|
I
sine erindringer har Jes Kjær d. 11-9.1963 skrevet et afsnit om:
”Privat Spare og Laanekasse Ravsted”
At jeg indsætter et
afsnit med ovenstående titel er nærmest for fuldstændighedens skyld,
da jeg ellers ikke har noget at skrive og berette om Sparekassen i
Ravsted og dens arbejde.
Sparekassen blev
oprettet i 1864 af en kreds af Ravsted sogns Tyske borgere, fortrinsvis
af de store grundejere. Hvem der stod i spidsen og var de drivende kraft
fra starten og, hvem der var den første formand og dens første
forretningsfører, ligger der sikkert intet skriftligt bevis til grund
for, og da det til næste år er 100 år siden dens oprettelse er der nu
ingen, som husker enkelthederne.
Sparekassen blev
oprettet af 20 garanter der hver yder et indskud på 100 kroner og dette
har jo til at begynde med været kassens første garantkapital.
Igennem alle de svundne
et hundrede år, har det været sådan at i stedet for de afgående
gamle garanter, er der, hvor det har været muligt, indsat en søn som
garant og dermed som afløser. I tilfælde, hvor dette ikke har været
muligt har de tilbageblevne garanter selv bestemt en garant og dermed en
afløser for den afgående.
Sparekassen i Ravsted
har gennem de mange år været en ren og skær Tysk institution og
selskab. Idet der sikkert af de 20 garanter ikke samtidig har været
mere end højst 2-3 Dansksindede garanter iblandt og der er ej heller
for tiden flere.
Nogen større rolle og
indflydelse har kassen vel aldrig haft. I de sidste 10-20 år hvor
pengerigeligheden og omsætningen har fordoblet kassen mange gange, og
hvor alle ind og udbetalinger nu sker pr check eller over bank
eller sparekasse, er kassens omsætning jo også steget vældigt fra
helt minimalt til millionbeløb.
Hvor den før havde til
huse i kassererens dagligstue, er der nu særskilt bygget kontorlokale
med 4 og ½ ugentlige kontordage. Ikke alene den daglige pengeomsætning
men også ind og udlån ere jo stegne helt kolosalt og dermed jo også
kassens nettofortjeneste.
Igennem de første
mange år af kassens levetid blev en del af dens overskud hvert år
fordelt og anvendt blandt sognets trængende beboere, og blev i langt de
fleste tilfælde modtaget med meget stor glæde og taknemmelighed. Dette
er vist ikke så meget tilfældet nu, da går vel nok den væsentligste
del af overskuddet til forøgelse af garantkapitalen og reservefonden.
Den første
kasserer/bestyrer som jeg husker var N.H. Greisen der før havde været
købmand i Ravsted, hvor nu Købmand Sørensen bor – helt omme i
vestbyen. Da så et stykke tid efter genforeningen Greisen syntes han
var kommet lidt højt op i aarene og vel heller ikke syntes at være for
rask, - trak han sig tilbage og efterfulgtes af gårdejer Dethlef
Andresen Ravsted.

Greisen
i haven sammen med sin husbestyrerinde. Huset er Hovedgaden 65, hvor
kassen havde til huse mens Greisen var kasserer
Efter en del aars arbejde for kassen trak også han
sig tilbage fra Kassen og blev afløst af købmand Marius Jørgensen,
kassen fik til huse, hvor før Bonnicksen har haft postekspedition.
Marius Jørgensen har nu udpagtet købmandsforretningen forretningen
(til Fr. Willeke) og bosat sig i et temmelig nyopført hus ved
siden af smed Bladt. Marius var ikke kassens bestyrer i mange år før
han blev afløst af hans søn Werner Jørgensen, som også var udlært købmand
og havde bosat sig i Ravsted.
Kassens vækst kan også
tilskrives, at der før ingen fast kontordag om ugen var – og nu er
der kontordag, hver søgnedag undtagen onsdag og ligeledes at 1 mand nu
ikke mere kan klare arbejdet på kontoret, men bestyrer Werner Jørgensen
hjælpes til dagligt af sin fader Marius Jørgensen Ravsted.
Til Sparekassens 100 års
jubilæum i 1964, har kassen vedtaget at skænke Ravsted Kirke et tårnur
til ophængning i Ravsted Kirkes tårn.
Af garanterne ved
kassen, som jeg til dels har kendt personligt, og som jeg har kendt af
omtale, nævner jeg: Hans Sønnicksen Korup, Anders Andersen og Leonhard
Lautrup Fogderup, Jørgen Steenholdt, Hans B. Jepsen, Jacob Petersen,
Dethlef Andresen Ravsted, Jørgen J. Kjær Fogderup og flere andre.
4.Marts 1939 er vedtægterne
for sparekassen blevet stadfæstet af handelsministeriet, og disse ere
nedskrevne af følgende 25 garanter:
Detlef Andresen, Tjelle
Tjellesen, H. J.Hansen? Marius Jørgensen, H. Nissen, Gerd Lausen, Hans
Gottfriedsen, Peter Thomsen, Jørgen Hansen Ravsted, Nis Thomsen Hynding,
B. Hinrichsen Hynding, Fr. Hansen Hynding, Jes Christensen Korup, Mart.
Møller Hejsel, Andreas Carstensen Hejsel, Hans Iwersen Hejsel, Arthur
Jepsen Havsted, Andr. Martensen Havsted, Anton Bargum Havsted,
H.P.Bødewatt,
Jørgen P. Jørgensen Havsted, N.H.Andersen Fogderup, Hans Thomsen, og
Ludolph Bargum Høgsholt.
Af de ovenstående opførte
25 garanter er de 10 bosiddende i Ravsted, 5 i Havsted, 3 i Hynding, 3 i
Hejsel, 2 i Fogderup, 1 i Korup og 1 i Høgsholt.
Med hensyn til sindelag
så er af disse 25 kun 1 Dansk og 2-3 ”blakkede” resten stærk
Tyskprægede.
Det skal dog i denne
forbindelse anføres, at der side om side med Privat Spare og Lånekasse
Ravsted, har bestået og eksisteret en sparekasse mere – en såkaldt
”Raifeisen Sparekasse”. Hvorledes opbygningen og garatien for denne
kasses arbejdsområde var, skal ikke nærmere opridses, da det ikke
kendes, men den var selvfølgelig også stærkt Tyskpræget i dens
opbygning, men den havde i sin tid efter forholdene en ikke ubetydelig
omsætning. For tiden arbejder der en sådan kasse i Tinglev, som den
hjemmetyske grd. Hans Boysen Jepsen Tinglev er - og i mange år har været
bestyerer af. Afdelingen i Ravsted var først en Andenlærer Iwersen –
(senere Fogderup) – og så en ny lærer Petersen Ravsted ( se bog 1
side 95 og 96 ?)
Senere var en kort tid
omkring genforeningen, en forhenværende og Tysk kommuneforstander fra
Vollerup dens bestyrer og senere en pensioneret lærer Petersen fra
Bedsted. Den sidste bestyrer var grd. Andreas Nissen Hyndingholm.
Formand for Privat
Laane og Sparekasse Ravsted er for tiden grd. Jes Christensen Korup,
tidligere har det været grd. Dethlef Andresen og grd. Hans Gottfriedsen
begge fra Ravsted.
Af en fremvist
skrivelse fra 1887 fremgaar det at høker (købmand) H. A. Greisen
Ravsted af 18 garanter er valgt som sparekassens kasserer og bestyrer.
Af et andet opbevaret
og fremvist dokument er kassen den 29.-6. 1913 bleven ophørt, men igen
under 4. juli 1914 blevet oprettet og da med rentier Leonhard Lautrup
Ravsted før Fogderup) som formand og grd. Jørgen Kjær Fogderup, som næstformand.
I aarene omkring Anden
verdenskrig rettede handelsministeriet i København en henvendelse til Tønder
Amt om at beskikke en tilsynsførende for sparekassen. Til dette udnævntes
Christian Hansen Korup, og kort før hans død udpegedes grd. L. N. Møller
Ravsted ( Tld. Knivsig) til dette hverv, som han stadig bestrider.
Avisartikel
Bestyrelse og ledelse,
Forrrest fra venstre: Nic. Heinsen, direktør Werner Jørgensen, fhv.
direktør Maise Jørgensen, Jürgen Jürgensen Havsted, Harald Poulsen.
Bagerst: Ludolph Bargum, Niels Andersen, Lorenz Møller, Hans Iwersen.

|