spurgte ham da helt forbavset, hvad han da vilde her. Han forklarede så at han ønskede en tilladelse til at rejse rundt med sit tivoli. Så lukkede adjudanten døren op og viste ham ind i skrivestuen. Nu da vi var alene med ham forklarede han os, hvad kommandanten havde sagt ved mødet. At den danske regering var gået af og dette beklagede tyskerne meget, da det ikke havde været deres mening, men han håbede, at vi vilde blive, på vores post, og sørge for ro og orden, alt skulde gå videre som hidtil. De havde desværre været nød til at forbyde alle møder og forsamlinger foreløbig og det var de også selv så kede af, for de vilde jo da det allerbedste for Danmark, vi måtte da ikke tro og tænke andet, ”for de vilde jo da kuns beskytte os”. Efter at have forklaret alt dette spurgte han om vi havde noget at spørge om så skulde vi roligt gøre det. Jeg spurgte ham så om det også var forbudt at holde sognerådsmøde. Det kunde han ikke rigtigt svare på stående fod, men han mente at det var bedst at spørge for hos dem, når der var noget jeg var i tvivl om. Jeg takkede for svaret og tænkte ved mig selv, at det kunde de vente længe på, inden jeg spurgte dem om noget. Han var hele tiden yderst høflig mod os, og bukkede og skrabede for os, som om vi var nogle store diktatorer. Under forhandlingen var jeg bleven klog på, at der skulde passersedler til for at komme forbi de udstillede poster og jeg bad ham så om vi ikke kunne få sådan en seddel. Det var han meget villig til at lade os få og han beordrede skriveren til at udstede den til os. Jeg fik så fat i Laust og tog ham med ind på skrivestuen, og han fik så passersedlen. Så kunne vi komme af sted hjemad igjen. Det kan ikke nægtes at det var med bedre humør, end da vi kørte derud, og hjemme klarede ansigterne også op, da de så mig igjen.

Politiet interneres 19/9. 1944.

Dagen før kom vores politibetjent (Rasmus Skovsen) hen til mig og bad mig om at udstede et falsk legimationskort til ham. for at hjælpe ham gjorde jeg dette og skrev også et folkeregisterkort ud på det betræffende navn og satte det ned i Folkeregistret, vel vidende at jeg løb en betydelig risiko derved. Som hans erhverv angaves kontrolassistent. Om natten derefter forsvandt han fra sit hjem og holdt sig skjult, uden at blive opdaget hele resten af krigen. Rygterne svirrede om, hvor han var og en dag ringede præsten til mig om jeg havde hørt at der fortaltes at han opholdt sig i præstegården, og det var han da grumme ked af, for hvad skulde der da blive af ham præsten når Gestapo skulde tage ham. Om jeg ikke mente at det var bedst, hvis han satte sig i forbindelse med gestapo og fik sig renset for beskyldningen. Jeg gav ham det råd at vente dermed til det virkeligt skulde komme så vidt, for det var jo slet ikke sagt, at de fik rygtet at høre. Hvordan han forholdt sig ved jeg ikke, da jeg ikke hørte noget fra ham senere, Men hvor var han bange dengang. Et par gange havde jeg besøg af gestaposoldater om jeg ikke viste hvor politiet opholdt sig, Jeg var altid meget forbavset over at han ikke var hjemme - Nej det var han jo ikke og det var jo da dumt af ham, for de vilde ham da slet ikke noget ondt. Engang mente de, at jeg da skulde indsætte en hjælpebetjent, i kommunen. Jeg forholdt ham at efter loven, så kunne jeg gøre det, men jeg skulle ikke og det var ikke min agt at gøre det. Jamen vis der så passerede noget kriminelt her så var det da bedre at vi havde en betjent. Dertil svare de jeg “at vi havde kuns lovlydige borger her i kommunen, og skulle der virkelig blive brug af een engang, så var det såmænd tidlig nok at indsætte en mand. Og derved blev det, jeg tænkte, som så, at de havde jo selv, jaget politiet væk, så skulle jeg da ikke hjælpe dem med at få en anden. De forsøgte ikke mere at overtale mig til det.

At jeg efter befrielsen kun fik utak af politimanden og præsten, som gjorde alt hvad de kunne for at skade mig, dog uden at ramme mig, er en anden historie.

En aften ved malkningstid sad jeg oppe mellem køerne og malkede, da døren til stalden blev åbnet og ind kom en tysk Officer en Feldwebel en Underofficer alle med revolver om livet, og to menige soldater med geværet over skulderen, og spurgte efter “der bürgermeister” Jeg svarede fra oppe mellem køerne at her var han. Ja jeg skulle komme hen til dem. Jeg tænkte ved mig selv, at nu var min frihed vist forbi for nu havde de vist opdaget noget, for hel, ren samvittighed havde jeg jo ikke. Men der var jo ikke andet at gøre over, for overmagten end at gøre, som de forlangte. Jeg gik så hen til dem og i en brøsig tone spurgte officeren om jeg havde indkvarteringslisterne. Ja det havde jeg da. Ja dem ville han have. Jeg sagte så at han skulle vente der til jeg hentede dem indenfor, og det var der ikke noget i vejen med. Jeg gik alene ind efter dem. Ingen fulgte mig så jeg tænkte ved mig selv, at så var der vidst ikke andet, som de ville mig. Indenfor spekulerede jeg et øjeblik på, om jeg skulle forsvinde ud af en anden dør, men jeg beroligte mig med, de ikke ville mig andet og, hvis der skulle være noget, så gik det ud over. Min familie som var blevet ude i stalden. Jeg fik så fat i listerne og gik ud til dem. Da jeg kom derud stod soldaterne og fornøjede sig over en griseso med grise. Jeg afleverede listerne til officeren og bemærkede til ham, at jeg ingen afskrift havde af dem så jeg ville nok have dem igjen. Han lovede, så at jeg nok skulle få dem om et par dage, men jeg så dem aldrig siden. Hele optoget gik så igjen og jeg åndede lettet op. Hvad de egentlig ville med de lister har jeg aldrig opdaget, men en tid” lang derefter kom der en dag en officer fra nogle afløste tropper fra Norge, om skulle holde hvil her, og spurgte om jeg kunne være ham behjælpelig med at få dem indkvarteret. Jeg måtte bedrøve ham med at jeg ingen lister havde mere, men han kunne kuns henvende, sig til gestapo i Tinglev, for de havde hentet listerne. Han svarede mig at dem ville han ikke have noget at gøre med. Der var med ham en hjemmetysker i zeitfreiwillig uniform, derfor sagde jeg til officeren at han kunne få ham til at fordele sine folk blandt hans ligesindede. Og med dette svar gik de igjen. Det var østerigske tropper, de var her en otte dages. tid så, rejste de videre. Det var den eneste gang der var tyske tropper her indkvarteret.

De “filmede” ordentlig med døtrene af hjemmetyskerne i den tid de var her. Ved afrejsen blev der taget afsked med dem omme ved den tyske kro med sangen ”Wir fahren gegen Engelandt” og den tyske sygeplejerske skulle have været den der sang højest. Ak ja den gang. Senere hen sang de knap så højt. Men det er en anden historie.

Vor svigersøn var den 17.maj 1943 bleven indkaldt til tysk soldat. Han blev uddannet i Hamburg. I november måned ville vi gerne have ham hjem på orlov. Nu havde vi hørt at Kommandoet i Aabenraa vistnok kunne hjælpe noget dertil. Mor rejste så derud og fik også foretræde for de Herrer der. De var yderst venlige og forstående men de kunne desværre ikke hjælpe. Under samtalens løb lagde hun et smør og et sukkermærke på bordet og da de så det var de så flinke og gode at de ville forsøge derpå. De ringede til Hamborg at de straks skulle give ham orlov. Han kom også den næste dag og havde otte dage fri.

Da han var hjemme havde de unge talt med hinanden, om han skulle forsøge at flygte til Sverige. De kom og spurgte mig til råds, hvad jeg mente om denne alvorlige sag. Det var ikke så ligetil at svare derpå. Efter at have overvejet det alvorlig sagte jeg “Kære børn jeg vil ikke råde til eller fra, men i må betænke at det vil gå ud over kone og børn og fanger de dig derved kære Hermann, så er døden dig vis.” Han gjorde ikke alvor deraf. Nu bagefter siger jeg tit desværre. Det var sidste gang vi så ham, for kort tid derefter kom han fra Hamborg til den russiske front og der faldt han den l8.august 1944 ved Jaslo. En granatsplitter traf ham og han forblødte inden han fik hjælp. Hvor er krig dog så grusom og meningsløs. I krigen l4/18.faldt hans fader og efterlod kone og fire børn og nu I denne krig faldt sønnen og efter lod kone og to børn. Man kunne snart fortvivle over sådant ondskab i denne verden. Vi kan vist aldrig komme så vidt i denne verden at der aldrig bliver krig mere. Vi sagde efter 14/18 at det var da den sidste krig og så tyve år derefter havde vi den næste og endnu grusommere. En mand fra Havsted (Thomas Petersen) havde taget arbejde som tysk grænsevagt og var stationeret ved Sdr. Løgum. Med ham havde de unge aftalt at han tog Anita’s breve med over grænsen og Hermann adresserede sine breve til ham. Det var for at undgå censuren. Denne mand kom en dag grædende og helt ulykkeligt med meddelelsen om Herman’s død. Jeg var alene i stuen da han kom med brevet og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det givet til Anita. Jeg talte med mor derom og vi blev enige om at få søster Anna op til os. Søster Anna kom og hun var villig til at underrette hende. Hun blev udkaldt i køkkenet og der gav søster Anna hende brevet. Anita blev så fortvivlet at hun blev helt forstenet og kunne ikke sige noget. I min kvide tog jeg lille Lis og satte hende op På skødet af hende og fik fremstammet at hun skulle tænke på hendes børn.

Hvor står man magtesløs i sorgens stund, man vil så gerne trøste. Der var netop kommet en hjemmetysker (Friedrich Hansen) ind til mig for at få noget ordnet og han spurgte om, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham det og da foer det ud af mig ”de forbandede tyskere.” Bagefter da jeg var bleven mere rolig tænkte jeg på at dette, havde jeg ikke måttet sige. Men han havde da været så fornuftig at han ikke havde bragt det videre. Ja det var en sorgens dag. Der gik lang tid hen forinden Anita blev mere beroliget. Senere, blev der foranstaltet en minde, - og sørgegudstjeneste i kirken. Da hørte vi noget om at den tyske forening “ Katmmeratschaft” ville møde op i sluttet trop dertil. Dette fik vi da afværget. Kirken var fuld til sidste plads og efter gudstjenesten nedlagte ”Danske Samfund” en krans til minde om Herman ved mindesmærket for de faldne i 14/18. Det var alt højtideligt og såre godt, men det bragte jo ikke hendes mand og børnenes fader tilbage. Det er jo svært at se’ en kærlig gud i sådant noget, men vi skal jo tro at Han er med i det om vi også ikke kan se’ det at han har haft sin mening dermed.

“ Herren gav - - - Herren tog - - - Herrens navn være lovet”

Ja de tog hendes mand og forsørger og lod hende sidde uden at bryde sig om, hvordan hun skulle komme igennem. Først i 1955 blev det ordnet, at hun fik krigsrente udbetalt, men uden efterbetaling for de år der var gået. Straks derefter i september fik vi så meget bygningsmateriale samlet så vi kunne bygge en ende til huset. Byggearbejdet blev udført af Asmus fra Bolderslev og den gamle Carl Jensen. Peter Lorenzen var også velvillig og fra ham fik vi alt snedkerarbejde. Der blev indrettet en lille lejlighed til Nita og hendes børn, som de kunne bo i. Og hvor har vi gamle haft megen glæde af at have dem så tæt ved os.

Alle varer blev knappere som tiden gik og “sortbørshandel.” kom i gang, også her. Det var jo fristende at tiltuske sig noget af de eftertragtede varer. En del af beboerne kunne jo let slagte et svin og tiltuske sig andet godt. Smør, flæsk og Sukker var hårdt valuta. Ja nogle undså sig ikke ved at handle med tyskerne, og mærkværdigvis var disse bagefter de største patrioter. Der blev også en del handlet med levnedsmiddelmærker, Hvor der kuns var to i familien var der ikke noget tilovers, men i en familie med mange børn kunne der nok blive nogle mærker til salgs. Det var ellers ifølge loven forbudt. Jeg fik en dag besøg af en kriminalbetjent, som forelagde mig et anonymt brev, hvori en familie i Havsted blev angivet for mærkesalg. Han var mere interesseret på, hvem brevskrivere kunne være. Jeg kunne straks se hvis håndskrift det var. Brevskriveren var ellers ikke selv af de søde børn. Familien slap med en advarsel.

Der faldt engang et par bomber på en mark ved ”Grangård” og en over i Fogderup, dog uden at anrette store skader. Da bomberne var falden ved “Grangård” blev’ jeg dagen derefter afhentet af nogle tyske soldater, som skulle søge efter dem. De hentede mig nede i engen, hvor jeg var gået hen for at se om havren snart var tjenlig til at høstes. Det gav altid en vis uro i sindet når man så den slags herrer møde op for man vidste sig aldrig helt sikker. De var ellers yderst høflige, men de ville gerne have om jeg ville komme med for at vise dem vor marken var. Jeg kørte så med der hen og talte med ejeren og så gik jeg hjem. Hjemmetyskerne oprettede ved siden af deres ”Zeitfreiwillig” et korps som de kaldte ”Schutswehr”. De som var udtaget dertil, havde sort uniform med revolver i bæltet og gik med skarpladt gewehr. De afpatruljerede byen ved nattetid og skulle passe på, at der ikke fandt sabotage sted. Det hed sig at deres virksomhed ikke var vendt mod danskerne, men kuns for at beskytte deres egne. Deres fører var den tyske skolelærer. De havde ellers ikke haft nødig at ofre deres nattesøvn derpå for der fandt ingen sabotage sted her i kommunen og bagefter da afregningstimen kom, blev det at have været medlem deraf’ bedømt med strafskærpelse. Vi mærkede også ikke noget til stikkeruvæsen her. Ingen blev arresteret til tortur og død her i kommunen gud ske lov derfor. Vi boede et godt og roligt sted forlangt borte fra jernbanen,

Frihedsbevægelsen blev opbygget i det stille her. Jeg mærkede det ved at jeg et par gange fik besøg af læreren fra Korup (Thomsen), som i samtalens løb syntes at ville danne sig en mening om min indstilling dertil. Jeg lod, som om jeg ikke forstod noget. Jeg havde gjort op med mig selv at jeg ikke ville have med noget at gøre, som der var flere om og jeg ville stå frit i alting, for hvad to ved er altid en offentlig hemmelighed.

At det havde været lærerens ærende dengang forstod jeg fuldt ud, da han kort efter nedlagde alle sine bestyrelseshverv i foreningerne i kommunen.

I krigens sidste måneder begyndte tyskerne at sende deres flygtninge herop til os. Først blev der indkvarteret en hel del hos hjemmetyskerne og hos andre, som havde meldt sig frivillig til at tage imod dem.

Dernæst beslaglagde de salen i fhv. Thomsens kro, som nu ejedes af Statens jordlovsudvalg, og salene i. den tyske kro (Thomas Nissen) også salen I Forsamlingshuset. Der lå en 6o til 8o personer i hver sal. De var underlagt ledelsen af en kvinde, som kaldte sig sygeplejerske. Hun skaltede og valtede med dem, efter hendes forgodtbefindende. Hun boede selv i et værelse i Tjellesen’s kro, hvor hun efter sigende, hver nat havde herrebesøg. Hun nåede inden kapitulationen at blive godt forhadt, af alle flygtninge, som hun havde omsorg for.

Jordlovsvalget var ikke tilfreds med, at de havde taget salen i deres bygning og en dag kom ingenør West fra udvalget og kontorchef Florander fra Tønder amt her ud og spurgte mig til råds om, hvordan de skulle gribe sagen an, for at få salen rømmet. Vi talte derom og vi blev enige om at de skulle tale med den tyske lærer Lessow. Denne var en slags fører for hjemmetyskerne her. De ville gerne have mig med og vi gik om til den tyske skole.

Læreren var hjemme og jeg forestillede de to herrer og fortalte ham, hvad vores ærende var og om han kunne gøre noget dertil at salen, som jo da hørte til en privat bolig, kunne blive rømmet. Han var yderst venlig og forstående, men desværre havde han ikke noget at sige I denne sag. Jeg spurgte ham så om han vidste, hvem der forestod denne sag, hvem vi kunne henvende os til. Ja så vidt han viste, så var det en Feldwebel ude i Tønder som ordnede disse flygtninge sager, og han sagde også navnet på ham. Vi tog så afsked med ham og da vi gik ud, så vi i den ene stue at der lå en hel del tyske gewehrer der. Det undrede de to herrer sig over, da det var befolkningen strengt forbudt, at have våben. Jeg trøstede dem med, at de skulle tænke på at, der var to slags folk her, herrefolket tyskerne og så vi andre små danskerne, og det var kuns danskerne, som skulle lyde loven. Vi blev så enige om at de skulle se at komme i forbindelse med feldwebelen I Tønder og få den sag ordnet. De ville helst have mig med til Tønder, men jeg mente at det måtte de nok selv kunne besørge, de skulle ikke betænke sig, men gå på med frisk mod. Jeg kunne mærke på dem at de ikke var rigtigt dristige dermed, men de fik da gennemført at salen blev rømmet og salen i. Tjellesen’s kro blev belagt i stedet for.

Tyskernes sammenbrud

Tiden gik og tyskernes sammenbrud på alle fronter tog mere og mere til Hjemmetyskerne trøstede sig med, og stolede endnu på de proklamerede hemmelige våben som Hitler skulle have og som skulle bringe sejren hjem til sidst. En hjemmetysker, som var tysk soldat var hjemme på orlov i april måned, han havde fået et skud i benet, pralede også med disse våben og mente at vi danskere skulle være Hitler taknemmelig derfor. Han havde fået fat i en af de tyske flygtninge piger og en dag kom de her forbi og gik syd på. Nu havde Anita lige fået en hundehvalp og den tog de med. Jeg kørte møg den dag op på søndermarken og da jeg kom op til den gamle Hornsevej sad de der i grøften med hvalpen. Idet samme kom Anita cyklende og foreholdt ham det forkastelige at tage hendes hund med. Han svarede frækt igen og Anita sagde så at det var jo ligefrem at stjæle hunden. Han begyndte med at true hende med at han ville melde hende til gestapo. Nu blev hun rigtigt hidsig og gav ham en forsvarlig lussing. Nu var det da helt sikker at han meldte hende. Jeg greb nu ind og forklarede ham, at han hellere måtte tie stille for en anden gangs skyld, for afregningstimen nærmede sig. Derefter kørte jeg videre og Anita tog hendes hund med hjem. Jeg var temmelig urolig over det, men der kom ikke noget bagefter. Han havde alligevel ikke meldt det videre. Men sæt nu han havde gjort det’? For tyskerne havde jo endnu magten.

Nu bagefter har det undret mig, at jeg hele tiden er kommet godt fra det. Da de illegale blade kom i gang har jeg mange gange fået dem sendt med posten fra København i kuverter der var propfulde og helt reven i stykker. Af tyskerne var det strengt forbudt at beholde disse blade, de skulle straks afleveres til dem. Jeg læste dem og gav dem så videre til andre. Jeg sad imellem og læste i dem når jeg fik besøg af gestaposoldater, Gennem vinduet kunne jeg altid se, hvem der kom og så lagde jeg dem under mit skriveunderlag til de var gået igjen. Jeg var hele tiden fuldt og fast overbevist om at tyskerne tabte krigen, mange gange har jeg måttet holde modet oppe hos andre, med at trøste dem med at vi nok skulle blive befriet. Dagene gik og grev Bernadotte’s redningsaktioner af danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre blev gennemført, til stor glæde. Hitler tog sig selv af dage i Berlin og den ene proklamation af hans afløsere blev bekendtgjort efter den anden. De herrer ville alle kæmpe til sidste mand, men den menige soldat ville ikke mere være med.

Om morgenen den 1.maj kom to tyske soldater ind til mig og bad om at blive indenfor en stund. Jeg spurgte dem om, hvor de kom fra og hvad de ville. De mente så om de kunne tale frit til mig. Jeg bekræftede dette og så fortalte de, at de havde været stationeret i Silkeborg og kommandanten der, havde gjort bekendt, at de skulle kæmpe til sidste mand.

Så var de to og to underofficerer og en feldwebel bleven enige om at flygte derfra. De havde fået fat i en lastbil og var kørt sydpå for at komme til Tyskland. De var også nået til Bredevad og der var de kommet ind i kroen for at få noget at spise og der havde de talt med kromanden om det og han havde taget på veje, at det var landsforræderi og de ville blive skudt ved grænsen. De andre var bleven så bange, at de ville køre tilbage, men disse to ville ikke med mere. Hele natten havde de opholdt sig i egnen. De havde været inde forskellige steder, men ingen turde have dem. Til trods for den store risiko jeg løb lovede jeg at de måtte blive her så længe de kunne komme videre. De fik dem vasket og så fik de noget at spise. Derefter viste jeg dem op på loftet, hvor de kunne lave et leje i halmen. På loftet kunne de overse hele vejen uden selv at blive set. Der opholdt de sig det meste af tiden, men til måltiderne kom de ned og spise. De opholdt sig så her til et par dage efter kapitulationen så vandrede de af sted sydpå. Hvor var de taknemmelige for hjælpen. Lang tid bagefter fik vi brev fra den ene og han fortalte at de ved Flensburg var truffet på deres gamle kommando og de havde truet med krigsret og at de ville blive skudt, men det var dog ikke blevet til noget for de var enfag stukket af fra dem og rejst videre.

Tyskerne kapitulerede på den ene front efter den anden og til sidst var kuns Danmark og Norge besat af dem. Hvor var vi urolige og fuldt af spænding i de dage. Ville de virkelig være så tåbelige, at kæmpe her i Danmark og lægge landet øde? Vi sad med hovedet helt inde i radioen for at lytte til Englands B.B.C. Endelig den 4.maj om aftenen under udsendelsen derfra sagde programlederen ”et øjeblik” og så med en stemme der dirrede af ophidselse” der er lige indløbet den glædelige meddelelse at tyskerne nu har kapituleret betingelsesløs også i Danmark og Norge”. Hvor blev vi glade og vi åndede op og gik lykkeligt i seng den aften. Den onde tid var forbi og nu skulle alt blive så godt så godt. Ja krigen var forbi, men har vi på rette og værdig måde, vunden freden?

Dagene derefter begyndte tilbagetrækning af de tyske soldater. De kom gående i lange rækker slæbende deres oppakning på trækvogne og gamle barnevogne og cykler. Ind imellem kom en trop unge på 16-17 år i sluttet formation under anførelse af deres officerer, ja en trop kom med hagekorsflaget vejende. Men, hvor var der forskel på den gang da de kom og så nu, ingen hejlede og tiljublede dem ved ud marchen. Nogle soldater kom en dag ind til mig og spurgte, om jeg ikke havde et par heste og en vogn at sælge dem og et stor fedt svin, ville de også gerne købe. De havde masser af penge og ville nok betale en stor pris derfor, Jeg svarede dem at hos mig, kunne de ikke købe noget, men de kunne jo forsøge nede i byen hos nogle hjemmetyskere. Om de har haft lykken med dem der ved jeg ikke. Men det har også ikke nyttet dem noget for ved grænsen blev alt vad de havde, taget med fra Danmark, frataget dem. Modstandsbevægelsen begyndte at arrestere alle, som havde samarbejdet med tyskerne. På himmelfartsdag d.lo.maj blev der afhentet 52 mand her fra kommunen og indleveret til den forhenværende konzentrationslejr ”Frøslev lejr,” som nu kaldtes “Fårhuslejren” og som nu var taget i brug, som interneringslejr. (senere kom det til at hede “Padborglejren” og blev brugt til uddannelse af danske soldater.)

Efter min mening blev der begået en stor fejl ved at internere alle de små “Hejmwehrfolk”. De skulle have nøjedes med at tage førerne og ladet de andre gå. Dette udtalte jeg også over for kriminalbetjente, som senere kom og forhørte sig om de arresterede. Så havde vi undgået den særlige “Fårhusmentalitet” hos det tyske mindretal.

Vi var nok blevet en hel del smittet af de nazistiske metoder med” øje for øje og tand for tand”. Havde vi bare lyttet lidt mere til ordene “Hvad du ikke vil at andre skal gøre imod dig, skal du ikke gøre mod dem”. Så havde vi på mere værdig måde vundet freden.