|
Erindringer
fra Fogderup
Fortalt
af Mathea Iversen, Aabenraa
Den
første november 1920 kom mine forældre, Jens Nicolaj Hansen og hans
hustru Meta Kirstine Hansen til Fogderup, hvor min far skulle begynde sin
gerning som den første danske lærer efter genforeningen. Med sig havde
de min ældste søster, der var født i august 1919, og desuden var min
mor gravid med min bror født i februar 1921.
Fogderup
Skole
Den
lille landsby bød mine forældre velkommen, ved at hejse flag og strø
blomster på gaden, hvilket fik min mor til at spørge, om der havde
været begravelse. Hun blev så belært om, at det var til ære for det
nye lærerpar.
Man
kan jo sige at far og mor følte sig velkomne i et for dem ganske fremmed
forhold. De var begge opvokset i byen - Horsens, og kom nu til en gammel
skole der var ret så primitiv. Så vidt jeg mindes var der ikke engang en
pumpe indendørs, der var heller ikke elektrisk lys, som mine forældre
havde været vant til. Jo de var rigtigt kommet på landet langt fra tog
og forbindelser med omverdenen.
Modtagelsen
i Fogderup havde som sagt været god, så på en måde følte de sig
velkommen, men forskellen mellem landsbyboerne og mit hjem var ret
store.
Min
far havde været højskolelærer før han kom til Fogderup. Han var meget
grundtvigsk præget både af sit ophold på Liselund hos Niels Dahl og af
sit virke som højskolelærer. Han havde ikke læreruddannelsen fra et
seminarium, men havde været på Askov højskole for at få nogen
pædagogisk uddannelse, vel mest tænkt som en uddannelse til en gerning i
højskolens tjeneste. Far havde virket som lærer på henholdsvis Stevns
og Lollands højskoler før han som nygift kom til Elbrek lærer og
højskole i sommeren 1918. Men så kom genforeningen i 1920 og far og mor,
vis mor igen var sønderjyde fra Vilstrup ved Haderslev, søgte til
Sønderjylland. Far kunne på grund af sine manglende eksamenspapirer ikke
vælge og vrage, men måtte tage, hvad han kunne få. Det hindrede ham
også i siden hen at flytte et andet sted hen. Han måtte blive som
enelærer i en skole med 20-30 børn. Enkelte år var tallene lidt
højere, men det hørte mere til undtagelsen.
Fogderup
Skole før genforeningen
Befolkningen
i Fogderup var stærkt præget af indre mission og luthersk mission. Alene
på den front var der store ulighedspunkter mellem mit hjem og de andre
hjem.
Min
far og mor prøvede at komme i missionshuset i den første tid, men da min
far havde oplevet en af de gamle tyske præsters følelsesfulde tale
dernede, havde han fået nok, han nægtede at tage del i disse møder. Man
kunne forestille sig, at det ville have sat et skel mellem befolkningen og
skolen, men det var så absolut ikke tilfældet. Det var som om man
accepterede, at vi var noget for os selv.
Hvordan
gik så hverdagen i skolen. Far begyndte altid med morgensang, hvori min
mor også deltog. Dernæst var der altid fortælletime, hvor de yngste
årgange endnu ikke var mødt. Det var en fælles time for resten af
skolens klasser. Min far forstod at tilrettelægge sin undervisning, så
der var forskelle på tidsområder i historien fra år til år. Han var en
storartet fortæller, der kunne gøre historien levende for sine elever.
Vi hans egne børn legede tit de forskellige ting, vi havde hørt far
fortælle. På den måde kom historien os ved. Jeg har både været med
til stormen på København og til Napoleons krigen.
Far
holdt sig ikke kun til danmarkshistorien men en time ugentlig i
vinterhalvåret fortalte han verdenshistorie. Jeg har følt med Johan Huus,
da han blev brændt, og også med inkvisationens ofre i Spanien. De
romerske kejsere var ikke noget fremmed for os. Far sørgede også for, at
de store elever hørte om de store grækere. Derfor var det en stor
oplevelse for mig at gå nede i agoraen i Athen, og se de steder, hvor
Sokrates var blevet dømt. Homer og Odyseen fik vi også med, fortalt
efter Morten Pontoppidans udgave.
Men
man begynder jo nu i det små. Jeg kom i skole i maj 1929. Min
tvillingsøster og jeg var da 6 år gamle. Vi var et hold på 6, da vi
begyndte. Med os havde vi en tavle, en griffel og en klud til at vaske
tavlen ren. Så skulle vi lære den svære kunst at læse, regne og
skrive. Alt imens sad de andre mere velbefarne elever med de opgaver, som
de havde fået, så min far kunne tage sig af os nybegyndere. Jeg beundrer
den dag i dag de lærere der virkelig kunne få noget fyldt på os, med
så forskelligartet undervisning. 7 årgange sammen, det har ikke altid
været let, men jeg har mærket senere, at vi på mange måder ikke stod
tilbage for børn der havde gået i større skoler.
Familien
i Fogderup skole var i januar 1923 blevet forøget med et par
tvillingepiger, så børneflokken nu på knap tre et halvt år var nået
op på fire. Der var altså nok at se til i det lille hjem. Vore forældre
var ret gamle, da far fik fast ansættelse ved skolevæsenet. Far var
født i dec. 1886 og mor i sept. 1885. Det betød at begynderlønnen med
så stor en familie var lille. Pengene var små, men min mors dygtighed og
sparsommelighed gjorde at vi altid fik sund og nærende mad. Der var ikke
råd til de store udsving og alligevel var der plads til gæstfrihed i mit
hjem. Familie og venner kom tit på besøg. Familien, der boede langt
borte, de nærmeste i Horsens måtte altid blive i flere dage, men også
det lod sig gøre. De blev modtaget med gæstfrihed og hjertevarme.
Vi
børn fik et ret nært forhold til de fleste af vore fætre og kusiner
når de mødte op i sommerferien, det gjaldt især dem, der var
jævnaldrene med os. For dem stod Fogderup skole som et fristed. Vi fik
lov til at lege og optræde for hinanden, så dagene fløj af sted. Om
aftenen samledes vi alle omkring fars højtlæsning. Min far var en
utrolig fin oplæser. Han kunne få os alle til at lytte. Den evne havde
han også i skolen. Når han læste op, var der stille.
Børnene
i Fogderup skole kom som sagt fra indremissionske hjem. Der var mange
børn der var velbegavede, så når min far kunne nå så gode resultater
skyldtes det også, at de kom fra ret så homogene hjem, og derfor var
åbne for undervisning.
Min
Mor.
Mor
var far en god støtte i hverdagen. Hun var et meget hjertevarmt menneske
med en god dømmekraft. Hun var meget afholdt af befolkningen i Fogderup.
Var
der problemer nogle steder, kom man tit for at spørge fru Hansen til
råds. Var der sygdom eller lignende blev mor ofte spurgt, før der gik
bud til lægen. Vores læge havde også stor tillid til mor. Han sagde til
yngre mødre, at hvis de var i tvivl om noget, kunne de spørge fru
Hansen, for hun vidste, hvordan børn skulle passes.
Jeg
husker også fra min barndom, at en pige der havde fået sin hånd lettere
læderet kom til mor, der rensede og forbandt såret, før hun blev sendt
til læge. Da lægen så forbindingen, spurgte han hvem der havde lagt
den, og da han hørte, at det var fru Hansen, erklærede han, at
forbindingen sad så godt, at han ikke ville røre den. Mors agtelse i
befolkningen steg selvfø1gelig derved. En anden kom flere dage i træk og
fik ordnet sår, og en kom med en rød streg ned ad armen, og blev
øjeblikkelig sendt til læge, da mor havde sagt, at det var begyndende
blodforgiftning.
Det
var da intet under, at vi børn tit sagde til mor, at hun skulle nedsætte
sig som klog kone. Hendes indtægter ville i så fald langt overstige
vores fars. Mor ville nok have glædet sig, hvis hun havde oplevet at to
af hendes børnebørn blev læger.
At
mor også var den praktiske del i hjemmet, havde de også forstået i
Fogderup. Engang i 30'erne blev der bygget en landejendom uden for byen,
og da familien ikke kunne blive enige om, hvor kakkelovnen skulle stå,
var der ikke andet at gøre end at spørge fru Hansen til råds. Der kom
så et jumbekøretøj og hentede mor, så hun kunne sige om ikke hvor
skabet skulle stå så i al fald kakkelovnen.
Praktisk
kunne man just ikke kalde far, men de to mennesker supplerede hinanden så
godt, at vi børn voksede op under trykke og gode forhold.
Jens
Nicolaj og Meta Kirstine Hansen i haven
Desværre
var mors helbred ikke så godt, så der skulle tages hensyn til hende. Hun
døde i september 1946 få dage efter sin 61 års fødselsdag. Det var et
stort tab for familien.
Flere
år efter mors død, sagde en fogderupper til mig, at Fogderup aldrig blev
det samme efter fru Hansens død.
Det
gjorde indtryk på mig, og jeg mener, at et bedre eftermæle kunne mor
ikke have fået.
|
