Fra Andreas Jensen Lorenzen's erindringer:

 "Min barndomsby 1890 - 1900"

Jeg er født den 2. februar 1890 kl. 12.30 på Nørremark i Ravsted (der dengang hed Rapsted) på ejendommen art. nr. 16 Ravsted ejerlov og sogn. (Lille Knivsigvej 4)

Jeg var det ottende barn af Lorens Jørgensen Lorenzen og hustru Maria F. Sørensen. De havde fem piger, inden jeg kom. Min mor har fortalt, at da de så mig for første gang, sagde de: "Åh - bare en dreng og hvor er han grim". I dåben fik jeg navnet Andreas Jensen Lorenzen efter min farfar.

Mine forældre boede til leje på ejendommen, han var arbejdsmand, træskomand og tagtækker, det var jo om at tjene så meget som muligt for at forsørge den store børneflok. Jeg ved aldrig af at vi ikke fik nok.

I 1894 købte far et hus oppe i byen. Det lå i "Sønderbyen" mellem smedjen og dyrlægens. Den dag vi flyttede, sad jeg sammen med far foran på flyttelæsset, og da vi kørte forbi skolepladsen var der frikvarter og mine søstre som var i skole vinkede, og vi vinkede tilbage.

Huset vi flyttede ind i havde dengang to lejligheder, den ene lå over for smedjen og var udlejet til en gammel kone, der hed Ane Lassen. Indgangen til hende var fra vest siden fra "æ kalgo". Der var en lille forstue, derfra kom man ind i køkkenet. Desuden var der en stue og et soveværelse.

På vest siden lå en have, "æ kalgo", som var indhegnet med et dige, og foran huset ud til vejen var der også en lille blomsterhave, og ind mod huset var der en låge over til dyrlægens. Efter at vi blev kendt med børnene fra dyrlægen, legede vi sammen med dem. Så længe Fidde og Stinne Smejs boede der, legede vi også med deres to børn. De flyttede dog nogle år senere ned til Korup smedje, og den nye ejer havde ingen børn.

Lorens Jensen, Hovedgaden 55. (Nu P.C. Schrøders værksted). Barndomshjemmet brændte ned ved juletid.

Når min far var hjemme om vinteren lavede han træsko. Jeg fik ind imellem lov til at hjælpe med at slå kramper i. Jeg havde min egen lille hammer og sad for enden af fars arbejdsbord. Når jeg havde slået alle kramper i, så far efter, om det var ordentlig gjort, og var der en fejl, så pillede han den krampe ud, og så skulle jeg slå en anden i. Sådan blev man langsomt vænnet til at gøre et pænt stykke arbejde uden, at far skældte ud.

Et andet arbejde som vi skulle gøre var at karte uld. Det blev brugt til at lægge i klodserne, som mest blev brugt af damerne, derfor skulle de være bløde at gå i. Da det var så kedeligt et arbejde, skulle min bror og jeg skiftes til det. Kartningen foregik altid i stalden. Vi havde to karter, hvor imellem uldtotterne blev lagt og kartet indtil de var bløde og lette. Derefter blev totterne lagt i en beholder, som far havde dertil, og når den var fuld, slap vi for denne gang. Når vi kom og afleverede beholderen til far, stak han hånden ned i den for at mærke, om vi havde presset ulden, og hvis vi havde snydt, fik vi lov til at karte noget mere.

En dag leger vi syd for buen omtrent der, hvor stien fra Hornse munder ud i vejen fra Bredevad. På denne sti kommer huslæreren fra Hornsegård gående. Det er Peter Jepsen fra Vollerup. Han vil op i kirken for at øve sig i orgelspil, og jeg skal med ham for at træde bælgen. Vejen er en sandvej, som vejene dengang var, med grøfter på begge sider. Det første hus vi kommer til ligger på højre side og er Adolf Jacobsens.

Adolf Jacobsen, Hovedgaden 2 (Nu Peter Krichau).

Lidt længere fremme på venstre side kommer "æ drejers" hus. Drejeren var blind og gik altid med lang stok i hånden, som han følte sig frem med. Jeg skulle engang gå med ham til Havsted, og hånd i hånd gik vi. Bagefter har han fortalt, at han havde moret sig dejligt på den rejse, da jeg hele tiden havde sagt: "Se lige der..... og ganske glemt at han var blind.

"Æ drejsers" hus, Hovedgaden 27 (Nu Anita Burmester).

Hovedgaden 27 set fra syd. Christine og Andreas Lorenzen i haven.

Første januar 1923 købte Andreas Lorenzen huset. Da han senere blev sognerådsformand, havde han kontor i stuen til højre for hoveddøren.

Lidt længere fremme omtrent overfor ligger Jes Peter Lassens gård, der er opført ca. 1870.

Jens Peter Lassen's, Hovedgaden 14 (Nu Anton Vester).

Herfra løber vi fra den ene vejgrøft til den anden til vi kommer til møllen, og så har vi ingen huse på den side af vejen, før vi kommer hen til præstegården. Over møllepladsen går der en sti om bag møllen og videre ad Høgsholt til.

På Høgsholt boede dengang en dreng, som hed Jørgen Clausen, og jeg husker tydeligt, at vi engang havde sneboldslag på skolens legeplads "klompes", hvor Jørgen fik en snebold i panden så blodet løb. Jeg fik skylden for at have kastet is efter ham. Jeg havde ikke gjort det, men degnen holdt mig i forhør hver dag i otte dage, så jeg til sidst var så medtaget, at han fik mig til at sige ja. Jeg skulle så eftersige sådan som han formede tilståelsen: "Jeg tog et stykke is og kastede det i hovedet på ham". Men det ville jeg ikke sige, så i stedet for sagde jeg: "en snebold som var hård".

Høgsholtvej 6 (Nu Jürgen Bargum).

Høgsholtvej 8 (Nu Carl Jürgen Bargum)

 

Ravsted mølle, Hovedgaden 32 set fra nord (Nu Johan Andresen).

Møllebygningen er opført ca. 1860. Møllens størrelse ses bedst ved at kigge på mølleren, som står ude på afsatsen. I 1920'erne husede møllen en jævnstrømsgenerator. Vingerne blev pillet ned i 1960.

Et senere billede af møllen, hvor der er kommet skifertag på stuehuset. En af de gamle møllesten er i 1990 opstillet på plænen foran den gamle stald.

 

Det næste hus på venstre side er Thomas Thomsen's gård. Den lå oprindelig der hvor Claus Clausen i dag har forretning.

Thomas Thomsen, Hovedgaden 51 (Nu Ravstedhus).

Overfor på højre side af vejen er samtidig bygget et gendarmhus. Her boede senere skræddermester Peter Krichau.

Gendarmeri, Hovedgaden 40 (Nu Lutz Scheller).

Her følger en sandfærdig historie fra gendarmens hverdag ca. 1890 fortalt af H. Sievers.

Under første Verdenskrig hed gendarmen Erling, han var en statelig mand med "pikkelhue". Lønnen må ikke have været stor, for konen og hans ældste datter gik tiggergang fra hus til hus.

Det var hen på sommeren, da en postvogn blev overfaldet og udplyndret på strækningen mellem Bredevad og Sottrup. Nu gjaldt det om at få fat i slynglerne så hurtigt som muligt. En gendarm fra Tønder forklædte sig som vagabond og gik mod gerningsstedet i håb om på denne måde at komme i kontakt med røverne. Efterhånden nåede han til Sottrup, og her lagde beboerne selvfølgelig straks mærke til "vagabonden", og satte ham i forbindelse med røveriet.

Gode råd var dyre, men Sottrup's beboere lagde en slagplan, som straks skulle føres ud i livet. Eftersom smeden selvfølgelig var byens stærkeste mand, blev der straks sendt bud ud til ham i mosen, hvor han var i færd med at grave tørv. Smeden skulle ifølge planen komme røveren i møde fra øst. Fra vest kom andre af sottrup'erne. På denne måde var den formodede røver hurtigt i beboernes varetægt.

Naturligvis forsøgte "røveren" at forklare sagens sammenhæng; hvem han var, og hvad det drejede sig om, men her hjalp ingen bønner. Nærmest i triumftog blev han ført tilbage til Sottrup, og de modige mænd fra byen blev ikke så lidt beundrede. "Røveren" blev under megen råben og skrigen resolut spærret inde i sprøjtehuset, og derfra fik han så lov til at skrige videre.

Siden blev det ofte sagt: "Han blev gal som en tysker". Men eftersom han blev ved med at protestere og skælde ud, gik man ind på hans forslag om at hidkalde gendarmen fra Ravsted, så denne kunne identificere ham. Heldigvis var Ravsted-gendarmen bereden og derfor varede det ikke længe, før han kunne befri sin kollega fra sit ufrivillige fangenskab.

I nabobyerne frydede man sig længe over sottrup'ernes fejlslagne aktion i retfærdighedens tjeneste. Om den rigtige røver siden blev anholdt melder historien ikke noget om.

Så er vi fremme ved "æ Sønderløkvej". Her opførtes senere omkring 1900 en såkaldt kielerrentegård, som blev kaldt "a Lund". Her boede Jens Andresen, han var en søn af "æ Drejer".

Jens Andresen's, Sønderløkvej (Nu Ove Andresen).

Dengang blev engvejene udlejet, det skete på byens regning, og far havde i nogle år lejet vejen til Østerkær og Seklevvejen. Først blev græsset slået til hø og derefter græssede køerne dem, og så skulle de vogtes.

Jeg fik en mellemmad, en bog at læse i og en pisk med. Når solen stod et bestemt sted på himlen, skulle jeg komme hjem med køerne. Hvis der var fare for regn, fik jeg også en paraply med. Det var bedst at holde køerne nogenlunde samlede, så de ikke kom for langt fra hinanden, men når jeg sad og læste, kunne jeg glemme dem og måtte så til at løbe efter dem. Og dog har jeg oplevet mange dejlige eftermiddage ved det.

Imellem var jeg med til at køre hø ind ved en anden bonde, jeg skulle "rach op" og bringe "æ oprachning" hen til den næste stak. Sådan blev vi langsomt vænnet til at arbejde, og alligevel fik vi tid til at lege.

Når vi om foråret hørte "æ kukmand" måtte vi få strømperne af og gå barfodet, men så fik vi heller ikke strømper på igen før hen på efteråret. For det meste var det rart, men i kornstubbene kunne man nok blive slemt forstukket om anklerne og under tæerne. Hvis det blødte blev der viklet noget garn om, og så var det godt!

Da jeg blev større, lærte jeg at løbe på skøjter. Jeg kunne spænde skøjterne på hjemme lige neden for havediget. Derefter gik der en grøft ned til engene, som var fulde af vand, så vi havde frit løb helt til Hyndingholm.

Tilbage til Hovedgaden. Her får vi så  på venstre side "Æ dyrlæges". Huset, fra 1896 eksisterer ikke i dag. Dyrlægen havde 5 børn: Asmus, Ingeborg, Mille, Jes og Andreas. Deres far Asmussen kørte altid i gig. Ingeborg var min første kæreste. Det varede indtil vi blev så store, at vi mærkede, at de andre drillede os med det.

"Æ dyrlæges", Hovedgaden 53 (Nu Harald Paulsen).

Den nuværende villa er bygget ca. 1915 som degnebolig til Fr. A. Petersen, som også var skoleleder.

Det næste hus er Lorens Sjensen's (mit hjem) og ved siden af ligger Fidde Johannsen's smedje. Beboelsen lå på linie med vores, men værkstedet lå helt ud til vejen.

Fidde Smejs værksted, Hovedgaden 57.

På billedet ses Jens Rudebeck, lærlingen Alfred Christensen og svenden Peter Boltzer Petersen.

Fidde Smejs, Hovedgaden 59 (Nu P.C. Schrøder) (Huset blev revet ned i 1975).

Det er den senere ejer Jens Rudebeck og familien, der er fotograferet i haven. Fru Rudebeck med Misse på armen, Jens Rudebeck og Jørgen. Omkring 1914 flyttede Jens Rudebeck over på den anden side af vejen, hvor han på Hovedgaden 50 havde bygget værksted og beboelse.

Jens Rudebeck, Hovedgaden 50 (Nu Hans Holm).

Vi fortsætter nu ned til Hans Bojsens gård. Den lå over for Havstedvejen, med enden helt ud til Hovedgaden. På husgavlen var en stor tavle fastgjort med byens navn.

Hans Bojsen's, Hovedgaden 61 (Nu Søren Thomsen).

Gården brændte 1928. Branden opstod i en gruekedel som blev brugt til kartoffelkogning.

Da vi kommer hen til hjørnet af Havstedvej er vejen spærret af Peter Thomsen, han holder en lille pause med et læs møg.

Peter har nemlig også fået øje på noget, som kommer nord fra, men hvad er nu det ? Der er en der sidder oppe på et stort hjul, som er forbundet med et lille hjul bagved, og han bevæger benene op og ned, og så drejer hjulene rundt og bevæger sig fremad i stor fart. Vi har aldrig kendt magen, det var den første væltepeter i Ravsted.

Vi vil et smut ud ad Havstedvejen. På højre side går vi forbi Thomas Thomsen's cementstøberi. Gården havde også tilhørt Jørgen Steenholt, men han havde pagtet den ud til Jes Peter.

 

Thomas Thomsen's cementstøberi, Hovedgaden 14 (Nu Christian Clausen).

Et stykke længere ude af vejen lå "æ grynmølle's". Mølleriet var i den vestlige ende af huset. Kværnen blev trukket af en hest. Da mølleriet stoppede blev der indrettet en lejlighed. I den anden ende var der stald.

Æ Grynmølle's", Havstedvej 21 (Nu Jens-Aage Hansen).

Da vi kommer op til vejen ved Boysens igen, drejer vi til højre hen mod "æ posthus", som bestyres af Grejsen. Postvognen er lige ankommet og "æ post" er klar til at omdele dagens post. Som det ses på billedet gik vejen dengang helt oppe ved huset.

Grejsen's hus, Hovedgaden 65 (Nu Jørgen Petersen).

Lidt længere henne ligger gadekæret på højre side af vejen, og deri flyder nogle vogne, som skal vaskes, så vi skal da lige prøve "at bunde" og sejle på vognsiderne. Lige overfor ligger Thomas Thomsens gård med stuehuset helt ud til vejen. Her arbejdede min lillebror Ingvert i al sin fritid. Thomas fik en masse arbejde ud af Ingvert ved at rose ham og love, at han skulle have hans datter Anne og et par heste, når han blev stor.

Thomas Thomsen's. Gården brændte 1906 (Nu Claus Clausen).

Til højre for Thomas Thomsens gård går der et spor ned til Jørgen Petersens gård - Sønderballe. Han blev siden opkaldt efter sin fødeø Fyn, "Fynbo". Her forbi gik der en sti langs med åen ned til den "første skøtte". Der badede vi altid om sommeren, og det kunne fejle, at vi kom i hullet med alt tøjet på, og så var det ikke så glant at komme hjem til mor.

Sønderballe, Ågade 7 (Nu Jørgen Petersen).

Gården blev bygget omkring 1870. I 1918 havde den ca. 18 tdr. land.

Vi kommer op til vejen, går over broen og kommer op til der hvor vejen deler sig lige for enden af Søren Thomsens kro og gård.

Søren Thomsen's kro, Storegade brændte 1906 (Nu Forsamligsgården).

Vi går til højre og kigger lidt bange efter Søren's store hund, men vi kommer godt forbi og kan gå lige ind i præstegården til Pastor Jessen efter en biblioteksbog. Præstegårdshaven var dengang for os en stor skov. Derinde fik vi lov til at lege, når vi på en fastsat dag bragte smør og brød til præsten (tiende). Der var mange æbler i haven, som vi måtte spise af, men kun af dem som var faldet ned. Når der ikke var nok nedfaldne æbler forstod vi at hjælpe lidt til!

Præstegården, Hovedgaden 62. Brækket ned ca. 1962.

En senere præst, Pastor Nielsen havde børn som gik i skole i Tønder. De kørte med hestevogn til Bylderup og derfra i tog.

Vi må videre. Vi går op på diget med de store kastanietræer og klatrer lidt i dem. Derefter kommer vi forbi Sofi Putz's hus, som lå med den ene længe ud til vejen og med en længe i vinkel mod syd. Sofi var hattemagerske.

Sofi Putz's (Huset lå mellem forsamlingsgården og Tjellehus).

Lidt længere fremme kommer vi til Peter Tjellesen's Kro og butik.

Peter Tjellesen's (revet ned 1930).

I baggrunden skimtes Marie Boisens hus, som før havde været kro. Som det ses slog vejen et lille slag forbi huset, ved en senere vejregulering blev der pillet to fag af, men der var stadig tre lejligheder i huset helt frem til 1970.

Marie Boisen's, Skolegade 6 (Nu John Christiansen).

I Ravsted var der i 1880 - 1909 fire kroer, og der blev drukket godt i dem alle. Når der var marked den 12. april og den 7. oktober blev der skænket spiritus i næsten hvert hus. Hos bageren gav det kaffe i lange baner for 20 pfenning og en stor hedevig for 20 pfenning.

Så er vi på kirkepladsen, eller markedspladsen, hvor Jørgen Steenholdt's gård ligger ud til den store skov bagved.

 

Jørgen Steenholdt's, Skolegade 8 (Nu Hanna Steenholdt).

Vi går tværs over kirkepladsen og forbi sprøjtehuset, som ligger lige til højre for kirkeporten. Der høres skælden og brummen derinde fra. Det er "en boss" som gendarmen har låst inde til han kan få ham kørt til Løgumkloster. Vi er lidt bange for at gå forbi, for tænk nu hvis han sprænger døren, så får vi vist tærsk ?!

Kirkepladsen med de slesvig-holstenske ege.

 

Vi kommer godt forbi og hen til "æ Jules". F.A. Kirsten købte huset 1891 for 2800 DM, med i købet fik han "markandens hus", som senere blev lavet om til værksted. I de første år efter at F.A. Kirsten havde købt det boede Kiesbye's der med 8 børn.

Æ Jule's, Kirkevænget 2 (Huset blev revet ned 1908).

I 1908 blev det gamle hus revet ned og Kirsten byggede et nyt. "Markmandens hus" forblev dog værksted, og møllen fungerede som drivkraft for maskinerne indtil Kirsten i 1913 solgte huset til Thies Steenholdt. Senere Byggede Kirsten hus og værksted på Storegade 29 og 31 (Valter Jessen og Jens M. Hansen).

Æ Jules ca. 1908, Kirkevænget 2 (Nu Hans R. Jørgensen).

Langs med kirkegårdsmuren går vi hen til skolen. Det er en to-klasset skole, som ligger halvvejs inde på kirkegården. På hver side af forstuen er klasserne, til højre "æ store skol" og til venstre "æ lille skol". For enden af gangen går en trappe op til andenlærerens lejlighed.

Æ Skol (Revet ned ca. 1906).

Legepladsen lå mellem degneboligen og stald og lade. På pladsen var der en galge med et klatretov og tove med ringe. Desuden en barre og en flagstang. På østsiden af degneboligen stod pumpen, hvor vi kunne drikke vand.

Skolebillede fra omkring 1899.

Dengang havde vi Degn Petersen og skolemester Iversen. På min første skoledag samledes vi ude i forstuen. Derefter blev vi kaldt ind af læreren og fik anvist vore pladser. Derefter skulle vi til at lære noget, og det skulle være på tysk. Jeg kunne ikke et ord tysk, men langsomt fik jeg også det lært. Lærer Iversen var en flink og tålmodig mand, men vist nok på grund af al den spænding, havde jeg fået ondt i maven. Da jeg ikke turde spørge om at gå i gården, gjorde jeg bukserne fulde på min første skoledag. Jeg husker ikke, hvad mor sagde, da jeg kom hjem.

Degneboligen, Kirkevænget (Er revet ned ca. 1989).

Fra legepladsen gik der en sti over til "æ høker" Iwersen. Her købte vi grifler og tavler, og når man var så heldig at få en to-pfenning, så købte vi bolcher eller studenterhavre i to poser. Engang var det uhyggeligt at komme der, for da havde en kommis skudt sig oppe på sit kammer.

Æ høker Iwersen's, Skolegade 7 (Nu Willeke).

Ligeledes gik der en sti forbi degnehuset mod nord, som kom ud på vejen ved Paul Jensen's gård.

Paul Jensen's, Fogderupvej 6 (Nu Jørgen Terp Andersen).

Stuehuset er senere blevet bygget om til stald, og vejen går også bag om stalden nu.

Vi må hen på kirkepladsen igen og ned af "æ stoe sti". Den gik mellem begge kroer hen til "æ bækker".

Æ bækker, Hovedgaden 75 (Nu Jacob F. Petersen).

I baggrunden ses Tværgade 1, hvor Christian Hyldtoft startede sin urmagerforretning, og hvor senere Brugsen startede. Frida, søster til Misse bækker "Imme Refle", Thomas (Misse's bror) og Hans af Boy's (Boysen).

Bageriet set fra haven. Jacob F. Petersen, sønnen Peter samt en lærling.

Vi fortsætter lidt ned af Tværgade og kommer til urmagerens butik. Urene på væggen tikkede om kap, men det mest spændende var nogle tænger i et glasskab. Når folk blev overfaldet af en voldsom tandpine og ikke kunne tænke sig at cykle til Kloster eller Tønder, skyndte de sig hen til urmager Hyldtoft, som hjalp dem af med af med tanden.

Oldenburgs hus, Tværgade 3 (Nu Oldenburg).

Huset fungerede i mange år som Ravsted posthus, og her havde telefoncentralen til huse. Fru Oldenburg var jordemor i en menneskealder. Det næste hus på vejen er maler Nielsen's.

Maler Nielsen's, Tværgade 5 (Nu Valdemar Andersen).

I malerens værksted duftede der dejligt af lak, og når den gamle maler var træt af sit arbejde, gik han hen til staffeliet og fortsatte, hvor han havde sluppet. Han malede på et billede fra engene vest for Ravsted. Det var en solnedgang. Aftenhimmelen var dækket at lange vandrette skyer. Et sted farvedes en sky af den skjulte sols farver. På den gulbrune aftensolbelyste engvej gik en skikkelse, en ældre mand, lidt duknakket, med et redskab over nakken. Det var Peter Rossen, som boede i det lave, lange hus med de rundbuede døre. (Det lå på Skolegade 9).

Vi vender om og skal tilbage til kirkepladsen igen. Men på venstre side af vejen går vi forbi det gamle ovnhus, som hørte til Detlev Andresen's gård. De sidste år fungerede huset som brændeskur, og der stod nogle gamle hestevogne i det.

Æ bachhus, Tværgade 2-4 (revet ned ca. 1970).

Her ses de fire (dengang) meget ens huse på tværgade. Billedet er taget fra syd. Fra venstre ses skomager Heldt's, maler Nielsen's, urmager Hyldtoft's og bager Petersen's huse.

Vi må op på kirkepladsen igen og på venstre hånd har vi "Kalles kro". Kalle Cornelsen var kommuneforstander, vi kaldte ham "æ tyk borgmester".

Kalle's Kro, Hovedgaden 62 (Senere Thomas Sajler's).

Få meter bag Kalle's kørestald ligger på samme side "Hanne Fau's". Det er et kønt hvidkalket hus, som ligger helt ude ved vejen lige overfor kirkemuren. Det er et tofamiliehus med lidt stald i den nordlige ende. Huset beboes af kirketjeneren, som også er nattevægter. Hans kone er "kloch kuen" og hendes speciale er "at slikke øjn", det vil sige, at havde man fået noget i øjet, så tog hun det ud med tungen. Hos smeden hentede hun "hammerslag" som blev brugt mod bylder. Et barnebarn af "Hanne Fau" (Hanne Albers) overtog senere huset og havde systue der.

Hanne Fau's, Skolegade 3 (Brændt 1990)

Inden vi skal videre ned af gaden, går vi lige med kirketjeneren over i kirken. Han skal tænde op i den store kakkelovn.

Det næste hus vi kommer til er "æ refle's". Reberbanen var indrettet langs i haven ud mod stien. Der kunne vi så gå og se til, når han lavede reb.

 

"Æ refle's, Skolegade 5 (Nu Thomas Juhl).

Omkring 1920 overtog Christian Nissen huset og drev herfra sin rutebilforretning. De store drenge kikkede altid efter, hvordan hans kasket sad, for deraf kunne man aflæse hans humør, og se om det kunne betale sig at spørge om lov til at køre med en lille tur.

I 1922 startede Christian Nissen den daglige rute Rabsted - Tønder. Ud over denne rute drev han også i mange år Løgumkloster - Tinglevruten. På billedet ses en af de første biler, som Nissen havde. Garagen er siden flyttet og står nu i gården hos købmand Sørensen.

Nissen's bil.

Næst efter "æ Refle's" kommer så på samme side af vejen et hus, som er omtalt før; nemlig J. Ingvertsens Colonialgeschäft, hvorfra Majse Jørgensen og sidst Fr. Willeke også drev forretning.

Ingvertsen's, Skolegade 7 (Nu Willeke).

Der fortælles, at der engang har været brændevinsbrænderi i huset. Den mest almindelige drik var dog øl. Den hjemmebryggede øl var meget tynd og kunne derfor drikkes af alle. Om foråret blev der brygget særlig kraftig øl til brug i høsten, og hen på efteråret lavede man den lidt bedre juleøl, som havde fået mere malt. Den var desuden smagt til med f.eks. kanel eller brændevin.

Nord for Ingvertsen's hus lå et meget gammelt, langt hus med fire lejligheder. Dørene var rundbuede og ikke meget over halvanden meter høje. I den ene lejlighed boede markmanden. Han skulle sommeren igennem vogte på, at besætningerne var i deres respektive marker. Han gik altid med en lang springstav for at kunne springe over grøfterne. Traf han på et fremmed kreatur, blev det anbragt i "hellet", en solidt indhegnet plads. Her kunne ejeren så afhente dyret mod betaling af et vist gebyr.

Iwersen's, Skolegade 9 (Nu Hans Iwersen).

Huset ejedes af Chressen Iwersen, som var kirketjener fra 1924-1941. Huset brændte i 1953.

Her er Margrethe og Chressen Iwersen ved deres guldbryllup. Til venstre står Anne og Mads Twist. Til højre ses Magdelene og Chr. Twist som boede i "æ armhus", Storegade 8.

Det næste hus på samme side er næsten lige så langt som Iwersen's. Der er tre lejligheder i det, og henne i den vestlige ende er der én stue, der også er udlejet, altså alt i alt fire lejemål.

Jes Krarup's, Skolegade 11 (Nu Kaj Lorentzen).

Og så er der forårsrengøring hos familien Lassen:

Hvad legede vi børn så dengang? Jo så længe vi var små, var det "far og mor". Vi byggede gårde af sten. Besætningen bestod af småpinde. Da vi blev større, legede vi "put" og "klabunes". Her gjaldt det om at finde nogen, som havde gemt sig, og herefter løbe hen til en aftalt port, klappe på den og råbe: "Klabunes for den og den". Hvis man var uheldig, kunne en af de, der var "fri" komme og klappe dem fri igen, hvorefter det hele startede forfra. Vi legede også et spil for to, som hed "vip".

Nu er vi fremme ved det næstsidste hus på denne side af vejen. Det er Boisen's. Huset lå modsat de andre, på tværs og indeholdt kun to lejligheder.

Boisen's, Skolegade 13. Blev revet ned midt i 1970'erne (Nu Børge Hansen).

Det sidste hus var "æ urmager's". Gården blev i 1872 købt af Jens Hansen Hyldtoft. I værelset til venstre for hoveddøren var der dengang købmandsbutik. I 1899 overtog Johannes Hyldtoft huset og fortsatte faderens urmagerforretning og fotografvirksomhed, så der kunne vi blive "aftejn".

 

"Æ urmager's, Nørregade 1 (Nu Henrik Hybschmann).

Når man stod ved "æ urmager's" og kikkede mod syd, tog Skolegade sig sådan ud omkring år 1900:

Forrest til højre ses Boysen's hus. Derefter kommer Iwersen's og bag ved Ingvertsen's. Som det ses, er der ingen huse på venstre side hen til kirken.

Det er Ingeborg Hyldtoft, som står ude i siden sammen med hunden. Hun står og venter på en skotøjshandler fra Tønder, som med jævne mellemrum kom til Ravsted med sin hestevogn fyldt med nye sko.

Her er Ingeborg i færd med at prøve et par korte støvler.

Først omkring 1908 blev den "hvide" skole bygget. Her virkede bl.a. lærer Rolfs. Omkring 1918 havde skolen 75 elever, som var fordelt på to klasser: "A lille skol" og "æ stoe skol". Gendarm Erling's kone underviste i håndarbejde.

Den "hvide" skole, Skolegade 10 (Nu seks lejligheder).

Efter genforeningen blev i 1923 den nye danske skole bygget.

Ravsted skole, Skolegade 16.

Til højre lå lærerboligen, i midten de to klasseværelser. I 1925 kom den venstre fløj til, som indeholdt forsamlingshuset, der også fungerede som gymnastiksal helt frem til midten af halvtresserne. Nu er der indrettet bibliotek og ungdomsklub i lokalerne.

Så er der gjort klar til et møde i forsamlingshuset. Der er dækket op til kaffebord. I baggrunden står talerstolen klar. Det er herfra, at Andreas Lorenzen i 1957 holdt det foredrag, som er grundlaget for denne bogs afsnit om Ravsted.

Herfra vil vi nu tilbage til ca. 1900 og følge Andreas på turen rundt i Ravsted.

Vi er nu på Nørregade og kommer på venstre side hen til Carl Snerkes. Carl Jensen har selv bygget huset og driver herfra sin byggeforretning.

Carl Snerkes, Nørregade 11 (Nu Jørgen Johansen).

Mellem "æ urmagers" og Carl snerkes gik der en sti mod nord, som mundede ud i vejen ved Nørremark. En gren derfra gik mod vest til Evald's gård (Lundsgård) senere Hans Jensen's.

Evald's gård Lundsgård, Nørregårdsvej 1 (Nu Verner Bossen).

Gården blev i 1880 flyttet ud fra Ravsted.

Følger vi herfra vejen mod nord, kommer vi til "æ Nørgård".

"Æ Nørgård", Nørregårdsvej 5 (Nu Uwe Carstensen).

Denne gård har også oprindelig ligget i Ravsted, men blev omkring 1850 flyttet ud. I 1987 blev det gamle statelige stuehus revet ned.

Vi vender tilbage til byen igen, og drejer nu til højre og kommer hen til "æ skrædders", Peter Krichau. Ham var jeg ellers bange for, da han havde en hårklippemaskine. Jeg forestillede mig det som noget farligt noget. Han kunne jo klippe hovedet af med maskinen, nej så hellere lade mor klippe håret!

Peter Krichau's, Lillegade 3 (Nu Jes Heinsen).

Peter Krichau havde et stort skrædderværksted med 5-6 svende. Han syede "baus" til garnisonen i Flensborg. Prisen var 50 pfenning pr. par.

Her må vi blive stående lidt, for i marken overfor er der noget at se. En del mænd står opstillet i geled, og de har uniform på, og solen lyner i hjelmene. Det er det Freiwillige Feurwehr, som Fidde smej har grundlagt og er hauptmann for. Han er ved at eksercere med sit mandskab. De skal som rigtige soldater lære at hilse på deres foresatte.

 

Carl "snerke" Jensen med sprøjten fra 1898.

Men også dette får en ende, og vi bøjer til venstre mod syd. På højre side får vi Thies Stenholdt's gård. Gården er bygget i 1845 og har cirka 160 tdr. land.

Thies Steenholdt's, Storegade 51 (Nu Arthur Gottfriedsen).

 

Her et lidt senere billede af stuehuset set fra syd. Fra venstre ses: Meta Gottfriedsen, Anne Hattens, Alma Cathrine og Niels Gottfriedsen.

Skråt over for til venstre ligger Jes Heinsens gård. Herfra drev Nicolaj Heinsen gennem mange år, helt frem til 1970'erne sin bliksmedeforretning. Til gården hørte ca. 24 tdr. land, hvoraf et lille stykke lå i Alslev mose.

Jes Heinsen's opført 1860, Storegade 28 (Nu Hans Peter Heinsen).

 

Lidt længere henne ligger Maj Kathrin's hus. Hun er så rig så rig.

Maj Katrin's, Storegade 26 (Nu Jeppe Erich Erichsen).

Huset stammer fra 1890'erne. På højre side ligger en stor gård, L. Paulsen's. Den er desværre brændt, og det har ikke været muligt at finde et billede af den.

På den anden side, lidt længere henne ligger Andreas Martensen's lille, stråtækte hus. Det indeholdt to lejligheder helt frem til omkring 1960.

Andreas Martensen's også kaldet Jørgens Hat's, Storegade 24 (Nu Rüdiger Saalfeldt).

Laurids Petersen's, Storegade 39 (Nu Villy Christensen). På billedet ses Jetti og Casrten Carstensen med sønnerne Carsten og Friedhelm

Gården har oprindelig været meget stor, men omkring år 1900 blev der oprettet to Kielerrentegårde på dens grund - dels "æ Lund" (Ove Andresen) og dels "Vestergård" (Klaus Kling).

Så er vi henne ved Betty's gård, som oprindelig var herredsskriverens hus. Omkring 1870 blev der opført en stald og ladebygning øst for huset. Derefter blev den oprindelige gård, som lå der, hvor nu den tyske børnehave ligger, revet ned. Børnehaven er opført som aftægtshus næsten magen til Storegade 26, blot en smule "finere", idet den var lidt større, og der var 20 cm højere til loftet.

Betty's gård, Tværgade 6 (Fra 1903 D. Andresen, nu Ingrid Christensen).

Arthus Jepsen's, Storegade 37 (Den tyske børnehave)

På højre side har vi så mejeriet, og herfra løber spildevandet ned i mejen overfor, hvor nu skomageren bor.

Mejeriet blev bygget i 1887, som andelsmejeri, og det var en stor dag, da Hans Bødewadt fra Havsted kom med det første læs mælk. Fra 1919 blev mejeriet privat mejeri, og siden 1932 har Emil Christensen ejet det.

Mejeriet, Storegade 33 (Nu Emil Christensen).

I en årrække, før branden i 1916, var det elektricitetsværk i mejeriet, der foruden mejeriprodukter også forsynede byen med elektricitet. Til venstre i billedet ses gavlen af "æ svingård".

Overfor mejeriet ligger skomagerens hus. Det ejes af Johannes Heldt, som er kommet til Ravsted fra Angel.

Skomagerens hus, Storegade 18 (Nu Johannes Heldt).

Som det tydeligt ses på murværket, er huset udviddet flere gange. Overfor, ved siden af mejeriet ligger en gård, det er Jesper Aakjær's, den er nok bedst kendt som "æ svingård". Den brændte omkring 1930. Der er ingen billeder af den, men stalden kan ses yderst til venstre på næste billede.

Et lille kik ned gennem Storegade med "æ svingård". Til venstre derefter kommer mejeriet. Bagved skimtes Arthur Jepsen's og forrest til højre Johannes Heldt's hus. Foran hækken går der en sti ned til Jane's hus. Jane var jordemor, hun kunne også "kop-sæt" folk, hvis deres blod skulle fortyndes. Jane's mand var skrædder.

Jane's hus bygget ca. 1807, Svinget 5 (Nu Misse Petersen).

Vi går tilbage til Storegade, og ved siden af Jesper Aakjær's gård ligger Store Charsten's gård. Den brændte i 1913, men kan stadig ses på et af maler Nielsen's malerier. Gårdens jord blev drevet videre af familien Steenholt, og i 1914 blev der bygget en smedje på stedet.

Store Carsten's, Storegade 25 (Maleri af Jens Nielsen).

Til venstre ligger Christian Outzen's og til højre ses igen "æ svingård"

Smedjen, Storegade 25 (Nu Jonny Pedersen).

På billedet ses Stinne og Andreas Hansen med deres lærling Asbjørn fra Ballum. Stinne var en stor og stærk kvinde, så hvis det kneb med at få et plovskær hvæsset, var hun ikke bleg for at svinge forhammeren. Parret byggede siden hus på Hovedgaden 73, hvor de havde benzintank og cykelværksted, samtidig med at Andreas Hansen var kørelærer.

Tæt forbi Chressen Outzen's går vejen op til Hyndingholm. Her slog min far græs for bønderne, og så skulle vi børn med for at "rage af" efter leen. Der er vist ikke den eng mellem Ravsted og Hyndingholm, hvor vi ikke har været med. Tidlig om morgenen blev vi vækket og stod søvndrukne og vaskede os og så af sted ud i engene til middag og hjem til "onnen" og en times middagssøvn. Herefter af sted igen ud i engene igen til aften. Så var vi godt trætte og skulle nok finde i seng.

Dette blev ved dag efter dag, indtil alle engene var slået. Far vidste, hvor længe han måtte være om at slå en eng, når den var så og så mange "karl.slæt", et mål på hvor meget en karl kunne slå på en dag.

Særlig festlig var det, når vi slog bagerens eng, for så kom bageren ud til os med wienerbrød om eftermiddagen, og det smagte vel nok godt. I bagerens eng skulle vi også rage høet og sætte det i stak (den dag fik vi også kager). Ja det var en streng tid, inden vi blev færdige med græsslåningen.

Christian Outzen's hus, Storegade (Nu Martin Povlsen).

Skræddermester Hans Peter Schmidt overtog huset efter Outzen. Schmidt var efter sigende en ret bestemt mand, som havde sin egen idé om hvordan tøjet skulle se ud. Kundernes mening interesserede ham vist ikke ret meget.

En datter, Christine ejede huset indtil sin død i 1987. Christine var også en stor personlighed, men på en lidt anden måde. Hun havde meget let til tårer, så når hun sad inde i stuen og spillede på sit harmonium, fik de altid frit løb. Hun ville også gerne fortælle om gamle dage, og de små snøft gjorde ikke fortællingerne mindre spændende.

Henne ved Store Carsten's gård drejer vejen til venstre, og på højre side har vi Herlig's butik og kro. Herlig var ivrig kortspiller og punchdrikker, og hendes største glæde var, hvis det kunne lykkes at drikke Johannes Skomager under bordet. Krostuen lå til venstre i bygningen, i midten var så købmandsbutikken, som senere blev overtaget af G.A. Lausen.

Herlig's kro og butik, Storegade 19 (Nu Carl Chr. Sørensen).

Videre på højre side ligger oldemor Ingeborg's hus. Her var der også en overgang købmandsbutik. Der var indgang fra tilbygningen bag huset (syd). Thora Andersen var desuden sypige. Hendes mand var murer, men da det blev småt med arbejde startede han vognmandsforretning her.

Oldemor Ingeborg's hus, Storegade 17 (Nu Kurt Steinbeck). Bagerst til højre på billedet skimtes taget af "æ slaudehus". Personerne er Thora og hendes tre børn.

”Æ slaudehus”

Fra oldemor Ingeborg's går en bred sti ned mod åen, og her ligger slagter Thomas Johansen's gård. Der er ild i taget, og vi stiller os bare op i rækken ned til åen og giver spande med vand fra mand til mand hen til sprøjten. Det lykkes at slukke branden, så kun en del af taget brændte, Slagterhuset indeholdt to lejligheder, slagteri, frysehus og butik.

Thomas Johanssen's (længst til venstre).

Bag ved i midten ses taget af store Carsten's, herefter oldemors og bagved taget af "æ svingård". Forrest til højre en lade som vist nok hørte til "æ slaudehus". Lidt længere fremme byggede Georg Kirsten en manufakturforretning på Storegade 19. Den blev i 1935 overtaget af Jørgen Rudebeck, som drev forretningen, indtil lokalerne skulle bruges til Kommunekontor. Senest har Sydbank haft til huse dér.

Rudebeck's hus, Storegade 19 (Nu Edith Rudebeck).

Vi går op til vejen og går videre mod øst og har på venstre side:

Gammel Per Smej's smedje og hus, Storegade 4 og 8 (Nu Jens Chr. Heldt og Nis Oesen).

 

Smedjen blev af lille Andreas Snerke ombygget til beboelse, og siden har sadelmager Rasmus Rossen haft sit værksted dér. Stuehuset blev gendarmbolig for Harder, men var derefter "armhus".

 

 

 

Gammel Per Smej's smedje, Storegade 8 (Nu Nis Oesen).

Andreas Snerke's hus, Storegade 4 (Nu Jens Chr. Heldt).

Det stykke vej fra Sørens og ned til Herlig er vi ikke så glade for at gå, når det er mørkt, for her kan vi træffe en stor sort hund, hos hvem ILDEN står ud af munden.

For enden af Søren Thomsen's stald går der en sti hen til Sofi Putz og videre forbi Peter Tjellesen's have. Her kan vi se, når de spiller kegler, for keglebanen går ud til stien. Stien går videre forbi Peter Bekker's.

Fra Sofie Putz går der en sti mod øst. Lidt henne deler den sig. En arm går hen til Thomas Skrædder's (Jane's) hus og op til vejen ved mejeriet. Den anden arm går videre hen til hjørnet ved Herlig's. På billedet, taget under Kong Christian den 10.'s besøg i Ravsted 1926, ses tydeligt de omtalte stier.

Da jeg blev 12 år, kom jeg ud at tjene hos Paul Jensen og hans kone Trine. Vi kunne blive "dispenseret" fra skolen i sommerhalvåret fra 1. maj til 1. november. Vi skulle kun i skole hver onsdag formiddag.

Det var en god plads, og jeg havde det godt hos dem. De første nætter græd jeg dog af hjemve, men det gik også over, og sommeren gik hurtig. Min løn var 20 mark for hele sommeren, men stolt var jeg, da jeg kom hjem til far med pengene.

Den 27. januar gik det meget højtideligt til i skolen, for det var Kejser Wilhel's fødselsdag. Vi skulle møde i søndagstøjet. Først blev den tyske fane hejst under afsyngning af en sang. I klassen blev der sunget sange til forherligelse af kejseren, og degnen læste op om det store fædreland, og så sang vi:"Der Kaiser ist ein lieber Mann und wohnet in Berlin". Derefter havde vi fri resten af dagen.

I 1905 kom jeg i lære på jernbaneværkstedet i Aabenraa. Alle som var ansat ved småbanerne kunne få én fribillet om måneden. Jeg brugte min til at rejse med toget til Hovslund og videre til Klovtoft, og gik så hjem derfra lørdag aften og tilbage søndag aften.

Engang jeg kom hjem, var der ingen hjemme, men jeg havde set at der var fuldt oplyst hos Søren Thomsen's kro, som var helt nyopført efter branden i 1906, og den dag fejrede de åbningen. Jeg gik ind og far og mor og min bror Ingvert var der. Jeg blev også indbudt til at feste med, Vi fejrede hele natten med drikken og dans og kom først hjem, da det var blevet lyst søndag morgen, men vi havde nu haft det glant!

Søren Thomsen's kro, Storegade (Nu Forsamlingsgården).