Fra Andreas Jensen Lorenzen's erindringer:

 "Min barndomsby 1890 - 1900"

Jeg er født den 2. februar 1890 kl. 12.30 på Nørremark i Ravsted (der dengang hed Rapsted) på ejendommen art. nr. 16 Ravsted ejerlov og sogn. (Lille Knivsigvej 4)

Jeg var det ottende barn af Lorens Jørgensen Lorenzen og hustru Maria F. Sørensen. De havde fem piger, inden jeg kom. Min mor har fortalt, at da de så mig for første gang, sagde de: "Åh - bare en dreng og hvor er han grim". I dåben fik jeg navnet Andreas Jensen Lorenzen efter min farfar.

Mine forældre boede til leje på ejendommen, han var arbejdsmand, træskomand og tagtækker, det var jo om at tjene så meget som muligt for at forsørge den store børneflok. Jeg ved aldrig af at vi ikke fik nok.

I 1894 købte far et hus oppe i byen. Det lå i "Sønderbyen" mellem smedjen og dyrlægens. Den dag vi flyttede, sad jeg sammen med far foran på flyttelæsset, og da vi kørte forbi skolepladsen var der frikvarter og mine søstre som var i skole vinkede, og vi vinkede tilbage.

Huset vi flyttede ind i havde dengang to lejligheder, den ene lå over for smedjen og var udlejet til en gammel kone, der hed Ane Lassen. Indgangen til hende var fra vest siden fra "æ kalgo". Der var en lille forstue, derfra kom man ind i køkkenet. Desuden var der en stue og et soveværelse.

På vest siden lå en have, "æ kalgo", som var indhegnet med et dige, og foran huset ud til vejen var der også en lille blomsterhave, og ind mod huset var der en låge over til dyrlægens. Efter at vi blev kendt med børnene fra dyrlægen, legede vi sammen med dem. Så længe Fidde og Stinne Smejs boede der, legede vi også med deres to børn. De flyttede dog nogle år senere ned til Korup smedje, og den nye ejer havde ingen børn.

Lorens Jensen, Hovedgaden 55. (Nu P.C. Schrøders værksted). Barndomshjemmet brændte ned ved juletid.

Når min far var hjemme om vinteren lavede han træsko. Jeg fik ind imellem lov til at hjælpe med at slå kramper i. Jeg havde min egen lille hammer og sad for enden af fars arbejdsbord. Når jeg havde slået alle kramper i, så far efter, om det var ordentlig gjort, og var der en fejl, så pillede han den krampe ud, og så skulle jeg slå en anden i. Sådan blev man langsomt vænnet til at gøre et pænt stykke arbejde uden, at far skældte ud.

Et andet arbejde som vi skulle gøre var at karte uld. Det blev brugt til at lægge i klodserne, som mest blev brugt af damerne, derfor skulle de være bløde at gå i. Da det var så kedeligt et arbejde, skulle min bror og jeg skiftes til det. Kartningen foregik altid i stalden. Vi havde to karter, hvor imellem uldtotterne blev lagt og kartet indtil de var bløde og lette. Derefter blev totterne lagt i en beholder, som far havde dertil, og når den var fuld, slap vi for denne gang. Når vi kom og afleverede beholderen til far, stak han hånden ned i den for at mærke, om vi havde presset ulden, og hvis vi havde snydt, fik vi lov til at karte noget mere.

En dag leger vi syd for buen omtrent der, hvor stien fra Hornse munder ud i vejen fra Bredevad. På denne sti kommer huslæreren fra Hornsegård gående. Det er Peter Jepsen fra Vollerup. Han vil op i kirken for at øve sig i orgelspil, og jeg skal med ham for at træde bælgen. Vejen er en sandvej, som vejene dengang var, med grøfter på begge sider. Det første hus vi kommer til ligger på højre side og er Adolf Jacobsens.

Adolf Jacobsen, Hovedgaden 2 (Nu Peter Krichau).

Lidt længere fremme på venstre side kommer "æ drejers" hus. Drejeren var blind og gik altid med lang stok i hånden, som han følte sig frem med. Jeg skulle engang gå med ham til Havsted, og hånd i hånd gik vi. Bagefter har han fortalt, at han havde moret sig dejligt på den rejse, da jeg hele tiden havde sagt: "Se lige der..... og ganske glemt at han var blind.

"Æ drejsers" hus, Hovedgaden 27 (Nu Anita Burmester).

Hovedgaden 27 set fra syd. Christine og Andreas Lorenzen i haven.

Første januar 1923 købte Andreas Lorenzen huset. Da han senere blev sognerådsformand, havde han kontor i stuen til højre for hoveddøren.

Lidt længere fremme omtrent overfor ligger Jes Peter Lassens gård, der er opført ca. 1870.

Jens Peter Lassen's, Hovedgaden 14 (Nu Anton Vester). Luftfoto fra 1948/49.

Marie og Andreas Christian Nissen fra Hyndingholm boede på det tidspunkt på ”aftægt” i huset til højre (Hovedgaden 12)

Herfra løber vi fra den ene vejgrøft til den anden til vi kommer til møllen, og så har vi ingen huse på den side af vejen, før vi kommer hen til præstegården. Over møllepladsen går der en sti om bag møllen og videre ad Høgsholt til.

På Høgsholt boede dengang en dreng, som hed Jørgen Clausen, og jeg husker tydeligt, at vi engang havde sneboldslag på skolens legeplads "klompes", hvor Jørgen fik en snebold i panden så blodet løb. Jeg fik skylden for at have kastet is efter ham. Jeg havde ikke gjort det, men degnen holdt mig i forhør hver dag i otte dage, så jeg til sidst var så medtaget, at han fik mig til at sige ja. Jeg skulle så eftersige sådan som han formede tilståelsen: "Jeg tog et stykke is og kastede det i hovedet på ham". Men det ville jeg ikke sige, så i stedet for sagde jeg: "en snebold som var hård".

Høgsholtvej 6 (Nu Jürgen Bargum).

Høgsholtvej 8 (Nu Carl Jürgen Bargum)

 

Ravsted mølle, Hovedgaden 32 set fra nord (Nu Johan Andresen).

Møllebygningen er opført ca. 1860. Møllens størrelse ses bedst ved at kigge på mølleren, som står ude på afsatsen. I 1920'erne husede møllen en jævnstrømsgenerator. Vingerne blev pillet ned i 1960.

Et senere billede af møllen, hvor der er kommet skifertag på stuehuset. En af de gamle møllesten er i 1990 opstillet på plænen foran den gamle stald.

 

Det næste hus på venstre side er Thomas Thomsen's gård. Den lå oprindelig der hvor Claus Clausen i dag har forretning.

Thomas Thomsen, Hovedgaden 51 (Nu Ravstedhus).

Overfor på højre side af vejen er samtidig bygget et gendarmhus. Her boede senere skræddermester Peter Krichau.

Gendarmeri, Hovedgaden 40 (Nu Lutz Scheller).

Her følger en sandfærdig historie fra gendarmens hverdag ca. 1890 fortalt af H. Sievers.

Under første Verdenskrig hed gendarmen Erling, han var en statelig mand med "pikkelhue". Lønnen må ikke have været stor, for konen og hans ældste datter gik tiggergang fra hus til hus.

Det var hen på sommeren, da en postvogn blev overfaldet og udplyndret på strækningen mellem Bredevad og Sottrup. Nu gjaldt det om at få fat i slynglerne så hurtigt som muligt. En gendarm fra Tønder forklædte sig som vagabond og gik mod gerningsstedet i håb om på denne måde at komme i kontakt med røverne. Efterhånden nåede han til Sottrup, og her lagde beboerne selvfølgelig straks mærke til "vagabonden", og satte ham i forbindelse med røveriet.

Gode råd var dyre, men Sottrup's beboere lagde en slagplan, som straks skulle føres ud i livet. Eftersom smeden selvfølgelig var byens stærkeste mand, blev der straks sendt bud ud til ham i mosen, hvor han var i færd med at grave tørv. Smeden skulle ifølge planen komme røveren i møde fra øst. Fra vest kom andre af sottrup'erne. På denne måde var den formodede røver hurtigt i beboernes varetægt.

Naturligvis forsøgte "røveren" at forklare sagens sammenhæng; hvem han var, og hvad det drejede sig om, men her hjalp ingen bønner. Nærmest i triumftog blev han ført tilbage til Sottrup, og de modige mænd fra byen blev ikke så lidt beundrede. "Røveren" blev under megen råben og skrigen resolut spærret inde i sprøjtehuset, og derfra fik han så lov til at skrige videre.

Siden blev det ofte sagt: "Han blev gal som en tysker". Men eftersom han blev ved med at protestere og skælde ud, gik man ind på hans forslag om at hidkalde gendarmen fra Ravsted, så denne kunne identificere ham. Heldigvis var Ravsted-gendarmen bereden og derfor varede det ikke længe, før han kunne befri sin kollega fra sit ufrivillige fangenskab.

I nabobyerne frydede man sig længe over sottrup'ernes fejlslagne aktion i retfærdighedens tjeneste. Om den rigtige røver siden blev anholdt melder historien ikke noget om.

Så er vi fremme ved "æ Sønderløkvej". Her opførtes senere omkring 1900 en såkaldt kielerrentegård, som blev kaldt "a Lund". Her boede Jens Andresen, han var en søn af "æ Drejer".

Jens Andresen's, Sønderløkvej (Nu Ove Andresen).

Dengang blev engvejene udlejet, det skete på byens regning, og far havde i nogle år lejet vejen til Østerkær og Seklevvejen. Først blev græsset slået til hø og derefter græssede køerne dem, og så skulle de vogtes.

Jeg fik en mellemmad, en bog at læse i og en pisk med. Når solen stod et bestemt sted på himlen, skulle jeg komme hjem med køerne. Hvis der var fare for regn, fik jeg også en paraply med. Det var bedst at holde køerne nogenlunde samlede, så de ikke kom for langt fra hinanden, men når jeg sad og læste, kunne jeg glemme dem og måtte så til at løbe efter dem. Og dog har jeg oplevet mange dejlige eftermiddage ved det.

Imellem var jeg med til at køre hø ind ved en anden bonde, jeg skulle "rach op" og bringe "æ oprachning" hen til den næste stak. Sådan blev vi langsomt vænnet til at arbejde, og alligevel fik vi tid til at lege.

Når vi om foråret hørte "æ kukmand" måtte vi få strømperne af og gå barfodet, men så fik vi heller ikke strømper på igen før hen på efteråret. For det meste var det rart, men i kornstubbene kunne man nok blive slemt forstukket om anklerne og under tæerne. Hvis det blødte blev der viklet noget garn om, og så var det godt!

Da jeg blev større, lærte jeg at løbe på skøjter. Jeg kunne spænde skøjterne på hjemme lige neden for havediget. Derefter gik der en grøft ned til engene, som var fulde af vand, så vi havde frit løb helt til Hyndingholm.

Tilbage til Hovedgaden. Her får vi så  på venstre side "Æ dyrlæges". Huset, fra 1896 eksisterer ikke i dag. Dyrlægen havde 5 børn: Asmus, Ingeborg, Mille, Jes og Andreas. Deres far Asmussen kørte altid i gig. Ingeborg var min første kæreste. Det varede indtil vi blev så store, at vi mærkede, at de andre drillede os med det.

"Æ dyrlæges", Hovedgaden 53 (Nu Harald Paulsen).

Den nuværende villa er bygget ca. 1915 som degnebolig til Fr. A. Petersen, som også var skoleleder.

Det næste hus er Lorens Sjensen's (mit hjem) og ved siden af ligger Fidde Johannsen's smedje. Beboelsen lå på linie med vores, men værkstedet lå helt ud til vejen.

Fidde Smejs værksted, Hovedgaden 57.

På billedet ses Jens Rudebeck, lærlingen Alfred Christensen og svenden Peter Boltzer Petersen.

Fidde Smejs, Hovedgaden 59 (Nu P.C. Schrøder) (Huset blev revet ned i 1975).

Det er den senere ejer Jens Rudebeck og familien, der er fotograferet i haven. Fru Rudebeck med Misse på armen, Jens Rudebeck og Jørgen. Omkring 1914 flyttede Jens Rudebeck over på den anden side af vejen, hvor han på Hovedgaden 50 havde bygget værksted og beboelse.

Jens Rudebeck, Hovedgaden 50 (Nu Hans Holm).

Vi fortsætter nu ned til Hans Bojsens gård. Den lå over for Havstedvejen, med enden helt ud til Hovedgaden. På husgavlen var en stor tavle fastgjort med byens navn.

Hans Bojsen's, Hovedgaden 61 (Nu Søren Thomsen).

Gården brændte 1928. Branden opstod i en gruekedel som blev brugt til kartoffelkogning.

Da vi kommer hen til hjørnet af Havstedvej er vejen spærret af Peter Thomsen, han holder en lille pause med et læs møg.

Peter har nemlig også fået øje på noget, som kommer nord fra, men hvad er nu det ? Der er en der sidder oppe på et stort hjul, som er forbundet med et lille hjul bagved, og han bevæger benene op og ned, og så drejer hjulene rundt og bevæger sig fremad i stor fart. Vi har aldrig kendt magen, det var den første væltepeter i Ravsted.

Vi vil et smut ud ad Havstedvejen. På højre side går vi forbi Thomas Thomsen's cementstøberi. Gården havde også tilhørt Jørgen Steenholt, men han havde pagtet den ud til Jes Peter.

 

Thomas Thomsen's cementstøberi, Hovedgaden 14 (Nu Christian Clausen).

Et stykke længere ude af vejen lå "æ grynmølle's". Mølleriet var i den vestlige ende af huset. Kværnen blev trukket af en hest. Da mølleriet stoppede blev der indrettet en lejlighed. I den anden ende var der stald.

Æ Grynmølle's", Havstedvej 21 (Nu Jens-Aage Hansen).

Da vi kommer op til vejen ved Boysens igen, drejer vi til højre hen mod "æ posthus", som bestyres af Grejsen. Postvognen er lige ankommet og "æ post" er klar til at omdele dagens post. Som det ses på billedet gik vejen dengang helt oppe ved huset.

Grejsen's hus, Hovedgaden 65 (Nu Jørgen Petersen).

Lidt længere henne ligger gadekæret på højre side af vejen, og deri flyder nogle vogne, som skal vaskes, så vi skal da lige prøve "at bunde" og sejle på vognsiderne. Lige overfor ligger Thomas Thomsens gård med stuehuset helt ud til vejen. Her arbejdede min lillebror Ingvert i al sin fritid. Thomas fik en masse arbejde ud af Ingvert ved at rose ham og love, at han skulle have hans datter Anne og et par heste, når han blev stor.

Thomas Thomsen's. Gården brændte 1906 (Nu Claus Clausen).

Til højre for Thomas Thomsens gård går der et spor ned til Jørgen Petersens gård - Sønderballe. Han blev siden opkaldt efter sin fødeø Fyn, "Fynbo". Her forbi gik der en sti langs med åen ned til den "første skøtte". Der badede vi altid om sommeren, og det kunne fejle, at vi kom i hullet med alt tøjet på, og så var det ikke så glant at komme hjem til mor.

Sønderballe, Ågade 7 (Nu Jørgen Petersen).

Gården blev bygget omkring 1870. I 1918 havde den ca. 18 tdr. land.

Vi kommer op til vejen, går over broen og kommer op til der hvor vejen deler sig lige for enden af Søren Thomsens kro og gård.

Søren Thomsen's kro, Storegade brændte 1906 (Nu Forsamligsgården).

Vi går til højre og kigger lidt bange efter Søren's store hund, men vi kommer godt forbi og kan gå lige ind i præstegården til Pastor Jessen efter en biblioteksbog. Præstegårdshaven var dengang for os en stor skov. Derinde fik vi lov til at lege, når vi på en fastsat dag bragte smør og brød til præsten (tiende). Der var mange æbler i haven, som vi måtte spise af, men kun af dem som var faldet ned. Når der ikke var nok nedfaldne æbler forstod vi at hjælpe lidt til!

Præstegården, Hovedgaden 62. Brækket ned ca. 1962.

En senere præst, Pastor Nielsen havde børn som gik i skole i Tønder. De kørte med hestevogn til Bylderup og derfra i tog.

Vi må videre. Vi går op på diget med de store kastanietræer og klatrer lidt i dem. Derefter kommer vi forbi Sofi Putz's hus, som lå med den ene længe ud til vejen og med en længe i vinkel mod syd. Sofi var hattemagerske.

Sofi Putz's (Huset lå mellem forsamlingsgården og Tjellehus).

Lidt længere fremme kommer vi til Peter Tjellesen's Kro og butik.

Peter Tjellesen's (revet ned 1930).

I baggrunden skimtes Marie Boisens hus, som før havde været kro. Som det ses slog vejen et lille slag forbi huset, ved en senere vejregulering blev der pillet to fag af, men der var stadig tre lejligheder i huset helt frem til 1970.

Tjellesens Kro og Kirkepladsen 1948/49.