|
Barndomserindringer fra Korup
Af
Jytte Nissen
Min ældste søn Allan, opfordrede mig en dag til at skrive
om min barndom. Han havde ofte lyttet - når vi søskende har siddet og
fortalt hinanden om vores oplevelser i barne- og ungdomsårene. Han syntes
det kunne være sjovt at have på skrift, når han engang blev ældre, og
ville fortælle sine børn om deres bedsteforældre.
Jeg
(Jytte Nissen - f. Petersen 62 år, født og opvokset i Korup) syntes det
var en rigtig god ide, og da jeg først fik startet med at skrive, blev
jeg utroligt overrasket over så meget jeg kunne huske. Når noget er
skrevet ned og man så læser det igennem igen, dukker der altid mere op.
Da det ikke er meningen at jeg skal skrive en hel bog, er her kun et lille
uddrag fra min hverdag som barn i Korup.
Når
jeg tænker tilbage på min barndom, er det selvfølgelig altid de gode og
sjove oplevelser jeg husker bedst. Der har selvfølgelig været både gode
og dårlige ting. Men et er sikkert min barndom har været en dejlig tid,
med mange søskende og legekammerater. Landsbyen var lille og alle kendte
alle, der var flere store gårde i byen (det man dengang kaldte for store
gårde). I dag ville de nok blive betegnet som fritidslandbrug) Vores
gård hed "Højvang" Den lå oprindeligt på modsat side af
vejen hvor den ligger nu, men da den brændte i 1913, blev den genopbygget
på den modsatte side af vejen.
Gården
var dengang i 1913 ejet af min Oldefar Jens Peter Asmussen Petersen. Efter
branden blev området hvor gården oprindeligt havde ligget, omdannet til
hønsegård og frugtplantage. Senere blev der også lavet en branddam.
Gården
efter genopbygning
I
1907 overtog min farfar - Jens Peter Petersen gården. Min farfar blev
gift med Anna Johannsen, fra Bøglum. De fik 2 drenge (min far Peter A. P.
og Hans P.). Min farmor døde i 1914 af sukkersyge og min farfar blev
skudt i første verdenskrig i 1915 i Moulin i Frankrig. Deres drenge var
dengang kun 5 og 2 år.
Drengene
fik en formynder og blev opdraget hos familien i Møgeltønder. Gården
blev forpagtet ud til min fars farbroder (Onkel Heine) og i 1932 overtog
min far gården. Min far og mor (Helene Clausen) blev forlovet i juni 1932
og gift den 12. oktober 1933.
Mine forældre den dag de blev forlovet.
I
1961 overtog min store bror, Jens Peter Petersen gården. Far og mor
flyttede op på husmandsstedet "Søndermark" Jens Peter solgte
gården i 1969 og den har derefter ikke været i slægtens eje
Jeg
er født den 31. 8. 1945, som nr. 6. i en børneflok på 9. Mine forældre
Helene (kaldet Lenne) og Peter Asmussen Petersen (P A P) fik i en periode
på 20 år 9 børn:
Jens
Peter f. 23. 6. 1935, (Gift med Minna 3 børn) gift 2. gang med Gudrun
1 barn)) Jens Peter døde i februar 1997 (Jens Peter led af en meget slem
uhelbredelig kræftsygdom - han valgte selv livet fra).
Anne
Margrethe f. 28.10.1936 gift med Aksel Matthisen (2 børn)
Henni
f. 11. 1. 1939 gift med Hans A. Hansen (3 børn)
Ingrid
f.13. 3. 1941, gift med Christian Brodersen (3 børn)
Else
f. 23. 12. 1943, gift med Bent Skjønnemann (2 børn)
Jytte
(mig selv) gift med Flemming nissen (2 børn)
Peter
f. 23. 12. 1947. gift med Ruth (4 børn (Peter blev bortadopteret til min
mors søster (tante Didde) og hendes mand (onkel Johan) da de ikke selv
havde mulighed for at få børn. Min mor og tante Didde stod hinanden
meget nær, og der er aldrig blevet lagt skjul på at Peter var vores bror
og derfor hørte med til børneflokken. Onkel Johan's familie var tysk, og
den eneste betingelse mine forældre forlangte for at de kunne få Peter,
var at han skulle gå i dansk skole.
Henrik
f. 5. 10. 1950 gift med Birthe (2 børn)
Jørn
f. 23. 8. 1955. gift med Susanne (2 børn)
Min
far døde 5. 2. 1963 (54 år gammel) af den samme sygdom som min farmor
(sukkersyge)
Min
mor døde 1. 9. 1986 af kræft.
Når
jeg skal beskrive byen Korup, husker jeg det som en by, hvor vi havde alt
hvad der var brug for. Der var en skole, smed, købmand, vognmand, vejmand
flere gårde og husmandssteder. Der var et utroligt pulserende liv i
landsbyen, hvor alle kendte hinanden, og hvor man følte sig tryk uanset
hvornår og hvor man befandt sig.
Gennem
hele byen var der en grusvej med store træer i begge sider og masser af
blomster i græsset rundt om træerne. Vejen var smal og om vinteren når
der kom sne, og vognmanden havde været ude med sneploven, var der store
snedriver på begge sider af vejen. Hos os havde vi en kane og når der
var meget sne - hvilket jeg syntes det altid var - kom kane ud, hestene
blev spændt for, og vi fik en kanetur. Om søndagen tog far og mor også
kanen når de skulle til søndags gudstjeneste i Ravsted.
I
perioden 1940 til 1960 var der rigtig mange børn i Korup. Vi havde en
barndom hvor man ikke bekymrede sig så meget om hvilket mad der nu var
sundest, om der var salmonella i de æg som blev samlet ind fra de
fritgående høns, om mælken der kom ind på bordet direkte fra koen var
skyld i allergi, eller hvad man nu ikke måtte spise og drikke, for ikke
at få kræft og lignende sygdomme.
Vi
levede et sorgløst og ubekymret liv hvor alle, stor som små var med,
når vi f. eks. tog ned og badede i kanalen eller legede røver og
soldater i skoven, ude ved Hvidhøjgård. Skoven der var en oplevelse i
sig selv. I alle træerne var der kragereder og der var tusinde af krager,
der fløj rundt i trætoppene. Det skete ofte at der var faldet en
fugleunger ned fra en af rederne, og så tog drengene dem med hjem, for at
pleje dem. Vores nabo søn Aage var rigtig god til at passe og pleje de
små unger, og så lærte han dem at tale. Sådan en "allek"
kunne han få til at sige "godaw do".
Vi
byggede sne huler eller løb på skøjter på marken, som i løbet af
efteråret havde fået så meget regnvand at det blev til en skøjtebane
når frosten kom.
Vi
havde ikke fjernsyn, men der blev lyttet rigtig meget til radioen. Lørdag
aften var hygge aften. Så sad vi rundt om radioen og lyttede til
"Hørespil" og søndag middag var der "Karlsens
Kvarter".
Første
søndag i advent bandt min mor en stor adventskrans, som blev hængt op i
loftet i "Stor stuen", og hver aften når far havde hørt
radioavisen, sang vi "Om adventskransen" alle julens sange, og
mor læste et eventyr fra "Ved jule lampens skær" før vi
skulle i seng. Det var utroligt hyggeligt.
Da
jeg er en af de yngste i børneflokken, var det en selvfølge at jeg fik
deres aflagte ting. Vi var jo mange så det med at få noget nyt, var en
meget sjældenhed. Men et år havde jeg brændende ønsket mig et par nye
skøjter i julegave. Mine forældre købte altid gaverne i rigtig god tid,
og lige netop det år, kom frosten meget tidligt, jeg søgte selvfølgelig
indtil jeg fandt pakkerne.
Jeg
var så heldig at mine forældre altid sov til middag, det betød at jeg
uset kunne pakke skøjterne ud, tage dem med ned i engen hvor jeg glad og
fro løb rundt på min julegave. Når jeg kom hjem gemte jeg skøjterne i
lysthuset bag vaskerummet indtil der var fri bane og jeg frit kunne
pakkede dem i kassen og lægge dem på plads i skabet igen.
Desværre
var det slet ikke noget at glæde sig til juleaften, for hos os fik vi kun
en gave hver, og da jeg havde både set og brugt min, var spændingen
væk. I Byens skole var der kun et klasseværelse til eleverne, det betød
at vi, fra 1. - 7- klasse blev undervist på samme tid. I begge sider af
lokalet var der dobbelte skolepulte med plads til 4 elever.
Da
jeg startede i 1. klasse var vi 7 elever (Inge Damgård, Hans Nørgård,
Åge Pedersen, Kaj Hansen, Ervind Pedersen og Poul Rüdige og mig) vi blev
placeret på de 2 første bænke og 2. klasse sad på de næste og så
fremdeles.
Vi
havde en lærer (lære Jeppesen og fru Jeppesen). Fru Jeppesen var ikke
lære men underviste i gymnastik, og da vi ikke havde mulighed for at
komme i bad efter en gymnastiktime, var det altid gymnastik i sidste time,
det foregik i gymnastiksalen overfor skolen, piger og drenge store og små
imellem hinanden og altid i det tøj vi havde haft på hele dagen. I
frikvartererne - som ofte havde en varighed på op til 30 minutter og
derover - var det selvfølgelig meningen at vi børn skulle blive i
skolegården, men sådan en flok unger er ikke altid lige til at stole
på.
Når
frikvarteret trak for længe ud var vi ofte spredt for alle vinde, nogen
legede på vejen nede ved smeden, andre i skoven langs med sportspladsen
(Vi havde dengang ikke noget der hed skoleklokke) så lærer Jeppesen
kunne stå i flere minutter i skolegården og råbe, samtidig med at han
klappede i hænderne for at få alle eleverne samlet og ind i klassen
igen.
Det
var altid sjovt at lege nede ved smeden, her kom der mange mennesker og
"Tinne smed" stod det meste af dagen ude i smedjen med hænderne
foldet under forklædesmækket og fulgte med i bøndernes snak.
Jeg
gik i Korup skole i 3 år. Lærer Jeppesen kunne ikke forlig sig med at
jeg skrev med venstre hånd. Der gik ikke en dag hvor jeg ikke fik enten
ryk i nakkehårene eller en over fingrene med pegepinden. Det skulle få
mig til at skrive med (den rigtige hånd) højre hånd. Det blev min far
for meget og da han samtidig mente at vi lærte for lidt, blev jeg, mine
søskende og flere af de andre børn flyttet til Ravsted skole, efter
sommerferien.
Efter
et par måneder blev alle børn flyttet og Korup skole blev nedlagt. Det
var en stor omvæltning at starte i 4. klasse i en ny skole, med rigtig
mange børn. Her skulle vi møde til tiden, lektierne skulle laves og
frikvartererne var kun på 10 minutter. Vi havde 5 km. til Ravsted og vi
skulle cykle frem og tilbage hverdag.
Af
de indbyggere i Korup jeg husker bedst er de familier der havde børn på
min alder og vores nærmeste naboer. På gården ved siden af os boede
Henrik Hübsmand, sammen med sin far og mor. (Marie og Lorens). Henrik var
ungkarl, og en del år ældre end mig. Det er ikke så meget jeg kan
fortælle om familien. De var i mine øjne nogle meget gamle mennesker,
som jeg kun så når far og mor om vinteren havde
"Vintergæster".
Det
var nemlig sådan at om vinteren inviterede man byens voksne til
sønderjysk kaffebord. Det bestod af lagkage, boller med smør,
søsterkage, æblekage, flere slags småkager, kaffe, likør og cognac.
Der gik mange vinteraftner med sådanne selskaber, for havde man været
inviteret et sted, skulle man jo også selv invitere igen.
Overfor
Hübsmand boede vognmanden, Svend og Marie Pedersen, de havde 3 børn,
Bodil, Aage og Bent.. Bodil og Aage var på alder med Else og mig, Bent
var kun en lille dreng da han døde. Det skete en forårsdag da jeg var
omkring 7 - 8 år, vores karl Villy Andersen (medhjælperen på gården)
skulle ned i engen og tromle en mark.
For
at komme ned på marken skulle han køre med tromlen langs vejen forbi
vognmanden. Marie gik og arbejde i haven og Bent som dengang har været
omkring 5 år legede med en skovl i vejkanten. Jeg har fået fortalt at
Bent løb efter tromlen og fik derved sin skovl til at køre med rundt
samtidig med, at han selv blev ved med at holde fast i skovlen, på den
måde kom han til at køre med tromlen rundt og døde.
Det
var en frygtelig ulykke, men det jeg husker bedst fra dengang er, at Bent
stod i sin kiste hos Marie og Svend i den bagerste stue, kisten var pyntet
med blomster fra japansk kirsebærtræ. Vi børn fik lov til at komme ind
og se ham, og jeg kan stadig se den lille dreng ligge som om han sov.
Bent
blev begravet på Ravsted kirkegård, og det foregik på ladet af sin fars
lastbil. Hele byen var meget berørt af ulykken, og på gaden gennem byen
var der strøet med gran og blomster og jeg tror alle byens borger var med
til at følge Bent til Ravsted.
Dengang var der ikke noget der hed
krisehjælp, og Villy har bestemt haft det ganske forfærdeligt. Den dag
Bent blev begravet, byggede Villy et "lysthus" bag ved
vaskerummet (bryggerset). Det hus har vi børn brugte et utal at timer i.
Huset blev indrettet med bord og stole (af ølkasser) vi havde et Tekno
komfur hvor vi ved hjælp af sprit og en tot vat, bagte pandekager og
kogte jordbærgrød. Vi inviterede far og mor på kakao og boller.
Engang
havde Ingrid og Birgitte inviteret Birgittes farmor og vores tante Grethe
til eftermiddagskaffe. Det syntes Hjørdis og jeg var fejt for vi måtte
ikke være med, så vi drillede dem ved at stå udenfor vinduet og lave
sjov. På et tidspunkt blev det Ingrid og Birgitte for meget, så da de
ville jage os væk fra vinduet, låste de døren og løb efter os. (Døren
kunne kun holdes lukket hvis den blev låst udefra). Vi løb om til "Sprøjthuset"
(Brand skuret) og der begyndte vi at spille "Antonius" Ingrid og
Birgitte glemte alt, om at hjemme i "Lysthuset" sad farmor og
tante Grethe på ølkasser og kunne ikke komme ud, døren var låst udefra
og pigerne væk.
Som nærmeste nabo til Svend og Marie, lå et langt
stråtækket 2 familie hus, som far og Peter Bier ejede sammen. Det blev
brugte til fodermester/daglejre familier. Far var meget opmærksom på, at
der aldrig blev set ned på eller gjort forskel på daglejrens eller
fodermesterens børn. De skulle behandles på lige fod med byens
fastboende børn. Dengang var der også børn der blev mobbet, og jeg
glemmer aldrig engang da jeg uden at fortælle det til min mor og far,
havde undladt at inviterer daglejrens børn til en fødselsdagsfest. Da
det gik op for dem blev jeg sendt i seng. Far stod i døren og modtog mine
gæster, og fortalte dem at festen var aflyst "Jytte holder ingen
fødselsdagsfest i år". Det var utroligt flovt, men bestemt også
lærerigt.
Længere henne på vejen boede vejmanden. Anton og Didde
Christiansen. Jeg husker Anton cykle rundt på vejene med en kost, skovl
og le bundet fast til cykelstangen. Han holdt vejkanterne rene med
håndkraft, dengang blev der ikke sprøjtet for ukrudt, derfor var der
altid mange markblomster i vejgrøfterne. Didde var byens kogekone,
utallige er de gange hun har stået for maden, til konfirmationer,
høstfester og hvad der ellers blev afholdt af fester i byen.
Efter
vejmanden kommer Peter og Ingrid Beier. De havde 5 piger. Hjørdis var i
mange år min bedste veninde. I årerne 1945 til 60 var det ikke
almindeligt, at alle byens indbygger havde en telefon. Hos os havde vi en
"parttelefon" det vil sige at, vi havde telefonabonnement sammen
med Peter Bier. Det fungerede udmærket, vi havde ikke samme tlf. nummer
men delte abonnement, det betød at når vi talte i telefonen kunne de
ikke bruge den hos Peter Beier's. Det gav ikke anledning til problemer i
hverdagen. Men en enkelt gang var det meget tæt på at blive en
katastrofe. Vi var alene hjemme og havde uheldigvis fået den ide at det
var hyggeligt at sidde og sladre i telefon med nogle venner (telefonen var
kun til beskeder og hurtig samtaler) Pludselig stod Peter Beier i døren
og var rigtig vred. Han skulle ringe og anmelde grise til slagtning. (det
skulle man gøre inden et bestemt klokkeslæt for at grisene kunne blive
afhentet den næste dag) Det var umuligt for ham at komme til at ringe, vi
blokerede jo telefonen. Vi gik i mange dage og var meget nervøse for at
han skulle fortælle det til far, men der skete heldigvis ikke. Vi var fra
den dag færdig med at tale i telefon for sjov.
Far, Peter Beier og
Christian Møller (som boede i den modsatte ende af byen) holdt hver år
en fælles "Høstfest". Det var sommerens højdepunkt. Når
høsten var kommet i hus blev det fejret med en fest. Festen blev holdt i
skolens gymnastiksal og altid med start kl. 18.00. Der havde dagen lang
været fuld aktivitet i køkkenet. Der blev stegt frikadeller og smurt en
masse smørebrød. Borene blev dækket og der blev pyntet med blomster,
kornneg og grene. Høstfesten blev primært holdt for de karle og piger,
der var ansat på gårdene. Deres koner/mænd og kærester. Der var typisk
ansat 1 pige og 1 - 2 karle samt en fodermester/daglejre på gården.
Så
var der smeden som jo havde stået på pinde for bønderne i høsttiden,
der var vejmanden hvis kone altid stod for maden, og alle vi børn. Der
blev spist, danset og holdt taler. Far, Peter Beier og Christian Møller
kappes om hvem af dem der kom med den første tale. Det var simpelthen en
fest som jeg husker tilbage på med meget stor glæde. Efter Peter Beier
kommer Klaus og Tinne Nørgaard. Min søster Else, var bedste veninde med
deres datter Kirsten. De ses stadig en til to gange om året. Ved siden af
Klaus boede Peter og Mathine Nørgaard (En lille broder til Klaus), sammen
med Mette. (Peter og Klaus's mor) En lille krumbøjet dame i lang sort
kjole.
Peter var byens snedker. Han havde værksted på modsat side af
vejen. Jeg husker ham som en lille "Rund mand" i overall der
hastede over vejen, altid t i træsko, og altid med en stump cigar i
munden, efter ham løb deres hund. Jeg var meget bange for den hund, den
var frygtelig arrig, den gøede og hoppede op af benene på os .
Købmanden - Hans og Karen Matthiesen - lå midt i byen, her blev der
handlet med alt, legetøj, græsfrø, og madvarer: Når vi f. eks. skulle
købe sirup, havde vi selv et glas med og så fyldte han sirup i fra en
stor tønde. Købmanden var en rigtig flink mand, tit og ofte stak han os
en karamel når vi var inde og handle. Det var også kun hos købmanden vi
fik lov til at skyde nytåret ind. Han sagde altid til far, at han
selvfølgelig regnede med at vi kom. Det med at skyde nytår ind og synge
til fastelavn, var noget som vores forældre ikke brød sig om at vi
gjorde.
Henni og Ingrid havde engang sat Else op i Henriks barnevogn og
så gik de ellers rundt og sang fastelavn. Det skulle de bestemt ikke have
gjort, for alt hvad de havde fået af slik og penge måtte de pænt gå
rundt og aflevere igen.
Hver lørdag middag kom Bageren fra Hellevad.
Engang imellem købte min mor en stang wienerbrød, og så blev der hygget
lørdag aften. Det skete dog meget sjældent for far havde sukkersyge, så
det med søde kager var ikke noget vi var forvendt med.
Tordenvejr er
også noget jeg forbinder med hygge. Når der om natten blev tordenvejr,
blev alle taget op af sengene, og så sad vi nede i "Stor stuen"
med stearinlys og hyggede os med småkager og sodavand. Det var nu ikke
fordi vi skulle hygge os når der var tordenvejr, men på grund af fare
for lynnedslag.
Selvom vi havde både tjeneste karle og pige, fik vi lært
at bestille noget. Der har ofte været mange (lange) timer hvor vi har
skullet hjælpe til både i stald og mark - om sommeren skulle vi hente
køerne ind fra marken, når de skulle hjem i stalden og malkes, og igen
være med til at jage dem ud på græs efter malkningen - der skulle
raspes roer og smides halm ned fra loftet - gangene i stalden skulle fejes
og de små kalve skulle have mælk fra en spand.
Vi skulle hjælpe til i
høsten. Når karlen kastede kornnegene op på vognen, skulle vi lægge
negene hen, så der kunne være så mange på vognladet som muligt, uden
at hele læsset væltede af vognen, under transporten hjem til laden. Vi
kørte traktoren fra neg til neg, i sneglefart så karlen kunne nå, at
kaste negene op på vognen i gå tempo. Når sommerens sidste læs var
læsset, var det en dejlig fornemmelse at sidde på toppen af læsset og
vide. "Nu var høsten i hus". Det var som regel markerne nede i
engen der blev høstet sidst og når vi kørte hjem med det sidste læs
var æblerne langs markvejen ved at blive modne. Vi der sad på læsset
kappes om at nå så mange æbler som muligt, samtidig skulle vi passe på
med ikke at bevæge os alt for meget, så læsset ikke væltede, det var
ikke altid lige heldigt, men det kunne reddes hvis medhjælperne gik på
siden af og holdt på negene med en fork.
Vi skulle hjælpe til med at
hakke roer - det var ikke særligt sjovt, marken var utrolig stor og
rækkerne var frygtelig lange - men vi fik penge for at hjælpe til, 50
øre pr række. Efter roere hakning og høsten kom tiden til kartoflerne.
Så i kartoffelferien (i dag efterårsferie) samlede vi kartofler, det fik
vi 25 øre for pr. kurv. Det foregik på den måde, Far eller karlen
kørte med kartoffelmaskine som gravede en række op af gangen - rækken
blev inddelt i stykker af ca. 25 m. vi fik så alle tildelt et stykke som
så skulle være samlet fri for kartofler når maskinen kom for at grave
næste række op.
Det bedste ved at hjælpe til på marken var, når der
var frokost og kaffepause så kom mor eller en af tjenestepigerne cyklende
ud på marken med madkurven (rugbrød, kage og saftevand) det var den
dejligste madpakke man kunne få.
Efterårsferien var også det tidspunkt
hvor vi som regel fik nyt tøj og nye sko. I en uge havde vi fru Svendsen
og moster Eje boende. Mor købte altid hele ruller med stof og så blev
der ellers syet kjoler, bukser og skjorter.
Også dengang var det
billigere at købe i store mængde, derfor var vi piger næsten altid ens
klædt.
Her er: Henni, Ingrid, Anne Margrethe, Else, Jytte Jens Peter,
Henrik og Peter (Jørn var ikke født endnu)
Om aftenen samles byens børn
og unge på gaden foran skolen og så blev der spillet håndbold,
rundbold, stikbold, antonius og der blevet leget gemme (spark dåse) og
mange andre lege. Engang imellem var vi på æblerov. Vi badede i kanalen
der løb gennem Korup by, Eller vi cyklede til "Mølstrøm" og
badede (det var der jeg lærte at svømme, men det var nu ikke så farligt
for vi kunne sagtens bunde).
Her er jeg med min bror Jens Peter og nogle
af hans kammerater ved "Mølstrømmen"
Vi cyklede til Klovtoft
efter is, eller ned på marken efter gulerødder og ærter, der var altid
noget at tage sig til. Der blev bygget huler og hytter, især husker jeg
en hytte som drengene byggede nederst i haven hos "Peter Krap"
(Han hed oprindeligt Peter Petersen). Peter Krap havde to sønner, Jens
Jørgen, "Stukkas" og Ervind "Bror" De havde sammen
med deres kammerater bygget en hytte nederst i haven hvor vi sad og
snakkede og hyggede os. I den hytte har jeg siddet mange eftermiddage, og
flettet finger med min første skole kæreste, det var meget uskyldigt,
men rigtig spændende, jeg havde nemlig fået forbud mod at komme der,
hvorfor husker jeg ikke men måske fordi drengene røg og den røg har
sikkert siddet i mit hår og tøj når jeg kom hjem.
For meget vasketøj
gav nemlig problemer. Vi havde ikke selv en vaskemaskine, men lejede en
hos skomager Heldt i Ravsted. Vaskmaskinen blev afleveret om morgenen og
hentet igen om aftenen. Senere fik vi selv en maskine, men dengang blev
der jo ikke vasket tøj hverdag, højest en gang hver 14 dag.
En overgang
var det meget populært at gå i joggingdragter. Her er jeg sammen med
Åge (vognmandens søn) i en ny flot "Gul og Sort" joggingdragt
.
Det var faktisk de farver der blev brugt af børnene der gik i den tyske
skole, men da alle de blå og hvide var udsolgte blev det så dem vi fik).
Min mor flyttede fra byen i 1968, og samme år flyttede jeg til
København, der boede vi til sommeren 1976, hvor vi flyttede tilbage til
Sønderjylland (Aabenraa). Jeg har ingen tilknytning til Korup mere, men
når jeg engang imellem tager på kirkegården i Ravsted, kører jeg altid
gennem Korup by.
|
