Lokalhistorie for Ravsted Sogn

Udskriftvenlig udgave

Gå til startsiden q

Ravsted – dreng i halvtredserne

af Fritz Hansen

En beskrivelse af livet som dreng i Ravsted i halvtredserne må for mit vedkommende tage udgangspunkt i mit barndomshjem. Dernæst synes jeg, at det vil være naturligt at fortælle om nogle af de personer i Ravsted som på en eller anden måde har gjort indtryk på mig. Det kan også være virksomheder, forretninger og bygninger, som jeg oplevede dem for omkring 50 år siden. Den gang var der jo mange forretninger og virksomheder i Ravsted.

Mine forældre var Petra og Jens M. Hansen. Min far var smedemester. Min mor var som stort set alle andre kvinde hjemmearbejdende husmor. Jeg er den mellemste i en flok på 3. Min storesøster er Hanne, nu gift Nielsen, der i mange år har været selvstændig damefrisør i Ravsted. Min lillebror er Jens Aage Hansen, der nu er kirketjener i Ravsted.

Min far – Jens Smed - var smedemester i helt traditionel betydning. Der var tale om en rigtig smedie. Der var esse. Der var filebænk samt forskellige elektriske hjælpemidler. Og ikke mindst var der i et hjørne af smedien plads til at sko heste. Min far var uddannet maskin- og beslagsmed, og det at sko heste var en stor del af virksomheden. Hos min far var der tale om en virkelig interesse for heste, hvilket blandt andet betød, at han så længe jeg kan huske har haft hest. Interessen for heste kom specielt til udtryk derved, at min far deltog i alle de ringridninger, han kunne. De heste, han havde, var opstaldet hos forskellige landmænd, der var kunder hos ham.  Han var i min barndom kendt som ritmester ved ringridningerne i Ravsted, Tinglev og Bylderup Bov. Jeg husker ham som ritmesteren, der kunne råbe samtlige ryttere op. Det har nok været en skuffelse for ham, at hverken jeg eller mine søskende havde interesse overhovedet for ringridning.

En anden af hans store interesser var det frivillige brandværn. Han var brandkaptajn i Ravsted al den tid, jeg kan huske. Det var den gang man ringede til smeden, når der var udbrudt brand. Jeg husker mange af de opringninger, der jo kom på alle tidspunkter af døgnet. Nogle gange blev der bare sagt ”det brænder”. Så skulle man måske gætte sig lidt til, hvor det var. Så var det med at ringe til urmageren, Christian Hyldtoft, der på cykel tog af sted med brandhornet og hermed signalerede, at de frivillige skulle møde på brandstationen, der den gang lå tæt på den nuværende brandstation. Altså på cykel af sted op og ned ad hovedgaden og de andre gader, hvor brandfolkene boede. Og far sprang ud i bilen iført brandjakke og brandhjelm og drønede af sted. Snakken gik den gang, at han altid drejede rundt ved Forsamlingsgården på 2 hjul i den gamle Ford A 30. Stærkt skulle det jo gå. Og det var da mit indtryk, at han godt kunne kommandere med sine brandfolk.

Det var før den tid, hvor der blev installeret en sirene på taget af Forsamlingsgården. En sirene, der blev aktiveret fra Politigården i Tønder. Sirenen blev afprøvet en gang om ugen kl. 1200 af Christian Hyldtoft.

Jeg husker den gang Ravsted Frivillige Brandværn skulle have en ny brandbil. Man havde fundet en den gang forholdsvis ny Austin lastbil, der skulle bygges om til brandbil. Det foregik hos mekaniker Asmussen i Kliplev. Resultatet blev da også en rigtig flot rød brandbil med plads til mandskab og udstyr. Herunder en bærbar sprøjte.

Også jagt interesserede min far. Som dreng var jeg næsten altid med på jagt. Min far havde jagtterræn forskellige steder. Som regel hos nogle af de landmænd, han havde som kunder. Jagtlejen var som regel en af de harer, der blev skudt. Når vi var ude at køre i den gamle Ford, lå jagtbøssen altid i bagruden. Klar til at kunne tages i brug. Der var en vis interesse for rævejagt. Den gang havde vi en lille, brun gravhund (Mads). Der blev brugt mange søndag eftermiddage på rævejagt. Selv fik jeg jagttegn som 16-årig. Det var før man behøvede at aflægge prøve. Man skulle blot anskaffe sig en jagtbøsse og betale et gebyr til Dansk Jagtforening. Interessen for jagt ophørte dog for mit vedkommende efter ganske få år. Jeg har siden mange gange tænkt på det fuldstændig uforsvarlige i at udstyre en 16-årig dreng med et så farligt våben.

Livet i smedien husker jeg ret tydeligt. Der var mester og som regel 2 lærlinge. Og de fik lov til at bestille noget. Den gang boede lærlingen jo hos mester. Det vil sige, at de havde et beskedent kammer på loftet. De kunne vaske sig i et hjørne af smedien, og toiletforholdene var bestemt ikke nutidige. Og de var på fuld kost, hvilket vil sige, at vi altid var mange omkring køkkenbordet. Lærlingene skulle naturligvis være i seng til ordentlig tid. De havde fri lørdag ved middagstid og kunne tage hjem til familien lørdag eftermiddag når de havde ryddet op og fejet i smedien. De kom så tilbage søndag aften klar til at tage fat mandag morgen.

Ingen var i tvivl om, at det var mester, der bestemte. Og der blev snakket højt! Der skulle tages fat, når der skulle hvæsses plovskær. Det foregik på den måde, at skærene blev varmet op i essen, hvorefter mester med tangen holdt skæret i den ene hånd, mens han med den anden hånd ved hjælp af en såkaldt håndhammer ved slag på ambolten dirigerede lærlingene, der med hver sin forhammer på skift slog på skærene på ambolten.

På samme måde skulle der tages fat når der var heste, der skulle skos. De gamle hestesko skulle rykkes af. Det var som regel en af lærlingene, der skulle holde hestens ben imens. Og det var ikke altid lige let. De rigtig besværlige heste fik ind imellem en såkaldt bremse sat omkring næsen for så vidt muligt at holde dem lidt i ro. Det virkede nu ikke altid. Så skulle de nye sko passes til. Det foregik ved, at de blev varmet i essen og rødglødende prøvet på hestenes hove. Røgen fra hovene lugtede som regel fælt. Når skoen passede, blev den kølet af og sat på hoven ved hjælp af hesteskosøm.

En af yngste lærlings opgaver var at skrive i en tyk protokol, hvad der var udført for den enkelte landmand. Det blev som regel dikteret af mester. Og der skulle jo skrives læseligt, for hvert kvartal skulle der skrives regninger. Det var selvfølgelig mesters opgave og blev typisk udført ved aftenstide. Jeg husker de mange gange, hvor far var oppe på loftskammeret for hos lærlingen at få forklaret, hvad der nu var skrevet i protokollen. Bestemt ikke altid nemt, og der blev da også skældt ud en gang imellem.

Regningerne blev bragt ud personligt. Så blev smeden budt indenfor og tegnebogen blev fundet frem. Der var stort set aldrig tale om, at nogen ikke kunne betale.

I halvtredserne begyndte min far også at arbejde med at installere centralvarme hos folk. Hertil fik han hjælp af nogle rørlæggere fra Aabenraa. De tjente en ekstra skilling ved f.eks. en lørdag af komme et par stykker og hjælpe med at klare installationen. Det var nok før begrebet sort arbejde blev opfundet.

Jeg har tit undret mig over, at min far mens jeg var dreng aldrig anskaffede sig en varebil. Jeg husker, hvordan han transporterede de lange jernrør, der skulle bruges i forbindelse med centralvarme-installation. De blev lagt på gårdspladsen, hvorefter bilen blev kørt hen over dem. Derpå blev de bundet med reb i for- og bagkofanger og herefter transporteret videre. Og de store ilt- og gasflasker til svejseapparatet blev placeret i bilens bagagerum. Første efter at jeg flyttede hjemmefra fik min far en varebil.

Jeg selv brugte stort set al den tid jeg ikke var i skole i smedien. Eller med far rundt til kunderne. Jeg vidste præcis, hvem der var kunde. Langt de fleste var landmænd i Horns, Hyndingholm, Hynding, Knivsig og Hejsel. I Hejsel var der mange husmænd. Det var på det tidspunkt hvor 2 husmænd ofte i fællesskab anskaffede sig en grå Ferguson traktor.

Den gang blev smeden jo ofte inviteret inden for hos landmanden til en kop kaffe. Derfor kendte man jo ikke blot landmanden, men også konen.

Som dreng i en smedie oplever man lidt af hvert. Man brændte sig selvfølgelig en gang imellem på et stykke jern, der havde været i essen. Det blev kureret med brun sæbe. Det skulle man den gang, men jeg tror ærlig talt, at virkningen var yderst beskeden. Man skulle selvfølgelig også prøve at svejse. Og jeg husker, at jeg som vel 10-årig fik en alvorlig omgang svejseøjne. Jeg husker det endnu tydeligt. Det var ganske forfærdeligt at sidde i skolen den næste dag med følgerne af svejseøjne.

Om vinteren var der vel ikke altid lige travlt. Jeg kan huske, at min far nogle gange i løbet af vinteren deltog i kortspil. Der blev afsat en hel eftermiddag, hvor der blev spillet skat omkring spisebordet. Deltagerne var malermester Bahne Witt samt gårdejerne Peter A. Petersen og Christian Brodersen fra Korup. Min mor sørgede for, at der blev serveret en grog en gang imellem. Som dreng var det spændende at sidde og følge med i spillet. Det kan ærgre mig den dag i dag, at jeg aldrig fik lært at spille skat.

Nogle af fars kunder husker jeg ganske tydeligt. En af dem, jeg husker bedst er Hans Gottfriedsen, der havde en stor gård i Ravsted.  Han kom ofte i smedien – som regel på sin gamle cykel. Han havde et forfærdeligt temperament. Han kunne skælde lærlingene ganske forfærdeligt ud – og såmænd også min far. Men han kunne ved andre lejligheder være godmodigheden selv. Og han var en ualmindelig god kunde.

Far var ofte en form for mellemhandler i forbindelse med landmændenes anskaffelse af maskiner. Det vil sige, at han anviste eventuelle købere for forhandlerne, hvorefter han fik provision for anvisningen. Når Hans Gottfriedsen havde købt en maskine og han skulle betale, var det ikke ualmindeligt, at han blot gav tegnebogen til min far, der så kunne afregne over for forhandleren. Handel foregik jo kontant den gang.

Min skolegang startede i Ravsted. Det var i ”den røde skole”. Min første lærer var fru Holstein. Senere fik jeg lærer Christensen og lærer Corfitsen. Den gang startede man i skole til april. Det var et lille problem for dem, der senere ville fortsætte skolegangen i Tinglev, idet skoleåret der startede til august. For mit vedkommende startede jeg i Tinglev i 1955. Jeg gik i klasse med Lis Burmester og Inga Nielsen, en søster til Esther (”Dutten”). Transporten til Tinglev foregik med rutebil. Det var den gang Løgumkloster-Tinglev ruten, der havde stoppested på Hovedgaden ved Forsamlingsgården. Mange vil kunne huske ”Jens Lyn” som chauffør på rutebilen. Den gang en forholdsvis moderne Triangel.

Rutebilen medbragte elever til både Tinglev Realskole og den tyske skole i Tinglev.

Vores nærmeste naboer var Andreas og Kristine Johansen. Også kalder ”skrædderens”. De boede i huset lige ved siden af. Kristines far, der var skrædder,  boede der også. Jeg husker ham som en meget gammel piberygende (rigtig lang pibe) mand.  Kristine havde let ved gråd. Hun kunne spille på harmonium, og en gang imellem spillede hun i den tyske menighed i kirken. Kristine og Andreas søn, Hans Peter, kom i lære som maler i Tønder.

Naboer var også Pauline og Walther Jessen. Walther nedsatte sig som malermester. De fik børnene Helga og Kurt. Walther – også kaldet Mogge – fik sig en stabil malerforretning. Pauline etablerede på et tidspunkt en mindre farvehandel i et værelse ud mod Mindestenen. Hun solgte også på et tidspunkt Spirella-udstyr.

I en mindre lejlighed over mod smedien boede på i en periode også læge Christiansen. Han byggede senere det hus, lærer Peter Jepsen nu bor i på Hovedgaden. Læge Christiansen var en meget hjælpsom læge. Han var meget ligefrem og kunne ind imellem være lidt fraværende. Årsagen hertil blev der snakket lidt om i byen. Mine forældre ville på et tidspunkt, hvor jeg vel var omkring 8-9 år, gerne have ham til at hjælpe sig med at lære mig at spise noget mere. Jeg var forfærdelig kræsen, og jeg husker, hvordan han blev placeret ved siden af mig på bænken i køkkenet en dag, hvor han forsøgte på forskellig vis at forklare mig, hvor sundt det for eksempel var at spise fisk. Det lykkedes ikke for ham. Og jeg er ikke siden begyndt at spise fisk.

For enden af det samme hus boede også Rikke og Hans Nielsen. Hans var vejmand. De havde børnene Svend, Anna (Thirup), Helga, Ingrid og Jes Peter. Jeg husker, at Hans Nielsen i starten af halvtredserne anskaffede sig en Victoria motorcykel. Senere blev den skiftet ud med en Ford Popular bil.

I den ene ende af loftet i det hus boede på et tidspunkt Rikke og Hans’ datter og svigersøn, Helga og Hans Vogt. I den anden ende – over Pauline og Walter – boede Minna Frederiksen. En ældre dame, det på et tidspunkt var en slags servitrice hos ”Thomas Sailer”. Det var der, hvor der var kro og tysk skole inden den blev til Tank Cafe og mekanikerværksted.

Ved siden af Rikke og Hans boede Bodil Christensen. Hun var enke efter vognmand Niels Christensen. Hun havde børnene Niels Peter, Truels, Hans og Tutte. Niels Peter og Truels var flyttet hjemmefra i min drengetid. Derimod legede jeg en del med Hans og Tutte. Hans var handicappet. Han var lam fra hoften og nedad og sad i kørestol. Huset blev senere solgt til Misse og Emil Christensen fra Ravsted Mejeri.

En af de forretninger jeg husker allerbedst var købmand Sørensen. Jeg husker tydeligt den dag, hvor Misse og Carl Sørensen overtog forretningen efter købmand Lausen. Jeg har købt mange poser slik hos købmand Sørensen, og jeg har vært sendt mange gange på indkøb for min mor i forretningen. Sørensen havde en virkelig stor kundekreds og var meget afholdt som købmand. Måske var han i virkeligheden for venlig. Jeg husker, at der altid var mange ”kunder” i bagbutikken et par trin nede.

Den gang handlede Sørensen også med benzin. Han havde en Esso tank midt på pladsen.  Hver aften ved 6-tiden kom rutebilejer Christian Nissen med sin rutebil og tankede benzin.

En anden af vores naboer var Ravsted Mejeri. Jeg var næsten jævnaldrende med sønnen Benny, og jeg kom meget på mejeriet. Bennys forældre, Misse og Emil Christensen, var begge i mejeriet hele dagen, så der var rig mulighed for at lege inden døre. Mejeriet leverede meget smør til England. Dertil fremstillede mejeriet selv smørdritler i et lille værksted, der blev bestyret af Laust Jepsen. Foruden at lave smørdritler var Laust  mælkekusk for mejeriet. Han kom dagligt rundt i byen. I starten på sin varecykel. Senere på en slags vareknallert. Det var den gang, der var betjening ved køkkenvinduet. Laust Jepsen vil også kunne huskes som lillebilvognmand. Jeg husker tydeligt hans lidt specielle Fiat med flad forende, der kunne rumme 6-7 passagerer.

Ravsted Mejeri var efter datidens forhold en forholdsvis stor virksomhed. Det var privatdrevet. Der var en del mennesker ansat på mejeriet og mange landmænd havde bijob i forbindelse med transport af mælk – den gang i mælkejunger – til og fra mejeriet. Disse mælketransporter foregik i starten med hestetrukne vogne, men blev senere skiftet ud med traktorer. I min drengetid husker jeg specielt Peter Hartung fra Hyndingholm, der i mange år havde ruten til og fra Hyndingholm. Det foregik med hestevogn. Og så havde disse transporter et yderligere formål. Nemlig at have andre varer med til og fra byen. For eksempel æg i specielle ægkasser, der blev medbragt til købmanden. Når kassen var tømt, blev kassen som regel udskiftet med købmandsvarer.

Mejeriet havde egen lastbil, en Chevrolet, der blev benyttet blandt andet til transport af smør til havnen i Esbjerg. Niels Jensen, kaldet Nisse (en bror til Calle Post), var chauffør på lastbilen. Jeg husker i øvrigt en nytårsaften, hvor nogle halvstore knægte som nytårsspøg kørte rundt med lastbilen i byens gader. Det var dog begrænset, hvor langt man kom rundt, idet kørslen fandt sted på den måde, at man satte bilen i gear og trykkede på selvstarteren. Så da batteriet var løbet tør for strøm, holdt løjerne op.

Det var et højdepunkt når man kunne lokke Benny med ned i ostekælderen for at smage en dejlig tyk skive ost.

Over for mejeriet lå Heldts Blandet Forretning. I daglig tale skomageren.

Maren og Willi Heldt var et par ualmindelig flittige mennesker.  De startede i det små. En lille forretning, der handlede med lidt af hvert, herunder sko. Dertil et lille skomagerværksted i baghuset. Sønnen  Kesse har ordnet rigtig mange sko i værkstedet.

En af de ting, jeg husker meget tydeligt er Willi Heldts udlejning af vaskemaskiner. Han trak vaskemaskinerne gennem byen ved aftenstide fra den ene kunde til den anden. En gang imellem var cyklen spændt foran.

Senere voksede forretningen. Der blev udvidet og senere bygget til. Senere kom sønnen Johannes – i daglig tale Hannis – hjem for at arbejde i forretningen, som han senere overtog.

Ved siden af Heldts Blandet Forretning lå snedker- og karetmager Willi Kirsten. Han boede alene med 5 børn, August, Helga, Annemus, Willy og Helmuth. En stille og rolig mand, der drev sin virksomhed – et den gang moderne snedkerværksted – uden de store armbevægelser. Helmuth – der er et år eller to ældre end mig - kom senere i lære hos købmand Sørensen. Han fortsatte efter et pr år læretiden hos Spritgården i Tønder.

På et tidspunkt flyttede en elektriker ind på  første sal hos Willi Kirsten. Han startede som selvstændig elektriker med værksted i en del af Willi Kirstens lade. Han havde også kone og barn. Jeg husker, at han startede med at anskaffe sig en ny Skoda varebil. Virksomheden stoppede dog bragt, idet han og familien en nat pludselig forsvandt fra byen. Der blev snakket om, at han udvandrede til Canada.    

På strækningen mellem købmand Sørensen og Forsamlingsgården boede en del håndværkere og forretningsdrivende.

På højre side kom først Thora Andersen. En ældre dame, hvis mand så vidt jeg husker tidligere var murer.

Dernæst ”Petra Slagter”. Jeg husker en episode med Petra. Det var i knallertens vorden. En af Thora Andersens sønner fra Odense var hjemme i Ravsted på en ny knallert. Den skulle Petra prøve. Hun kom godt i gang, men kunne ikke finde ud af at slippe gassen, så det endte med, at hun tog en længere tur i zig-zag hen ad vejen inden hun væltede med knallerten. Og en anden lille historie omkring Petra var en nytårsaften, hvor – igen – nogle store knægte morede sig med at vælte det lille lokum, hun havde stående i baghaven. Naturligvis en noget ondsindet nytårsspøg.

Ved siden af Petra boede Rudebecks. De havde i halvtredserne en rigtig pæn konfektionsforretning med 2 store udstillingsvinduer ud mod gaden. Efter datidens forhold en rigtig flot forretning. Jeg er jævnaldrende med sønnen Ole, som jeg startede i skolen med. Jørgen Rudebeck blev senere en slags kæmner. Det arbejde klarede han fra et mindre kontor inde i forretningen, der blev drevet videre af Jørgens hustru, Mette. Hos Mette kunne man få opmasket strømper.

Ved siden af Rudebecks lå gartner Lehmann Hansen. Sammen med hustruen drev han på arealet ned til ”æ strøm” (Hvirlå) sit gartneri. På et tidspunkt byggede han til ud mod vejen, således at han udvidede gartneriet til også at omfatte salg af blomster.

Dernæst lå Barberen. Altså byens frisør, Christian Christiansen. I det mindre lokale ved siden af frisørsalonen indrettede hustruen, Gyda, en mindre forretning med salg af tobak og slik. Jeg var en rigtig god kunde hos Gyda, hvor jeg købte rigtig mange salmiakstænger til 10 øre. Hun var et utroligt rart menneske.

Jeg husker en episode med frisøren. Min bror, Jens Aage, var sendt til frisør for at blive klippet. Efter kort tid stod Jens Aage hjemme i køkkenet hos min mor. Han var klippet i den ene halvdel af hovedet og havde fået besked af frisøren på, at han ikke kunne klippe ham færdig før håret var blevet vasket. Det glemte min mor aldrig frisøren for!

Jeg er jævnaldrende med sønnen Christian. Han kom senere i lære i en manufakturforretning i Sønderborg.

Ved siden af boede Jørgen Hansen, ”Jørgen Slagter”. Jeg husker da huset blev bygget. Efter datidens forhold et meget flot hus. Det blev senere overtaget af den tyske hjemmesygeplejerske, Søster Else. Hun huskes af mange for sin store flid. Altid på vej – på cykel. Hendes mand Sven Berdiin startede på et tidspunkt en mindre forretning med en udlejningsbil uden fører. En Austin Futura.

Jeg husker også, at urmager og guldsmed Christian Hyldtoft byggede sit hus. Det var ved siden af  Jørgen Slagter og lige over for Forsamlingsgården. Et rigtig flot hus – også den gang. Christian Hyldtoft var jo en institution i byen. Han startede sin virksomhed i det hus, der senere blev Brugsen, og hvor familien Bønding i mange år boede. Han var urmager af den gamle slags. Men desuden kunne han klare at reparere radioer. Og da fjernsynet i halvtredserne så dagens lys, begyndte han også at sælge og reparere fjernsyn. Første gang jeg overhovedet så fjernsyn var i hans værksted. Det var fra en håndboldlandskamp. Jeg kan huske, at jeg blandt andre så Knud Lundberg spille. Christian Hyldtoft solgte mange fjernsyn. Vores første fjernsyn derhjemme, et 17” Philips sort/hvid blev købt hos Hyldtoft da der var noget, der hed Kvit eller Dobbelt.

Men Christian Hyldtoft kunne også klare at rykke en tand ud, hvis det var nødvendigt. Det har mange benyttet sig af. Han var også ivrig brandmand – som tidligere nævnt.

Og så var han gift med Sofie. Sofie kunne altid ses med en pudseklud i hånden. Alle de piger, der i tidens løb har vært ung pige i huset hos Sofie, har fået lært at bruge en pudseklud. Alt i forretningen var nypudset. Selv om aftenen kunne man se Sofie i gang med pudsekluden.   

Og så til den anden side af vejen.

Efter mindestenen og den tomme grund tilhørende mejeriet boede sadelmagermester Rossen. Han var sadelmager af den gamle skole. Jeg afleverede en gag imellem sejl fra selvbindere, som min far havde til reparation. Han havde sit værksted ud mod gaden i huset. Huset blev senere overtaget af Christian Heldt.

Ved siden af boede familien Würfel. Huset blev kaldt ”Armhuset”. Der blev snakket meget om familien i byen. Den gamle fru Würfel, Hanna, var en meget, meget kraftig dame. Hun havde mange børn. Jeg husker blandt andre Iver, Søren, Berthel, Sørine og Christiane. Der var et eller andet dunkelt og skummelt over huset og familien. Man kom ikke for tæt på. Huset var tilholdssted for nogle af landevejens farende svende.

I den ende af huset, der lå hen mod Forsamlingsgården,  boede den gang Bruno Vagenknecht. Når Martin var fuld – hvilket han ofte var, sang han altid ”Der er lys i lugten lille mor”. Efter Martins død flyttede Martin Kowalzyk, der var polak, ind i huset. Han boede alene, og han brugte meget tid med at sidde og kigge ud ad vinduet.  

Huset er senere overtaget af Nis Oesen.

Så kommer vi til Forsamlingsgården. ”Æ stat”. I min drengetid var det Inge og Christian Jepsen, der var værtspar på Forsamlingsgården. De havde sønnerne Markus og Anders, der begge er jævnaldrende med mig.

Forsamlingsgården var den gang samlingssted for det, man kan kalde danskheden. Det var der, der blev festet til bryllup eller en rund fødselsdag. Det var også der, idrætsforeningen afholdt bal en gang imellem.

Og så var Forsamlingsgården også en form for mødested. I ”æ gemmelfart” mødtes byens yngre ofte. Og i restauranten mødtes mange enlige for at spise deres middagsmad. Forsamlingsgården var også byens trafikknudepunkt. Hver morgen afgik rutebilerne til henholdsvis Aabenraa og Tønder. De returnerede ved middagstid for igen at genoptage turene lige over middag – og returnere hen under aften. Det var rutebilejer Tramm, der drev Aabenraa ruten og Christian Nissen, der drev Tønder ruten. Og Løgumkloster-Tinglev ruten havde også stoppested ved Forsamlingsgården.

På Forsamlingsgården kunne man aflevere og afhente pakker til og fra de forskellige ruter.

Og så var Forsamlingsgårdens restaurant også det sted, hvor man om aftenen mødtes for at se fjernsyn. Det var før fjernsyn blev hver mands eje. Det forventedes så, at man købte kaffe og kage i løbet af aftenen. Jeg husker, at jeg i 1956 på Forsamlingsgården så indsamlingsudsendelsen med den den gang kendte TV mand Svend Pedersen efter oprøret i Ungarn.

I min meget tidlige drengetid var der sal på første sal af Forsamlingsgården. Den var naturligvis ikke ret stor, så det var noget af en udvidelse, da den nye, store sal blev bygget. 

På første sal – over Gennemfarten – boede i mange år Martin Paulsen, kaldet ”Mateng”. Lidt af en original, men meget omgængelig og gæstfri. ”Mateng” havde kun det ene værelse, der var meget koldt. Han sørgede for at holde varmen ved hjælp af en stor primus, der stod midt på gulvet. Senere boede han i mange år i et skur bag ved Sparekassen. Og endnu senere købte han det hus over for mit barndomshjem, hvor Kristine og Andreas Johansen boede.  

Over for Forsamlingsgården lå præstegården. I min drengetid beboet af pastor Risberg Jensen og frue. En meget afholdt præst, der fungerede i Ravsted i rigtig mange år.

Sønnen Karl Aage var lidt ældre end mig. Han var bestemt ikke påvirket af at være præstesøn. Han havde en meget stor interesse for radioer. Han kunne sende og modtage radio fra stort set hele Verden. Jeg husker, at der på et tidspunkt var besøg fra politiet, der så vidt snakken gik medtog en del af udstyret. Han uddannede sig som radiomekaniker i firmaet Nissen Sølsted.  

Vi vender tilbage til Heldts Blandet forretning og kigger op mod hjørnet ved bagerforretningen. Over for Heldt boede Dethlef Andresen. Jeg husker ham kun som en rigtig gammel mand, der altid gik med sin lange pibe. I det store stråtækte stuehus boede også datteren Käthe. Huset blev senere overtaget – og renoveret – af lærer Christensen. Nu bebos huset af min nevø Morten.

Ved siden af Heldt boede malermester Jacobsen og hans kone, ”Cille Maler”. Som dreng kom jeg en del i det hus, idet familien ”holdt mapper”, altså en samling ugeblade, der gik på skift. Jeg havde som dreng et fritidsjob med hver uge at forny disse ”mapper”.

I den forbindelse kom jeg ind i mange forskellige hjem. Der var byttedag hver onsdag. Det forventedes, at mapperne så lå klar til bytning. Men det gjorde de bestemt ikke alle steder. Der var mange husmødre, der hver onsdag skulle en tur rundt i hele huset - incl. soveværelset - for at få alle de 9 blade samlet sammen. Det var min fætter, H.C. Andersen i Højer, der drev denne kolportørvirksomhed. Omdelingen i Ravsted havde han overladt til mig. Det indbragte mig vel 10 kr. om ugen.

Naboen var fru Oldenburg. Byens jordemoder. Hun har blandt andre sørget for, at jeg kom til verden. Så vidt jeg husker var hun også inden telefonerne blev automatiseret telefonbestyrer.

Over for fru Oldenburg blev der på et tidspunkt rejst en barak. Der indrettede ”Krissen Biks” sit cykel- og knallertværksted. Han boede i et mindre baglokale. Det var et sted, hvor byens yngre drenge kom meget. Også efter arbejdstid. ”Krissen Biks” var meget venlig og afholdt. Og det var jo på et tidspunkt, hvor de første knallerter så dagens lys. De allerførste var de såkaldte ”røvskubbere”. Det var i realiteten en knallertmotor, der blev monteret på en cykel der hvor bagagebæreren normalt sad. Motoren havde en rulle, der kørte direkte på baghjulet. Og en sådan knallert kunne nemt køre 60 km/t. Det var i øvrigt før styrthjelm blev påbudt.

Ved siden af Oldenburg boede Christian Hyldtoft indtil han byggede nyt hus over for Forsamlingsgården. Senere blev der indrettet Brugsforening. Uddelerparret var i mange år hr. og fru Bønding. Da der senere blev bygget en ny brugsforening over for, indrettede familien Bønding hele huset til beboelse.

På hjørnet ved Hovedgaden boede min tante og onkel. Tante Misse og onkel Peter, der drev byens bagerforretning. Tante Misse var en meget venlig dame, der yndede at forkæle blandt andre mig. Hun var meget gavmild med hensyn til slik og andre søde sager.

Da jeg blev lidt større fik jeg job som bydreng. Det bestod i, at jeg hver søndag morgen bragte rundstykker ud. Det var et rigtigt morgenjob, idet jeg skulle starte kl. 0600. For at være sikker på at jeg var der til tiden, gjorde vi det sådan, at jeg hver lørdag aften mødte op, idet jeg kunne sove på første sal sammen med den daværende bagersvend, Anton. Før sengetid var der som regel tid til et lille ærinde i rummet for tørkager.

Søndag morgen sørgede tante Misse for, at rundstykkerne blev puttet i poser. Der blev skrevet navn udenpå, hvorefter de blev sat i en stor bagerkurv. Kurven blev placeret foran på budcyklen. Og så var det med at komme af sted. Turen varede som regel 1½ til 2 timer. Så var der tid til at spise morgenmad i køkkenet og tage imod lønnen, der var 4 kroner og 2 stænger lakrids.

Mellem bageren og Forsamlingsgården boede en anden tante og onkel, nemlig tante Stinne og onkel Andreas. Stinne og Andreas Hansen havde et cykelværksted og cykelforretning samt forhandling af benzin. Samtidig var onkel Andreas byens eneste kørelærer. Jeg husker hans seneste indkøb af skolevogn, en Opel Kapitän. En meget stor og den gang flot bil. Der er nok en del elever, der har bandet den bil langt væk. I hvert fald husker jeg min søster gøre det. Hun skulle naturligvis lære at køre bil hos ham – efter at jeg som den gang 12-årig havde givet hende de første lektioner ud ad Hyndingholm-vejen i vores gamle Ford A 30. - Nu var onkel Andreas nok heller ikke nogen særlig stor pædagog.

Tante Stinne og Onkel Andreas var barnløse,  så det var en tradition, at de hvert år besøgte os juleaften. De spiste altid hjemme hos dem selv, men når tiden nærmede sig, hvor træet skulle tændes, mødte de op.

På hovedgaden over for bageren lå Tjellesens gæstgivergård og købmandsforretning. Krofatter Tjellesen var en lille, rund og bestemt mand, der havde styr på tingene. I salen kunne man en gang imellem se film, når den omrejsende biograf var på besøg. Der var også danseskole, idet Bomberg fra Tønder benyttede salen til danseskole for byens børn. Når der var bal på kroen, styrede Tjellesen begivenhederne med stor respekt.

Købmandsforretningen blev i min drengetid bestyret af Fr. Willecke. En flittig mand, der boede i det gamle stråtækte hus bag ved Thomas Sailers kro sammen med sin kone, Signe, og deres 5 drenge.

Senere købte Fr. Willecke Majse Jørgensens forretning over for Kirkegården. Forretningen blev drevet som dels købmandsforretning og dels manufaktur- og gardinforretning. Den sidste del tog Signe sig af.

Jeg kom meget i hjemmet, idet jeg er jævnaldrende med 3 af familiens drenge, Manfred, Norbert og Kurt. Familien åbnede hjemmet meget for drengenes kammerater.

Majse Jørgensen havde indtil da drevet forretningen. Det er nu mest som sparekassebestyrer jeg husker Majse. Hans kone Ditte passede forretningen, mens han i et lokale ved siden af passede sparekassen – ene mand. Majse havde altid en (sur) cigar i munden. Senere flyttede sparekassen til et lokale, der blev bygget til det gamle posthus, og sønnen, Werner, blev leder af sparekassen.

Det var så også den gang Ravsted havde sit eget posthus. Hvem husker ikke postekspeditør Bonnichsen. Denne omhyggelige mand med de lidt skæve fingre. Han sad på sit kontor bag en glasrude som han skubbede til side, når der kom kunder.

Og posthuset havde sine egne postbude. Jeg husker navne som Lorenz Post, Calle Post, Frede Post og Jørgen Callesen. De klarede deres ruter på cykel selv om de skulle langt omkring. De skulle jo både til Havsted, Korup, Fogderup, Hejsel, Hynding og Hyndingholm.  Ved juletid forbarmede nogle sig og tilbød at stille chauffør og bil til rådighed. Jeg husker, at jeg som regel var med som passager når far tilbød sin hjælp.

Som dreng kom jeg meget på sportspladsen. Jeg spillede fodbold. Jeg købte de første fodboldstøvler af Ingvert Lund. Det var vist et par str. 36. De kostede 12 kr. og var med knopper, der var sat i med søm. Det var den gang Ravsted Ungdoms- og Idrætsforening var synonym med Hans Hansen, ”Hans Fisker”. Hans ofrede al sin tid på idrætsforeningen. Udadtil så det ud som han var både formand og kasserer. Han gik fra dør til dør og solgte medlemskort til foreningen.

Der var ikke noget decideret ungdomsfodbold som vi kender det i dag. Det var mest i skolesammenhæng der blev spillet fodbold. Senere kom jeg som 15-årig til at spille seniorfodbold.

Ved indgangen til sportspladsen var der den gang et ishus. Det var Andreas Hyldtoft – en bror til Christian Hyldtoft - der ejede ishuset. Det var virkelig et samlingssted. Andreas sad der altid, og der var altid mulighed for at komme inden for og få en sludder.

Der hvor der nu er parkringsplads, var der den gang losseplads.  Der kunne vi drenge en gang imellem bruge tid på at undersøge, hvad det nu var, der var smidt væk. Noget af det kunne en gang imellem bruges igen.

Samtidig var der naturligvis aktivitet på sportspladsen ved den tyske skole. Men der kom vi dansksindede ikke. Der var jo den gang en meget klar adskillelse i skole, kultur- og friluftslivet mellem dansk- og tysksindede. Heldigvis er det vist jævnet ud siden.

I min drengetid startede mekaniker Aage Friis sit værksted i den nordlige udkant af byen. Han byggede et pænt stort værksted. Ved siden af byggede han et ganske lille træhus, der skulle tjene som beboelse for ham og hustruen, Rosi. Efter nogle år - og efter at der var kommet børn til - blev det lille træhus erstattet med et nybygget hus.

Aage Friis fik en stabil forretning som selvstændig mekaniker. Det var på den tid i begyndelsen af halvtredserne, hvor det blev almindeligt at anskaffe sig motorcykel. Aage Friis blev forhandler af motorcykler af mærket Jawa og Tornax. Jawa hørte til de mindre motorcykler, overvejende 125 ccm, mens Tornax hørte til de lidt større og veludstyrede motorcykler.

En af de lærlinge, der blev ansat, var P.C. Schrøder. Da han var blevet 18 år anskaffede han sig en bil. Det var en Pontiac, årg. 1929.

Straks efter at han var udlært startede han som selvstændig mekaniker i de lokaler, der tidligere af familien Andersen var indrettet i den gamle Thomas Sailers kro. Familien Andersen flyttede til Ravsted med deres børn, Gurli og Kaj, og overtog kroen, som de ændrede fuldstændig. Den gamle sal blev indrettet til mekanikerværksted. De etablerede en tankstation ud mod Hovedgaden. Nogle lokaler blev indrettet som en slags cafe, der fik navnet Tank Caféen. Der kunne man også komme for at se fjernsyn og drikke kaffe. På et tidspunkt var der også en herrefrisør i et af lokalerne. Til min konfirmation i 1957 fik jeg i hvert fald bølger i håret hos denne frisør.

P.C. Schrøder drev sin mekanikerforretning i en del år i disse lokaler. Senere byggede han nyt i ”Æ Synneby”.

Jeg husker en episode med P.C. Schrøder. En  episode, som jeg i øvrigt for ikke så længe siden snakkede med ham om. Han var ude for at afprøve en bil, han havde til reparation. Problemet var, at bilen ikke havde nummerplader på. Under turen mødte han daværende landbetjent Levisen. Levisen interesserede sig for bilen, hvilket P.C. Schrøder blev klar over. Mens jeg stod hjemme i smedien så jeg bilen blive kørt ind over gårdspladsen i stor fart for derpå at blive kørt ind i vores garage. Straks efter blev porten lukket, og pludselig stod P.C. Schrøder i smedien. P.C. Schrøder fortalte mig for nylig, at han fandt den udvej, fordi han vidste, at porten til fars garage som regel stod åben.

En af de personer, jeg tydeligt husker, var ”Christian Murer”. En meget flittig og ivrig murermester, der som regel arbejdede alene. ”Got verdammich” hørte til hans yndlingsudtryk. Han benyttede sig ikke så meget af tegninger, når han murede. Det bevirkede en gang imellem, at han overså en dør eller et vindue. Han transporterede sig altid rundt i byen på cykel medbringende forskellige materialer.

En anden person, der huskes fra bybilledet på det tidspunkt, var Marius Andersen. ”Sagfører” som han kaldtes. Han var flyttet til byen sammen med sine forældre fra Fogderup. Han var altid klar til en højlydt diskussion om alt muligt.

Ravsted havde i min drengetid en slags dyrepark. Den lå på Havstedvej næsten over for det hus, min bror, Jens Aage, nu bor i. Det var Freitag, der havde indrettet et afspærret område, hvor han holdt forskellige dyr i fangenskab. Freitag kunne dagligt ses cykle rundt i byen med piben i munden og med en anhænger efter cyklen. På anhængeren var et par madspande. Han hentede madrester hos forskellige mennesker i byen til at fodre dyrene med.

Freitag var en meget opfindsom mand. Han kunne konstruere rigtig mange ting. Han var ofte med min far og mig på rævejagt. Når vi havde lokaliseret en rævefamilie, skete det, at vi gravede ned til hulen. Hvis vi var så heldige at finde levende ræveunger, havde han medbragt et i forvejen konstrueret redskab, der kunne gribe omkring ræveungerne, hvorefter de kunne hives op fra hulen. De blev derefter anbragt i en sæk og taget med til dyreparken, hvor de blev holdt i fangenskab.

Freitag opfandt også forskellige former for små  vindmøller, der sikrede muligheden for strømforsyning i parken.

Freitag boede i det gamle stråtækte hus ved siden af Steenholdts ejendom. Huset blev beboet af 3 familier. Ud over familien Freitag, boede familien Weis og Cille og Jørgen Andresen i huset. Lejlighederne var små og der var meget lavt til loftet. Det var min tante, Misse Bager, der ejede huset.