Korup - Som jeg husker det

Lokalhistorie for Ravsted Sogn

Bogmærker:

Korup den 23. februar 1949

Vi begynder i Guds navn

Lidt om Korup

Lidt om det kirkelige

Udskriftvenlig udgave

Gå til startsiden

Korup - Som jeg husker det

Nogle af Christian Hansens erindringer. Renskrevet af Jens-Aage Hansen i vinteren 2003

(?) Angiver at det var vanskeligt at læse teksten

Korup den 23. februar 1949.

Tilegnet min hustru og mine børn og børnebørn Når man nærmer sig de 70, går tankerne tit tilbage, og man lever mere og mere i fortiden. Fremtiden har ikke så meget interesse man venter sig ikke så meget mere af den. Jeg tænker tit på at det kunne have været rart at have haft nogle optegnelser fra Far eller Bedstefar om forholdene her på egnen, og især her fra byen for 100 år siden. Korup er nu engang trods alt min fødeby, her føler jeg mig hjemme.

Når nogle af jer måske om 50 år læser disse linier om forholdene her, i 1880 og deromkring, så synes I måske at det var små forhold dengang. Men tror I ikke at i mangt og meget var bedre dengang, selv om kårene var fattigere. Menneskene var mere nøjsomme og følte sig mere afhængige af Gud, og jo mere vi får jo mere vil vi have, så menneskene i dag er ikke lette at stille tilfreds.

Skulle der være et eller andet som kunne såre den som læser dette, var det ikke meningen at fornærme, men beretningen skulle gerne være så sandfærdig som muligt.

Også begynder vi i Guds navn!

Da den som har betydet mest for mig er min hustru vil jeg begynde kort om hendes data: Hun er født den 5-11-95 og fik i dåben navnet Ingeline. Hendes fader Jacob Clausen var født i Højst, men allerede da han var lille flyttede hans forældre til Sølsted og det blev hans egentlige hjem.

Ingelines bedstefar og bedstemor har jeg ikke kendt, det var Johanne og Hans Clausen - et par rare og troende mennesker, Ingeline arvede deres bibel, den læser vi i hver dag, hun fortæller tit om oldefar, ham husker hun bedst, han døde 1912, oldemor i 1905. Svigerfar blev i 1893 gift med Marie Nielsine Nielsen fra Henne.

De fik 3 børn sammen - Hans, Ingeline og Johannes, så døde hun og han stod alene med 3 børn, Ingeline kan huske den dag hun døde. Det var i foråret 1900 de har dog ikke mærket til at de mistede deres mor for de fik deres mors søster til stedmor og har altid været glade for hende.

Ingeline voksede op derhjemme på Sølsted Vestermark. Den større begivenhed for hende, at hun skulle til at kalde Tante Sørine for mor, men det faldt hende dog let. I foråret 1902 begyndte hun sin skolegang i Sølsted, der var en lærer til 100 børn, hun havde en dårlig skolevej og sti på 2 kilometer.

I 1909 begyndte hun konfirmationsforberedelserne ved pastor Bikus (?)2 og blev konfirmeret i Abild kirke i foråret 1910. 1. maj kom hun ud at tjene hos Lise og Jørgen Andersen i Sølsted, var så hjemme igen et år og kom 1-11-1911 til Peter Toft her i byen og var der i 3 år. Når jeg engang er færdig med at skrive denne bog tænker jeg på at fortsætte og fortælle en del om hendes barndoms og ungdomsdage.

Ingelines far var en klog og interessant mand, han havde lidt svært ved at tage fat på et arbejde men forstod altid hvordan det skulle være. Snart efter genforeningen solgte han hjemmet og flyttede til Outrup i Vestjylland, kunne dog ikke finde sig i forholdene der og købte efter at han en kort tid at have boet i Henne og Sølsted, - deres nuværende hjem, hvor svigerfar døde den 2-4-1930 efter et hårdt sygeleje.

Ingelines ældste bror hed Hans han var kendt med landbruget, men blev ansat ved statsbanen for en begyndelsesløn af 2,20 Mark daglig. Han arbejdede på strækningen Tønder-Bredebro, et hårdt job for så lille en løn, kom så til stationen i Tønder efter at have gjort krigen med i Polen. Hans blev den 6-7-1923 gift med Johanne Olsen fra Tønder. Et års tid efter blev han forflyttet som portør til Avnbøl ved Gråsten og i 1947 til Tørsbøl som stationsmester, de har 3 børn: Aage er kontormedarbejder, Gunner er ved Statsbanen og Gertrud som endnu bor hjemme. Johannes! - Ingelines lillebror er født den 22-2-98 - han blev indkaldt til krigstjeneste og var hårdt med ved Vestfronten, deserterede efter våbenstilstanden til Danmark og blev der gift den 26-6-22 med Meta Henriksen fra Henne-hesteslagterforretning.

De har nu en god virksomhed, tjente en del penge under krigen, han kunne jo tale med tyskerne. Den 25-6-1947 var vi til sølvbryllup, hvor følgende sang blev sunget:

Det er fest i Henne by i dag,

Og fra huse vajer flag på flag

Slagter Clausen og hans kone har,

Været gift i femogtyve år.

Da forældrene drog til Jylland tog børnene naturligvis med, ligeledes da de tog til Sølsted igen, men Misse blev dernede for hun havde tabt sit hjerte til en hedebonde og den 25-8-1925 holdt hun bryllup med Levi Kristensen som havde bygget en lille gård på 20 tdr. hede som var arvet fra hjemmet i Dyrby, de er nærmest tilsluttet Lutherskmissionen, de er rare folk, men kører økonomisk lidt hårdt. Der er syv børn Verner, Inger, Ruth, Ninna, Anne, Ove og Vagn.

Vi har haft mange dejlige udflugter til Henne og omegn både i bil og med tog, håber næste år at komme til sølvbryllup dernede. Tomine er ugift og har haft forskellige pladser mest i omegnen af Sølsted, har også haft plads hos os og Jes Fabricius – har en lille Dagmar! Oskar er født 5-12-1909 og har hjemmet, han kom næsten ikke ud at tjene, da han ikke kunne undværes derhjemme især efter at far var død i 33. I 1941 blev han gift med (?) Lytzen fra Skads de har en lille Erna. Johanne er født den 2-8-1913 og hun blev i 1937 gift med Hans Sørensen fra Hedegård. De har 3 piger Aase Edith og Ella. Clara er født den 13-8-1918 hun har også haft forskellige pladser, i 1937 blev hun gift med Edlef Sørensen de har 5 børn. Som den sidste i flokken er Marry født den 21-3-1922, hun blev i en ret ung alder kendt med Hans Christensen fra Skads de blev gift sammen med Minna og Oskar i 1941.

Svigerfar havde kun en søster som blev født den 6-4-1872 i Øster Højst, hun var gift med Sønnik Petersen de havde en landejendom, der var ingen børn i ægteskabet, hvorfor de i 1919 solgte ejendommen og flyttede til Jels for at leve af renterne, - men de købte dog en lille landejendom i Nørby . Da onkel døde i 1922 måtte tante Maren i 1923 tage ud at tjene hos Jes Fabricius i Korup, her fik hun en god og varig plads. De forstod hinanden rigtig godt de to gamle, hun kom tit ud til os og vi var altid glade når Tante Maren kom.

Hun begyndte at skrante og flyttede til Bredebro kom så til Bedsted hvor hun boede tre forskellige steder inden hun i 1943 døde i Missionshuset. Vi fik en god arv efter hende. Ingelines mor var datter af Søren Kristian og Inge Nielsen i Fidde ved Henne. Gudsfrygt og arbejde prægede hjemmet og gården gik i arv til den ældste søn Niels Hansen som senere blev gift med Oline. De kom efterhånden i gode kår med en flot korthornsbesætning, solgte imidlertid gården og flyttede til Outrup. Her døde onkel Niels, der er 4 børn : Kristiane, Dinne, Niels og Gunnar. De er alle gift.

Tante Karen døde ugift, men hun var i en hel del år husbestyrerinde i Varde, i de senere år havde hun selv lejlighed, det var ellers meningen at hun og tante Line ville flytte sammen, men så kom døden så brat . Hun var en troende kvinde og har flere gange besøgt os, Ingeline arvede en hel del efter hende, både penge og tøj. Den yngste i flokken er Hans Christian han var gift med tante Bertha, hun var næsten hele tiden svagelig, deres ældste søn har overtaget den lille landejendom.

Min bedstefar Ludvig Hansen er født i Korup den 16-6-1804. på den gård som nu ejes af Christian Møller, ved sit første giftermål med en datter fra Peter Gads gård i Hejsel overtog han hjemmet, solgte det senere til Peter Brodersen fra Mårbæk, købte så af H.P. Jørgensen 26 tdr. land, toften, majlykken og mosen og byggede sig der et hjem. Der var to børn: Hans Nissen gift med Caroline Fabricius de boede hele tiden i Rugbjerg, de havde ingen børn, en plejesøn – Chr. Nissen Hansen arvede ejendommen efter dem, den er dog nu på fremmede hænder, datteren blev gift med P.H. Degn Hellevad-Kirkekro, der var også landbrug og købmandshandel til,- for resten den eneste i Hellevad dengang.

De afstod senere kroen til svigersønnen Chr. Hansen og flyttede købmandsforretningen op til amtsvejen, der hvor nu Andreas Terp nu bor. En anden svigersøn var Jørn Hansen fra Hinderup, de købte da de i 1815 blev gift en gård i Svejlund . Min Far var eneste søn, en anden søn Christian – efter hvem jeg fik navn, døde som lille. Far blev født her i Korup den 3-2-1851. Da krigen i 1870 brød ud opterede (?) han for Danmark, og rejste til Jylland så længe krigen varede.

Ved fredsslutningen i 1864, blev det besluttet at befolkningen i de første 6 år frit kunne vælge om de ville ha Dansk eller Tysk statsborgerrettigheder, da krigen så kom i 1870 valgte næsten alle militærpligtige unge at optere for Danmark og så slippe for krigen. 5 Min far fik en mindre god plads i Jylland, så han var nær løben derfra, da krigen var slut rejste han hjem igen. Far blev den 16-12-1874 gift med Margrete Skov fra Birkelev, de fik en søn Ludvig 23-11-75.

Fars første kone var ret svagelig og døde allerede i 1876 af tuberkulose. Bedstefar og Bedstemor som boede i det lille, til dem opførte, hus flyttede så ind på gården igen til Far. Aftægtshuset blev lejet ud til Marie Sørensen som boede der med sin lille pige da hendes mand Søren J. Sørensen var soldat. Huset var lille og der var lavt til loftet, Marie Sørensen fik tit besøg af en ung pige fra Ravsted, som havde stået fadder af hendes lille pige, - denne unge pige blev Fars anden kone og vores Mor. Men tilbage til minderne som jeg har om ”oldemor og oldefar” som vi kaldte dem. Bedstefar var vistnok ikke af de dygtigste landmænd, og i sine yngre dage drak han vel også en del, men slet ikke i de senere år, ville gerne ”parere” (vædde). Bedstefar røg meget, næsten hele dagen.

Den 2. februar skulle halvdelen af foderet helst være tilbage og kunne et tot hø blæse af møddingen den dag, blev der ingen fodermangel, så det skulle bedstefar altid prøve, kunne høet ikke selv flyve, hjalp han gerne til. Den dag han døde lå han i sengen klokken 2 om eftermiddagen, jeg var derovre for at se til ham, han spurgte så, hvad klokken var, ja den er 2 svarede vi, - så har jeg kun tre timer at leve i, - klokken 5 præcis døde han, det var den 21-4-1886.

Min halvbroder Ludvig flyttede så over til Bedstemor om natten, fra 1. maj sov jeg også derovre om natten, mine søstre var tit misundelige over at jeg altid skulle sove der, fik jo næsten altid lidt ekstra derovre, for det meste en snaps mjød og en jødekage. Bedstemor fortalte tit om hendes triste barndom: Hun kom ud at tjene med syv år (vogte gæs) gik så lidt i skole et par vintre og fik lært at læse, - at skrive fik hun ikke lært, hun kunne heller ikke læse noget som var skrevet i hånden, - så når hun fik breve fra familien skulle vi altid læse dem for hende.

De sidste år syede hun en del for fremmede – især herrebukser, hun havde svært ved at træde nålen, så hjalp jeg hende med at træde en del nåle om aftenen – så havde hun nogle i ”forskud”. Hun gik tit på besøg om dagen f.eks. til: Hellevad, Stormsgård, Hynding, Hejsel og Korup, hun fik lungebetændelse og døde den 20-3-1950. Bedstemor havde en søter i Henne og en i Genner som var gift med smed Ahrnsbergs far.

Bedstefars søster var Mor til H. P: Jørgensen i Korup han havde to døtre: Meta blev gift med Julius Møller og Amalie med Peter Nissen Petersen. Mor blev født den 27-10-1856 i Agerskov, huset ligger sydvest for byen ved hovedvejen til Bedsted og kaldes ”Pipop” (?) jeg har været der og beset de steder hvor hun havde leget som lille og trådt sine barnesko, hendes far hed Asmus Jensen, hendes Mor Marie, først døde hendes far, - moderen blev gift igen med Rasmus Jessen så døde hun og han giftede sig igen,- da var Mor 9 år - så døde han og hun giftede sig med en Vestergård, så døde hun og han giftede sig med en jordemoder i Agerskov.

Efter konfirmationen kom mor til Bovlund at tjene, først hos Hans From så hos Henrik Hansen, der var to tjenestepiger hvert sted. Klokken 9 var de færdige med malkningen og syslen og så sad de så i stuen og kartede og spandt til klokken 12. Fruen passede selv skorstenen (komfuret),- syslede så til kl. 1 og lavede så igen håndarbejde til klokken 5, - så ud at malke til klokken halv syv, bagefter skulle de sy. Spinde og lignende til klokken 9, kun lørdag og søndag havde pigerne fri til håndarbejde til sig selv.

Mor kom i 1874 til Calle Cornelsen Ravsted Nørregård, først som pige og da konen døde blev hun husbestyrerinde. Det var et tysk hjem, der blev kun talt tysk med børnene (tre drenge) og den eneste danske bog i huset var en bibel og en salmebog, Mor havde slet ikke lært tysk i skolen, men lærte en del af børnene, så hun kunne senere klare sig på tysk, - dog ikke skrive, vi lo tit af hendes ”der, die og das!” Mor havde en rigtig broder Peter Ludvig, han blev i 1840 gift Annemarie Nielsen fra Kolding,. Først forpagtede de Klovtoft Mølle,- senere Spanien og endelig en lille landejendom i Lille Hellevad, den vestligste, - så der var springvand fra midt på bjerget både sommer og vinter.

I 1870 solgte de landejendommen og flyttede til Flensborg, hvor onkel arbejdede på skibsværftet til en timeløn af 27 øre, - sidst i halvfemserne strejkede de i seks uger og opnåede et par øre mere så timelønnen blev 31 øre i flere år. Tante var lidt flov over at onkel også havde en 3–4 timer lang natvægtertjeneste ved siden af, det var hårdt for en ældre mand, han døde i juli 1928 og blev begravet dagen før den morgen englænderne bombede flyvehallen i Abild. Tante har vi ikke hørt fra siden 1924 (?), der var 5 børn: Margrethe Marie Asmus Christine og Andrea. Marie og Asmus var her til afstemningen i 1920, Andrea var her også en gang senere med tante, fik et brev fra dem engang først i tyverne, - har så ikke hørt fra dem siden. To halvsøstre til Mor døde af tuberkulose som unge, Anne var sypige og døde i vort hjem 1886, og Kjesten var en kort tid gift med Tante Annemaries broder Niels i Knivsig, hun døde omtrent samtidig med tante Anne, der var ingen børn.

I 1882 rejste mors halvbroder Asmus Jepsen til Denver Colorado i Amerika, han har ikke været hjemme siden, så længe mor levede skrev han flittig og havde det godt, fik 3 børn: Peter, Georg og Else, Tante var fra Vilstrup ved Haderslev, de må nu være døde af alderdom, vi hørte sidst fra onkel i tyverne. I 1886 rejste Mors yngste bror Jeppe til Amerika, ham gik det ikke så godt og han har været død i mange år. Af andre i Mors familie skal også nævnes: Tante Sofie i Sottrup, - en rar troende kvinde, - men døv! Hun havde tre sønner: Ludvig, Hans og Christian Petersen, vi har haft mange gode timer sammen med dem. Ludvig døde for en menneskealder siden. Morbror Hans og moster Stinne havde i mange år fattiggården i Knivsig i forpagtning, deres søn Peter kom vi meget sammen med, levede efter giftermålet først i Knivsig så i Mårbæk og Ravsted, flyttede til Abild og overtog konens (Ingelines) hjem.

Senere fik de Kirkekroen i Abild. Moster Dorthea blev først gift med en Høgh, og fik sønnen Peter Høgh som boede i Flensborg i mange år, han besøgte os af og til, men døde i Kliplev i 1940, hans onkel var præst i Varnæs. Familien Høgh stammer ellers fra Vester Højst.

Den 8. Maj 1879 Blev Far og Mor gift og Bedstemor og Bedstefar flyttede igen over i aftægtshuset. Dagen efter brylluppet var Far ude at købe halm, det har været et sent forår,- og blev en usædvanlig våd sommer. I August var halvdelen af høet ikke bjerget endnu, en søndag aften den 3. august brød et uvejr løs med regn og torden, - dem som oplevede det havde aldrig oplevet noget lignende før. Blandt andet brændte to store gårde i Havsted (de sydligste).

Folk kom slet ikke i seng den nat, endnu da vi malkede næste morgen blev en ko dræbt af lynet i Hejsel, der blev ødelagt masser af hø, - alle enge var blanke af vand, - ja jeg har jo ikke oplevet det men har hørt mange af de gamle fortælle om det. I det hele taget brændte det meget det efterår (ved selvantændelse) F.eks. to gårde i Hornse. Den 18-3-1880 fødtes så deres ældste søn, som ved dåben fik navnet Christian – (efter fars afdøde bror). Den 8-1-1882 fødtes så min ældste søster Margrethe opnævnt efter fars første kone. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene hos: Chr. Møller, Heine Jørgensen, Lærer Schmidt, Peter Hvisk, J. Mahler og var flere år hjemme inden hun kom til J. Tingleff i Lund. I efteråret 1882 blev Far syg og kom på diakonissestiftelsen i Flensborg, hvor han blev opereret og han kom tilsyneladende rask hjem, skulle dog skåne sig og blev aldrig helt stærk igen.

Søster Marie blev født den 12-10-1883, hun er opnævnt efter mors mor, hun var lidt svagelig som barn. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene hos J.M. Jensen i Klovtoft og blev efter en forlænget forlovelsestid i 1910 gift med Peter Andresen fra Bolderslev, boede først i Bovlund, Svinholm og Hellevad, hvor vor kære svoger døde i 1947. I 1885 blev der født vor Mor og Far en lille pige, jeg kan huske at vi ikke var glade for at mor skulle ligge i sengen juleaften, så var det oldemors tur til at blive opnævnt og hun fik navnet Anne.

I september 1886 blev hun syg af hjernebetændelse og døde 29-9-1886 – jeg kan huske at jeg skulle hente Far ovre i (?) kunne ikke se ham og græd mine modige tårer. Den 21-8-1887 fødtes så en lille afløser både til navn og det hele. Anne var som barn den mest dybttænkende af os alle, hun kom ikke så tidligt ud at tjene, kom først til lærer Iversen i Fogderup, - blev i 1912 gift med Chr. Jensen fra Ellum og de købte en lille landejendom i Mjøls, som de trods tiltagende svaghed stadig driver, Anne har i flere år fået invaliderente. Den 15-7-1891 fødtes min yngste søster Louise, hun har ikke kendt Far, han døde da hun var 7 uger gammel.

Efter konfirmationen i 1905 kom hun til P. Jørgensen i Sottrup den 24-11-1921 holdt hun bryllup med P. Rudolph, de boede først i Rugbjerg, byggede i 1924 i Hovslund og har en meget god forretning. Far blev aldrig rigtig rask efter at han af Doktor Duus i 1882 blev indlagt i Flensborg og Opereret for kræft, - fik det først meget bedre, - men han blev aldrig rigtig rask, og han kunne ikke udføre svært arbejde, derfor begyndte han i 1889 at handle med: Grise, lam, gæslinger,ost, humle og klipfisk. Han købte to ponyer, og jeg har tit været med ham i Tønder, Aabenraa og Løgumkloster. Tit var jeg også med ham i landsbyerne fra dør til dør – eller efter grise, men det varede kun så kort - - to år så brød sygdommen ud igen, jeg kan huske at han den 20 juni havde vognen ladt og ville til Bylderup, følte sig utilpas og gik i seng og så kom han ikke op mere.

Jeg var kun 11 år da far døde, men jeg kan huske enkelte træk: I efteråret 1883 var Far til undersøgelse i Flensborg og Mor skulle hente ham i Tinglev og jeg fik lov til at komme med, bedede først i Kobro hos Mors kusine, så hos P. Hrick i Terkelsbøl. Jeg kan lige så tydelig huske, da vi kom ud på perronen og toget kom blev jeg så bange at jeg næsten var chokeret.

Far var meget musikalsk, det var en stor skuffelse at jeg ikke kunne synge, jeg kan huske at han sad og lærte Margrete Danske melodier, - endnu inden hun kunne tale rent. Far var stærk nationalt interesseret, men da han i 1870 havde ”opteret til Jylland” (?) kunne han ikke deltage offentlig i det nationale offentlige liv han kunne ikke engang stemme, - hverken til kommune eller stat, - dette var i længden uudholdeligt, hvorfor han i 1889 havde papirerne klar til at ansøge om tysk statsborgerskab, - men så kom døden. (vi fik det i ”lave” i 1894)

I juletræet havde vi små Dannebrogsflag, når så juletræet anden eller tredje juledag blev flyttet ind i piselen, som havde et vindue uden gardiner ud mod vejen, blev flagene pillet ned, dersom en tysker så et Dannebrogsflag fra offentlig vej var det nok til at den skyldige blev hårdt straffet.

I hjemmet blev der spillet en hel del kort, og spillerne fik 2 grogger! Ikke mere, jeg har aldrig set far beruset, - ikke engang i opløftet stemning, - tror dog nok at han en enkelt gang kom lidt sent hjem. Skønt han var lidt hidsig har jeg dog aldrig fået klø, - ikke en ørefigen, kun kan jeg huske at Marie og jeg var oppe ved hans seng i august 95 og fik en formaning for et eller andet. Da far blev syg i juni 1891 havde vi lægen fra Løgumkloster, han kom en gang om ugen og så kørte jeg med ham til Kloster efter medicin og gik så hjem.

En gang om ugen gik jeg både ud og hjem det gik let blot man kunne gå barfodet. Jeg blev engang bidt af en hund på hjemvejen, var senere altid bange for at gå dér forbi og gik helst en bue udenom.(det var der, hvor Anton Lund bor). Far havde mange smerter og fik morfin, han fantaserede når han havde smerter, det blev i det hele taget en svær sommer også for Mor, for midt i det hele blev Louise født. Hun havde en hvid tot midt i det sorte hår. Doktor Hvidt sagde at det var Mors sorg, som gjorde, at barnet havde fået de hvide hår – som mor ellers selv ville have fået - (hun fik aldrig et hvidt hår!).

Midt i august fik Marie difteri det var en meget farlig sygdom dengang, - hvor man ikke havde serum, vi andre børn blev isoleret ovre i aftægtshuset og levede der et frit og ubekymret vildmandsliv. Børns sorger varer kun kort. Simon Lund og Christian Møller kom hver morgen og badede Far, han døde den 31-8 om morgenen og blev begravet den 5-9-1891, da Marie havde difteri – blev det ingen stor begravelse.

Mor sad så enke med 5 ukonfirmerede børn, der var ikke noget der hed understøttelse dengang, vi solgte hesten og noget ungkvæg og beholdt kun tre køer og lejede en del land ud, - men til små priser. Det kneb for mor at komme igennem, men det mærkede vi børn ikke så meget til, - ja der gik såmænd flere år uden at vi slagtede, skønt vi manglede penge til renterne havde vi det ellers meget godt sammen. Jeg kan ikke huske at jeg har fået lussinger, men engang fik jeg rigtig skænd. Om sommeren var vi en del ude at tjene, jeg var en sommerferie (10 uger) hos Ingeborg og P. Nissen. En sommer afløste jeg Margrethe hos Andreas Carstensen i Hejsel, hvor jeg fik 2-3 Mark om ugen.

Jes Peter forettede al ”spandtjeneste”: 1 Mark pr. ”skjeppe” land for pløjning og harvning. Kørsel med to heste gav 6 Mark daglig. Vi havde en af de bedste kvier i byen, den solgte mor, for at få noget betalt, det synes jeg var forkert den gang, (jeg var vel 15 år). Efter konfirmationen i 1895 kom jeg ud at tjene i tre og et halvt år, kom så hjem igen 1-11-1898. Vi havde det godt sammen, jeg kan ikke huske at vi har haft en eneste uoverensstemmelse.

Christian Hansens gård efter udflytningen i 1910

I 1910 brændte vort gamle hjem, mor og jeg kom stærkt forbrændte på sygehuset i Løgumkloster, - men vi stod det igennem og kom hjem og fik et nyt hjem opbygget, som vi senere også blev glade for. Vi havde altid en af mine søstre hjemme, mor blev aldrig helt rask efter branden (især den ene fod). Den 12-11-1915 afløste Ingeline hende, ja de hjalp hinanden, mor var i mange ting den rådende.

I sommeren 1920 blev mor syg og kom på Aabenraa sygehus i november, hun blev opereret og kom hjem igen til jul, men i januar tog sygdommen fat igen (kræft), mor havde mange smerter og døde så i troen på sin frelser den 31-3-21.

Tak Mor for hvad du var for os !

Efter at have passeret de 33 år mente jeg at være immun over for piger og forelskelser, men det gik anderledes, en lille pige hos Peter Tofts tændte gnisten jeg vil her ikke skrive derom, kun så meget: ”Kan du huske lille mor den formiddag nede på marken syd for Peter Tofts da vi bøjede vores knæ og bad Jesus stadfæste den pagt vi nu havde sluttet med hinanden, og gav så hinanden det første kys?” Den 8-4-14 blev vi ringforlovet, kørte med hest og vogn til Rødekro, - så med toget til Aabenraa (jeg var den dag ved barberen for første gang) og så hjem igen for at fejre.

Vi havde en del af familien med den dag, men dagen efter Skærtorsdag, havde vi stort ungdomsmøde med P. Paulsen og H.P .Lorenzens søn som talere. Første og anden påskedag var vi så i Sølsted (jeg for første gang), men i Maj fik Ingeline en ny cykel og så gik turen af og til hjem.

Vi cyklede for det meste over Bredebro, vejen over Tyvse var næsten ufremkommelig, vi var der den 1-8-1914 da krigen brød ud, var jeg glad for at jeg kunne blive hjemme. Den 1-11-14 Kom Ingeline til Christine Sørensen i Sølsted for at lære syning, - det fik hun meget brug for senere. Fik så sit lingeri til bruds, hun var hos os i julen, i påsken hentede jeg hende, vi cyklede til Lund og Sottrup og hjem til Korup.

Den 1-5 kom hun til Marie Winther i Sdr. Vollum, jeg besøgte hende nogle gang der og tog med hende til Sølsted. Den sidste søndag i oktober besluttede vi så at holde bryllup først i november, - vi blev viet den 12-11-1915 i Ravsted Kirke. Mørke skyer lagde sig truende over festdagen, den 24-9 var jeg til session og blev der taget til infanteriet og kunne vente indkaldelse når som helst. Den 8-12 kom så et telegram om at jeg skulle møde i Flensborg. Så slog afskedens time, det var kun kort tid vi fik lov til at være sammen, og det var svært at tage afsked. Husker endnu tydeligt da jeg standsede hos dyrlægens i Klovtoft og så tilbage efter det kære barndomshjem og de to kære mennesker, som nu var bleven ladt så ensomme tilbage. Men jeg var dog glad for at jeg ikke kom længere væk end Husum så jeg da foreløbig kunne få orlov hjem imellem, jeg var første gang hjemme til nytår.

Soldatertiden skriver jeg mere om senere. Vi havde 1-5-15 fået en russer som jo nok kunne forrette det grovere arbejde og Ingeline fik så til 1-4-16 Markus Christiansen som bestyrer, så arbejdet kunne blive passet. Svigerfar kom af og til Korup for at ordne et og andet. Den 5-7-1916 blev jeg imidlertid ”entlassen und für Marie Andresen in Lindholm zurückgestellt”. Gensynet var glædeligt og jeg var nu skiftevis hjemme og i Lindholm og fik passet begge steder. Jeg var 16. oktober til Session i Aabenraa, rationeringen blev strengere og strengere og man skulle ha lov til at købe cykeldæk og jeg havde lov til at cykle fra Korup til Lindholm og ikke andet! Ingeline derimod fik lov til landbrugets i interesse at cykle verden rundt, traf hun f.eks. gendarm Greipel i Sølsted var hun ude at ”leje folk”! – tyskerne blev snydt for et godt ord. Som krigen gik videre kom så at sige alle mænd mellem 18–45 år under fanen, det var næsten ingen som slap for at blive indkaldt, - men en del kom hjem igen. Den 17-4-16 cyklede jeg til Lindholm for at så runkler (?), jorden var ikke optøet efter den strenge vinter, men vi såede alligevel.

Jeg havde ordre til at komme hjem om natten og måtte så langs efter Jane klokken 11 om natten og næste dags middag blev vor førstefødte så født. Jeg var ikke så lidt stolt over at det blev en dreng, ja Ingeline var også lykkelig da det var overstået. Mor forkælede ham især var hun rigtig godt tilfreds med at vi kaldte ham: Peter Johannsen. Både Hans og Johannes Clausen blev indkaldt og svogrene Jørgen, Peter, Hans og Christian Jensen (sidstnævnte dog kun kort tid). Rationeringen af fødevarer og andet blev skærpet jo længere krigen varede, men overskridelserne blev også flere og flere. Brød og sukkerkort var det første som kom brødrationeringen dog kun for ikke selvforsørgere. Men her i sognet blev det dog i et års tid indført for alle. Vi kørte så i smug til mølle og bagte selv i smug, af sukker fik vi 600 gram hver fjerde uge, - så der ku vi ikke snyde. Vi prøvede at lave sirup af sukkerroer, men det duede ikke rigtigt, det var for besk. Kartoflerne blev også beslaglagt, men vi bjergede dog så mange, som vi havde behov for.

Kornet måtte ikke fodres op, kun hestene fik vi lov til at gi lidt havre, svinene måtte aldeles ikke få korn. Slagte måtte vi kun efter tilladelse vi opfedede gerne to gange to svin, når de så i november vejede godt 200 pund søgte vi om lov til at slagte et på 150 pund. Vi havde ved optællingen selvfølgelig kun opgivet at vi havde ét og dét blev så slagtet under behørigt opsyn af ”fleischbeschaueren” (de andre uden opsyn), men vi skulle altid passe på at vi ikke sendte kødet til rygning samme sted. Hø og halm skulle også afleveres dvs. 5-10%, det blev selvfølgelig det ringeste vi havde, men det gav også kun en lille pris. Af og til kom der besked til kommunerne at der skulle afleveres slagtekvæg, der kom så tre mænd rundt for at ”klippe” (?) - det gik på bedste beskub, det gav en meget lille pris, men vi afleverede også tit nogle være skabninger, ”nu skal Hindenburg igen ha nogle knogler” sagde man.

Landbruget havde ellers en hel god tid det gav penge i kassen, men både land og bygninger blev slemt forsømte, - lige et par enkelte tal: 12 grise a 2,5 Mark, en so 300 pund 130 Mark, en hoppe 3 år 2000 Mark, et halvandet års plag 800 Mark og 1200 pund hø 46 Mark. Vi kunne dog ikke købe noget for pengene, men gælden blev betalt og resten sat i banken – og mistede så værdi. Vi havde ved genforeningen 1.000 Mark stående i Løgumkloster bank, da vi fik dem i 1923 var de ikke engang portoen værd.

Havde vi under krigen ikke haft krigsfangerne var arbejdet slet ikke blevet gjort, Russerne var dygtige og godmodige de fik 30 penning i dagløn – vi havde Mikkel en underofficer han fik 60 penning, han havde selv en gård i Ukraine, han var dygtig men selvglad, han så ned på os som nogle dumme bønder der brugte kunstgødning, - nej hos dem kunne det gro uden. Og så de roer, - de var ham i vejen. 18. maj efter at krigen med Rusland deserterede han sammen med nogle andre til Danmark, de kom over grænsen om natten, et par dage efter havde vi brev fra ham, - han skrev et par gange (på fejlfrit tysk).

Sidste gang han skrev mente han at komme hjem til Rusland i 1920, men vi har ikke hørt siden, selv om han lovede at skrive flittigt (i det hele taget er der ingen her, som har hørt fra deres russiske krigsfanger). I august 1919 fik vi så en italiener, en dejlig ung fyr som var vant til at arbejde ved landbrug, men han var helt forsulten og kunne ikke forstå at han nu kunne spise sig mæt, det eneste han savnede var vinen. Hans var hos os juleaften og sang sine julesange, han var glad, for han vidste at fangenskabet snart var slut, vi havde brev fra ham et par gange. Han fortalte at da han blev taget til fange i foråret 1918 gravede han reserveskyttegrave ved fronten.

Fjendens artilleri kunne dog nå dem, så der faldt en del, de fik en Mark daglig, for den kunne de købe 3 kartofler. Jeg hentede så en russer i fangelejren syd for Flensborg, - det tog tre dage, der gik kun et tog syd på hver aften og nord på klokken 6 om morgenen, - så man måtte blive en dag over. Der var hverken lys eller varme i togene, tit heller ingen glas i vinduerne så det var en kold tur i 16 graders frost, som vi havde den dag. Joseph blev her ikke så længe for da fangerne blev frigiven ville han som de allerfleste hjem til Rusland. Ivan og Jacob blev, og Jacob blev gift og bor i Lund, hvor han har en større gård.

En anden blev gift med en enke fra Bylderup og driver en ret 12 stor handel skønt han hverken kan læse eller skrive. En masse døde i fangelejrene og de blev begravet på krigskirkegården i Kloster, der døde også en masse tyske straffefanger, men de blev begravet på kirkegården med en enkelt lille plade på hver grav med en kort indskrift. Der var sådan en tysk straffefangelejr i Vollerup, hvor de stakkels fanger blev hundset rundt – de fleste blev straffet for forsøg på faneflugt. Lunds have nogle af disse karle sammen med 2 vagtmænd til at tage kartofler op. Dissen fanger blev som regel sendt ud på landet til kvinder og havde det med få undtagelser godt – især russerne og franskmændene, med englænderne var det noget andet – de fik så mange pakker hjemmefra, så man kunne ikke få dem til at skynde sig og bestille noget (vi havde en englænder engang).

Da krigen brød ud i 1914 var kun tyskerne rede til krig, de havde forberedt sig i mange år. Efter at have garanteret Belgien dets uafhængighed, gik tyskerne alligevel igennem - det største traktatbrud der nogensinde er set i Europa (men nu (?) )Efter en måneds forløb stod tyskerne ved den engelske kanal og tæt ved Paris. Men så kom tilbageslaget franskmændene tog deres tropper bort fra den italienske grænse og slog tyskerne tilbage ved Marne, så nu var der ingen overhængende fare for Paris. Tropperne gravede sig så ned under jorden og lå så samme sted i op til tre og et halvt år, men der var store tab på begge sider især ved Verdun.

I øst havde Hindenburg held med sig og drev Russerne ud af østpreusen og langt ind i Rusland. I 1917 sluttede russerne fred, når så tyskerne tog sine elitetropper væk fra Østfronten og sendte dem til Vestfronten ville de snart slå fjenden. Men det var for sent Amerikanerne havde mange mænd og meget krigsmateriel, så da tyskerne havde startet den store offensiv den 23-3-18 havde de ikke rigtigt medgang.

Tanks, flyvere og kanoner havde Amerikanerne i overflod – og tyskerne havde kun gammelt materiel . I krigen 14 – 18 blev der brugt en masse gas, det er et frygteligt mordvåben. Så sent som i august 18 var der mange, som mente at tyskerne kunne holde en vinter mere. Men den tyske soldat var færdig og det tyske folk forlangte krigen sluttet, hvilket skete i oktober – november, hvor de var blevet dreven langt tilbage, der blev dannet en tysk regering, hvis hovedformål var at slutte fred. Vores russer Vilhelm deserterede til Holland den 9-11. og den 11-11. blev der sluttet våbenstilstand, og så gik det tilbage mod hjemmet, - også for Sønderjyderne og for os endda med det store fremtidshåb om en genforening med Danmark.

Krigen kostede Sønderjylland 6000 unge mænd som blev derude, mange kom hjem som mere eller mindre krigsinvalider, det hele var forandret der var blevet drevet rovdrift hele krigen på både land, bygninger og besætninger - kort sagt alt var ved at gå i hundene, pengene var ikke så knappe hos landmændene, men tjenestemanden og arbejderen havde det knapt.

Her fra byen faldt følgende: Christian Lund, Hans Skov, Hans B. Petersen, Detlev Petersen, Jens P. Petersen, Detlef Sievertsen, Hans Nørgaard, Peter Sievertsen og Amanddus Fransen. Andreas Grevsen og H. Fabricius mistede hver et ben. Foruden Andreas Grevsen fra engelsk kom Andreas Møller hjem fra Fransk og A. Lund og Martin Hansen fra Russisk Fangenskab. Danmark beredte de hjemvendte fanger en storslået modtagelse i København, Odense, Aarhus, Aalborg og Sønderborg.

Midt under glæden over krigens endeligt blev Marie født, det var en knap tid, vi fik hverken tærte eller kage, - ja det var den allerværste tid med tøj og sul, lidt senere kom landbruget rigtig i gang og der blev opsparet lidt imellem. Marie fik navn efter Ingelines mor, - så nu havde vi både karl og pige.

Den 26-8-20 en søndag kom så Jacob og Dannebrog gik til tops i haven (ved Mie`s fødsel havde vi flag i stuen). Jacob fik navn efter svigerfar, og han var det første barn, man kunne kuske, som var blevet døbt i Ravsted kirke, det var højtideligt, og der blev spist kan I tro. Så kom Hans, en tidlig morgen klokken fem måtte jeg til Ravsted med hest og vogn det var midt i ”tørvetiden” så det gav en ekstra fridag. Hans fik navn efter sin oldefar, - Hans havde engelsk syge, og kom sent til at gå, han havde også mange uheld, til dels på grund af hans dårlige syn.

To år efter kom så storken igen med en lille pige, som fik navnet Margrete efter min mor, hun blev syg da hun var knap seks år og efter 10 måneders tungt sygeleje døde hun af tuberkulose i 1931. Det var kun kort tid vi fik lov til at beholde hende, men mange uforglemmelige minder har vi fra de år hun var hos os. Hvor kunne hun synge, ja endnu kort før hun døde sang hun: Ingen er så tryk i fare ! kan du huske det lille Helga, - du hjalp hende tit.

En kold vinterdag i 1926 blev Helga født, navnet tog vi fordi vi syntes hun og Margrete legede så meget sammen, de havde også kighoste samtidig (det var slemt) Helga var sådan en lille fed en (det har fortaget sig.) Midt i den travle høst 1927 kom Svend, han var meget sygelig som lille, kom også på sygehus et par gange, men det lader til at han har vokset sig fra det. Ja så mente vi at vi var færdige, men det blev galt igen og der kommer en efternøler. Tage blev han kaldt efter mange overvejelser – helt rart at have en dreng med sig på aftægt, men nu er det snart forbi.

Jeg vil nu fortælle lidt om de gamle i Korup og begynder i vest:

For hundred år siden lå alle ejendomme i en klat i byen og næsten alle på sydsiden af gaden, uden for byen var kun 3 ejendomme: Mads`s, P. Toft`s og Chressen Nielsen`s som nu er brændt. Mads overtog ejendommen ved sit giftermål med enke Anne Hansen. Først var hun gift med Jacob Hansen 1899-1905. Der var en datter i ægteskabet og der kom tre børn i det andet. Jacob `s far hed Peter, men blev kaldt Peter Jacob.

Ejendommen kaldtes i gamle dage ”Polifrit” og den er udstykket fra Andreas Carstensen`s i Hejsel. Martin Michelsen købte senere ejendommen af sin svoger M. Meyenborg, som flyttede til Bedsted. Meyenborg havde købt ejendommen i 1931 af Peter Petersen, som vi nu er velsignet med som nabo. P.P. arvede ejendommen efter sin onkel Hans Peter som faldt i krigen. Hans Far igen hed også P.P. men blev kaldt Peter Krarup. Han var en gammel ”tvæ`e karl”,- som var gift tre gange : først med Bodil, med hvem han fik Jes og Marie. Så giftede han sig med Cathrine, de fik Bodil og Hans, og da han var 66 år giftede han sig med Marthie på 34 år, de fik en lille dreng som døde.

Peter Krarup kørte i mange år mælk til Ravsted Mejeri, han kørte meget forsigtig med sin alt for tykke hest (tænk al mælken fra Korup ku være på en vogn). Der var dog to dage, hvert år, hvor der var mere fart på, og det var Kong Christians og hans egen fødselsdag – de to dage fejrede han. Hans Ejendom er bygget i 1871 - på jord fra Grevsens. Andr. Christensen`s gård er bygget 1927, Jorden er fra Jes Christensen`s gård midt under opførelsen af gården kom der et uvejr med en skypumpe, som gjorde meget stor skade på bygningerne, flere folk, især Jes Christensen kom slemt til skade.

Viggo Beckmann`s ejendom er opført i 1935. Jorden havde tilhørt Lunds gård, Viggo var en dygtig mand især i høsten. Jes Christensens gård er bygget første gang i 1866 af hans Bedstefar Lorens, de havde kun en hest og 4 køer, han havde fast plads i Hejsel og passede det derhjemme om aftenen og Søndagen, han købte senere mere jord og kunne så blive derhjemme.

De arbejdede ligefuldt ”hellig som søgn”, den søndag i foråret og efteråret, hvor de havde været til alters gravede de i haven, - da det ikke kunne gå an at gå i marken den dag. Et år glemte de fuldstændig juleaften. Julemorgen hentede de kål ind, fordi de mente at det var juleaften. Den gamle Lorens indebrændte da gården søndag den 23-4-1899 brændte. Han havde været Dansk dragon og var med i krigen 1848, - og han har tit fortalt historier derfra. Sønnen Jes Peter overtog gården i 1886 da han blev gift med sin kusine Anne Rask fra Smedager, en tjenestefuld nabo og det fortsættes i fuldt mål. Sønnen Jes overtog gården i 1928, han blev i 1930 gift med Hedvig Nielsen fra Sjælland jorden er tilkøbt fra forskellige gårde i byen, stamparcellen fra Klaus Nørgaards .

Christian Hansens gård: Min bedstefar byggede gården i 1853. Jorden købte han hos H. P. Jørgensen (Damgaard) . Der er dog senere købt en hel del til af både min far og mig. Min far overtog den i 1874, - og efter hans død 1891 var det Mor. Jeg købte den af Mor og mine søskende i 1906. Men den 8-6-1910 nedbrændte det kære hjem som følge af gnister fra mergelbanen, der gik forbi lige ude på vejen – syd om haven . Mor og Jeg kom slemt forbrændte på sygehuset i Kloster. Kom dog hjem i juli og begyndte at bygge på ny. Jeg fik 6000 Mark af brandkassen og byggede for 12000 Mark .

Af indboforsikringen fik vi 2500 Mark, for vogne foder og avlsredskaber 600 Mark, - så jeg fik min første og eneste veksel, - Herren hjalp underfuld, - så jeg fik lånt de sidste 2000 af Anne Møller. Peter fik gården i forpagtning 1944, da vi flyttede med Tage op i Grevsens aftægtshus. Boede 2 år i villa (æ sypigers). Peter Toft købte gården i 1907 af Peter Møller, der havde arvet den efter sin far Jes Møller der i 1869 købte den af en Jensen, som igen havde købt den i 1863. Peter Møller drev gården med hjælp fra sine fire ugifte søstre, Gården kaldes for Aa-agre, hvilket et brev til mig fra omtalte Jensen`s søn – lærer Hans Jensen i Rendsborg bekræfter.

Peter Toft giftede sig i 1906 med Kjesten Lindrum som døde i 1918. Blev gift anden gang 16-5-1923 med Julie. 200 meter sydvest for P. Tofts lå der indtil 1909 et hus som tilhørte C. Nielsen. Far har fortalt at hans far i 1866 gik til Skærbæk, - hvor den mand som ejede 15 ejendommen boede, for at bede om lov til at høste lidt lyng til kreaturerne, for der havde været misvækst i tre somre, - rugen frøs væk. Der var 5 børn hos C. Nielsen: Cathrine, Anna, Line, Lene og Martha . Da ejendommen i 1909 brændte blev den ikke genopbygget.

Hvidhøjgård

Den store Hvidhøjgård lå indtil 1861 oppe i Korup, der hvor nu Søren Beier bor. Hans Sønniksen friede sig ind på gården og blev fra en sparsommelig tjenestekarl nu til STOR-bonde. Hans Sønniksen var en hård hund at tjene hos, en rigtig pengegnier, han var tysksindet idet han mente at se en fordel deri. Hans første kone Kjestenmarie døde i 1856 og han blev i 1888 gift med Annekatrin – enke efter Abraham. I det første ægteskab var en datter – Annelenestinne, som i 1877 blev gift med Simon Lund fra Gabøl, og de blev vores naboer i mange år.

Simon var den første i byen som begyndte at plante, - både hegn og skov. Han forstod at holde sammen på alt, hvad han overtog med gård og kone, der var 4 børn: Hans, Chr., Christine og Anton. Da Simon overtog gården blev der bygget et aftægtshus sydvest for gården, det bruges nu til fodermesterbolig. Simons ældste søn Hans, - blev gift med Mariane Østergaard fra Kalø, de købte en gård i Ravsted, deres datter Misse blev gift med Hans Jensen, de overtog gården, efter forældrene.

Christian Lund blev i 1906 gift med Kjestine Petersen fra Svejlund de overtog gården . Christian faldt i sept. 1914, - som den første her fra sognet. Der blev holdt sørgegudstjeneste, - ja senere blev der holdt mange af disse. Kjestine drev gården videre og havde fra 1917 – 34 en meget dygtig bestyrer i Jens Nielsen fra Sølsted, han gik for at være den dygtigste landmand i sognet, han døde pludselig efter en tandudtrækning i 1934. Han blev efterfulgt af Hans Nielsen og senere af ”filenme” Søren Christensen .

I julen 1939 døde Kjestine og Misse overtog gården, - hun driver den med bestyrer – Misse arvede også Jens Nielsen. Brodersens gård lå indtil 1901 lige nord for Carl Hansens og tilhørte Peter Thode Hybsmann. Der var to sønner Jørgen og Henrik, - sidstnævnte blev købmand, Jørgen overtog gården i forpagtning 1883 og blev gift med Ingeborg Markussen og de fik 8 børn: Peter, Cecilie, Julie, Andreas, og Marie, tre døde som små. I 1893 forulykkede han på vejen hjem fra Rødekro med et læs kunstgødning, det var det største ligfølge som var set her i sognet med 76 vogne! Ingeborg blev så i 1899 gift med Chr. Hansen en enkemand fra Stemmild, - der er to børn Jørga og Carl. To år efter giftermålet brændte den firlængedegård af lynild. Den blev så flyttet en halv kilometer mod vest. Senere købte Chr. Hansen den, men solgte den igen i 1910 til Andreas Terp, som igen i 1913 solgte den til Hans Skov, - han faldt i krigen og Anne Skov solgte i 1922 gården til Carl Brodersen og flyttede til Tønder, hvor hun giftede sig. Jes Fabricius solgte i 1914 gården og byggede det hus, som nu beboes af familien Rüdiger. De er tyskere, men de unge er dog født her, og taler dansk, de købte ejendommen af Heine, som helst ville sælge til en tysker.

Carl Hansen overtog sin gård i 1924 efter sin far og han blev i 1931 gift med Dinne Hansen fra Sottup. (Gården er bygget 1894.) Ingeborg kom på aftægt. Chressen Møller fra ”Muspøt” blev i 1871 gift med Marie fra Faarhus ved Agerskov og de købte af Nis Jepsen gården i Korup. Der gik altid bud efter Chressen når der var sygdom i besætningen, når en ko ikke kunne kælve (?) eller lignende stod han altid til tjeneste om det så var dag eller nat. Marie var også god at hente råd hos. Hun ville dog helst være den toneangivende i laget. Deres yngste søn Jens bor i Mårbæk, han var først gift med Anne Jessen fra Vellerup, anden gang med Hansigne Lydiksen fra Gærup der er endnu ukonfirmerede børn. Martin blev i 1900 gift med Christine Fabricius Fra Hønkys og overtog gården, - han slægtede sin far på i hjælpsomhed og dyrlægekunst, han døde i 1940 efter at sønnen Christian havde overtaget gården. Christine bor nu sammen med sin ældste datter Dora i aftægtshuset, som de byggede i 1900. Forhenværende sognefoged Hans Peter Jørgensen (i Damgaards) boede her for 70 år siden Sammen med sine to døtre Meta og Amalia, - sidstnævnte blev i 1882 gift med P.N. Petersen fra Korup, - og Meta i 1883 med Julius Møller. H.P. Jørgensen var inden 1864 Sognefoged og en kort tid Herredsfoged.

Peter Thode overtog titlen af sognefoged, jeg har papirer liggende med hans underskrift. Hans P. Jørgensen var en god Dansk mand, men ikke så godt ”lidt”. Min bedstefar var hans onkel, - og vores ejendom er udstykket der fra. Julius og Metha fik 12 børn og så døde hun med det trettende, - han fik så sin søster Marie til husbestyrerinde, han solgte så i 1906 til gårdslagtere og fik en stor gård i Fogderup i bytte. H.P. Damgaard købte så stamparcellen og gav sit hus i Østerbyen i bytte, han blev dog ved med at drive håndværk ved siden af. Hans Peter og Anna var et par troende og rare folk, de havde 5 børn: Marie, Dorthea, Thoma, Peter og lille Anna døde 1912, H.P. i 1924.

Peter blev i 1918 gift med Frederikke Jensen fra Ellum og de overtog så ejendommen. Jorden er nu bortforpagtet og Sønnen Hans Peter bor der, - og er gift med Metha Hejsel fra Bolderslev. Peter og Frederikke bor nu i det hus som Hans Peter byggede i 42.

Peter er for tiden syg, - håber dog at han må blive hos os en del år endnu, vi synes ikke vi kan ikke undvære det hjem. Fra 1870 – 1902 blev smedjen dreven af Johannes Jespersen til sidst med hjælp fra sønnen Johann, som med kone børn rejste til Amerika, en anden søn Carl rejste også derover. Johannes var stam og det var sjovt at høre når han blev ivrig, hans kone hed Elsbeth, - hun havde en tid brødudsalg.

En datter Laura døde da hun var 18 år og to børn døde i fem-års-alderen i 1883 af mæslinger - siden er ingen skolebørn døde i Korup.

Smedjen i Korup

Smedjen var dengang kun halvt så stor – ja ikke engang det, for i den nordre ende var der en bageovn og mere som en hest var der ikke plads til i smedjen. Jespersen solgte smedjen til Fr. Johansen Fra Ravsted. Fidde og Stinne var velkendte i en stor omkreds, de havde to børn Hans og Elsebeth (Ebba). Fidde var en meget dygtig smed, - så folk kom lang vejs fra til Korup og Stinnes kaffepunch og grogger blev påskønnet af mange af de udenbys, - Fidde døde i 1908 og smedjen overtages af kautionisterne og overdrages til Tøger Madsen fra Løgumkloster, han var nu bedst tilpas ved køkkenbordet med en punch foran sig, - han solgte så de 8 tdr. land som hørte til smedjen, og i 1913 også smedjen.

Vi fik så i kort tid en smed Høgh, - han blev indkaldt, deserterede til Danmark sammen med konen og børnene. Så kom Marius Jørgensen, - en lille behagelig mand, men ikke videre dygtig, senere blev smedjen en kort tid bortforpagtet til Asbjørn inden Vilhelm Neumann købte den i 1930.

I 1942 begyndte han at arbejde for tyskerne og lukkede smedjen 18 og den forblev lukket indtil Vilhelm og Grethe i 1947 flyttede til Aarhus. Smedjen overtages så af Martin og Tinne Hansen fra Vejbøl. Ved siden af smedjen lå vores aftægtshus som vi i 1946 købte af Peter Grevsen fra Hjordkær, han havde ladet det opføre til sin far og mor, efter deres død havde det forskellige lejere bl.a. Hans Weis boede her i 9 år. I 1874 flyttede P.N. Grevsen fra Togholm og købte denne gård af Abraham Jørgensen eller rettere ”gårdslagterne”. Abraham som vi kaldte ham flyttede ned på Johannes Jessen gård og døde der i 1887. Han havde i sin tid haft den største gård i byen og red på hest rundt på markerne for at se til folkene. Og tværs over markerne til Ravsted når han var tørstig. Johannes som jeg tjente hos i Klovtoft har fortalt følgende: Hvert forår og efterår kom han hos Abraham for at kastrere kalve, engang midt i november havde de fået kaffe og en punch, men så var der ikke mere brændevin i flaskerne. Abraham bad så pigen gå ned i kælderen og tappe ny forsyning af tønden, men pigen kom tilbage og spurgte: hvilken tønde ? – Abraham sa` så til hende at godt nok havde hun kun været i pladsen i 14 dage, - men hun burde ha vidst at her på gården var brændevinstønden større end øl tønden!

Der hørte dengang 300 tdr. land til gården. Abraham havde en brok så stor som et brød, han sad til sidst i kvindeklæder da han ikke kunne få bukser på, jeg husker også at jeg var bange for ham . Andreas Markussen havde en tid gården i forpagtning. Peter N Grevsen overlod i 1879 gården til sin søn af samme navn, han blev gift med Anne Christine fra Hejsel . En bror var gift i Fogderup, en datter i Uge og en døde ugift i Bolderslev. Peter Grevsen havde været Dansk soldat og ville gerne fortælle om sin soldatertid, han var en klog og meget interessant mand og han sluttede sig til indre mission, jeg fik efter konfirmationen min første plads der (75 Mark for en sommer).

Husbond var meget dansk, Anne Christine sagde ham aldrig imod, men syntes vist tit: ”Bare han nu ikke går for vidt”! Han var i mange år optant og han blev i 1920 valgt ind i menighedsrådet som nummer et. Han var på daværende tidspunkt allerede aftægtsmand for sønnen Peter overtog ved sit giftermål i 1911, med Cecilie, - gården. Gamle Peter Grevsen døde i 1923 0g konen i 1939. Peter blev træt af landbruget og forpagtede den ud til broderen Andreas, solgte senere halvdelen med bygninger til P. Petersen og Andreas købte den anden halvpart. Cecilie forulykkede i 1948 – og Peter blev fra 1923 fritids indre missionær, og bosatte sig i Hjordkær. Andreas der havde købt halvdelen af hjemmets jord, byggede en smuk gård i 1929, - han var i 1922 blevet gift med Jørga Hansen her fra byen, de boede efter giftermålet først i Lundsbjerg inden de i 1924 forpagtede hjemmet.

Andreas fik amputeret det ene ben i krigsfangenskab i 1918. Heine Petersen er født og opvokset på P.A. Petersens gård, - havde den fra 1917 - 3 (?). I forpagtning og købte så de 30 tdr. land han har, og byggede et nyt hjem, med et halvt års afbrydelse har han haft Margrethe Carstensen som husbestyrerinde siden 1919. Peter og Frederikke Damgaard holdt sølvbryllup den 26-6-43 ved den lejlighed sang vi:

Der er fest i Korup by i dag,

Og vi hejser stolt vort skønne flag,

eter Damgaard og hans kone har,

Og været gift i fem og tyve år i dag.

Da jeg var dreng boede Jørgen og Hannemarie Aakjer oppe på hjørnet, - der var en del mere jord til. Jørgen holdt en mager hest og 4 køer, han var tandudtrækker og mirakeldoktor. Han har trukken mange tænder ud.

Mor har fortalt at hun var der en formiddag for at få en ud, - men om eftermiddagen måtte hun langs igen med en i den anden side. Jørgen var omme på marken sydvest for Lunds, - så mor fik tangen med derom, hun lagde sig ned på grøftekanten og han satte et knæ mod hendes bryst fik fat i tangen og trak tanden ud. Da jeg var 10 år fik jeg en stor vorte på venstre hånds pegefinger, efter forudtruffen aftale skulle jeg komme derind efter skoletid, det var spændende og jeg var ret benovet, - jeg kom ind og satte fingeren frem, - der måtte ikke tales eller smiles. Jørgen tog så et løg skar det i fire dele og gjorde kors – tegn med hver del over vorten, - læberne bevægede sig lydløst – så pegede han med hånden mod døren og jeg gik. Udenfor stod en stor skare skolebørn som var nysgerrige, - enkelte havde været bange for at jeg slet ikke kom igen.

En 3-4 uger efter var vorten pludselig forsvundet. Åreladning foretog han også. Jernet var fuld af grov rust. så det er mærkeligt at der aldrig opstod blodforgiftning. Jeg kan huske at han engang var ude at årelade mor, han fangede også blodigler og brugte dem mod blodrige folk. En dag kom han omme fra Pers eng med et stykke reb i hånden og spurgte efter far, gik så ud i loen og slog rebet om ham, - Far måtte så byde ham ind til en punch. Jørgen Aakjer solgte i 1888 alt land og beslag og stalden til nedbrydning.

Da så Stinnes mand forulykkede, flyttede Stinne hjem og var hos dem til deres død. Den 13-5-1892 fejrede de guldbryllup. Aakjer var Tysk. Jes Christensen købte så bygningerne i 1921 og købte land fra Eleker (?) i Knivsig (det som stadig hører til ejendommen) Senere blev gården solgt på tvangsauktion til H.P. Nielsen og overtoges så i 1929 af Anker Larsen, der i foråret 1947 solgte til P. Hansen. Søren Beier har købt byggepladsen af kommunen og byggede det nye hus i 1944. H. Mathiesen er født i Klovtoft og Karen i Tiset (begge to i 1899). Efter at have været mejerist og mejeribestyrer flyttede de i 1931 til Korup som købmandspar. De havde først butik på hjørnet i Anker Larsens – senere i Møllers aftægt og byggede så i trediverne det nuværende hjem.

Peter Nørgaards gård

Peter Nørgaard er søn af Hans og Mette, Hans er født i hjemmet syd for gaden 1874, Mette er født i 1881 på Fårhus mark.

De fik to sønner Peter og Claus, Hans Faldt i Rusland i den første verdenskrig. Hans forældre var Klaus og Marie (hun gik en del ud som kogekone og vejede 300 pund). Klaus var en afholdt mand, hans første kone var mor til Hans og da Cathrine døde, blev han i 1882 gift med Marie. Klaus som havde været Dansk soldat, var en tid med i krigen 1870 som fangevogter og lærte derved en del tysk. Jeg har tit revet hø af efter Klaus, når vi så henad middag spurgte: hvor mange klokken var sagde han: ”Zo en groser styck uber zehn”!

Da vi i 1908 skulle til Tønder for at vælge en skovrepræsentant var Klaus også med, vi kom alle 14 ind i en stor sal, Klaus sad nærmest døren – der kom så en ung springfyr og spurgte: In velcher angelegendheit sind Sie eigentlich hier? Klaus rømmede sig højlydt og flyttede sin stol – andet svar gav han ikke. Vi fik nogle kaffepunch i Tønder, da vi så om aftenen kørte ind i Højst kro lod Klaus et par ord falde på Tysk – han blev spurgt, hvorfor han pludselig ku tale tysk? – i Tønder kun han jo ikke noget ! – Nej sa` Klaus – jeg skal sige jer, at når jeg skal tale Tysk kommer jeg let i sved!! – og da jeg blev spurgt i Tønder stod solen højt på himlen, - nu har den slukket sig så nu risikerer jeg det. Da hans eneste søn var falden i Rusland sagde gamle Klaus ”Ja om de bliver såret engang eller to – det betyder ingenting – men når de er blevet gjort død en gang så kan de ikke høre ”das Deutsche Antreten”! Klaus fik en mindemedalje fra 1870- 1871. Den havde han hængende ved urkæden.

Engang da Klaus skulle til Rigsdagsvalg gik han sammen med Bendix ind i den tyske kro, da tyskerne så den tyske medalje og ellers ikke kendte de to, - bad de dem synge en sang, Klaus svarede at de kendte kun én - - så syng den da for pokker – og så stemte begge i:

Vi er kun faa, - men det er det samme,

Vi er en gren af den Danske stamme.

Tyskerne blev rasende og David Bargum bad Bendix vide at han ikke behøvede at komme til ham for at vaske kreaturerne fremover, Bendix mente ellers at han måske ku vaske dem på tysk næste gang.

Mette opdrog sine to drenge alene. Peter blev murer og er gift med Martine, Klaus fik hjemmet og han byggede et nyt stuehus nord for gården og blev gift med Carthrine Brodersen fra Mårbæk. Deres far Hans, var meget træg i skolen, han kunne læse lidt, men ikke så meget skrivning at han kunne skrive et brev hjem fra Rusland, - det måtte kammeraterne gøre. Peter Nissen Petersen er født på gården (Beiers) i 1838, han blev gift med Amalie Jørgensen i 1882, de fik en datter Cathrine som så i 1904 blev gift med Søren Beier.

Hjemmet har altid været et af de førende i national henseende, skoleforeningen havde her sit bibliotek, og mange hemmelige Danske møder blev afholdt her med Peter Jessen, Jefsen Christensen, H. Brink med flere som talere, vi blev mundtlig indbudt til en kop kaffe den aften, og kun indbudte gæster kom ind. Søren Beier har altid haft en del at skulle sige både i by og sogn, det var til dels hans skyld at jeg blev kommuneforstander i 1919, - men ikke hans skyld at Viggo Beckmann blev min afløser i 1946.

Søren Beier var tillidsmand i sprogforeningen, landeværnet og mange andre Danske nationale foreninger, han var også virksom i arbejdet for bygningen af forsamlingshuset, der er 3 børn i ægteskabet og i 1944 byggede Søren og Cathrine et nyt aftægtshus, og overlod gården til sønnen Peter som i 1939 blev gift med lærerinde Ingrid Fogh fra Ravsted. Han fik byens første traktor. På Johannes Jessens ejendom boede i halvfemserne Abraham og Cathrine Jørgensen, de overlod gården til søstersønnen Jacob Thomsen Jacobsen og han blev gift med Marie Schmidt fra Sottrup, de var tyske, - men deres ældste søn Andreas var Dansk, - jeg kom meget i det hjem.

Jacob Thomsen drak en hel del i sine yngre dage, blev så i 1896 omvendt og så var det forbi. Han havde langt hageskæg, som nåede helt ned midt på vesten, i blæsevejr knappede han det ind under vesten . Vi har tit fulgtes af til møde, vi gik tilfreds til Øster Højst, Rødekro og Bylderup, så det blev tit sent inden vi nåede hjem. Vi kørte også tit med hestevogn. I 1908 solgte de gården til S. Sievertsen og flyttede til Neder Jerstal.

Jacob tog tit på udflugt til Korup og blev hos mig nogle dage. Sønnen Andreas forulykkede for nogle år siden ved Bodum. Sievert var fra Sydslesvig og var nærmest dansksindet, Hans Hustru Lene var datter af P.M. Spandet, som tilbragte sine sidste år hos dem, Lene led meget af LUPUS (?), næsen var næsten helt borte. Lene døde i 1913 og så blev Sievert gift med sin fætters datter Ingeborg som også kom sydfra.

To af Sieverts sønner faldt i krigen 15 og 18. I 1930 solgte de gården til Johannes Jessen, - som var gift med Cathrine Brodersen fra Terp, - men den er nu kun godt halvt så stor som da Jacob Thomsen overtog den.

Den Gamle Skole

Så kom vi til den gamle skole, da den blev nedlagt i 1877, blev klasseværelset revet ned og resten blev solgt til Anne og Bendix Boisen, de lejede 3 tdr. land af P. Thode og holdt en ko, ellers var han daglejer i hele sognet og om vinteren vaskede han kreaturer med arsenik (10 penning pr. styk) han havde autoritet dertil og han var den eneste som kunne få ”rottekrudt” udleveret på apoteket.

Det var små kår, men Anne var sparsommelig, der var mange børn, 7 piger og 1 dreng, sønnen Jes Peter blev snedker. Fra 1896 sluttede Anne og Peter sig til indre mission, datteren Margrethe blev diakonisse i Tønder. De solgte huset til Julius Hansen for 2000 Mark og flyttede. Julius og Dora var kommet til Korup i 1892 og boede først i vores aftægtshus, flyttede så i 1904 op i Christian Møllers aftægt inden de som sagt købte skolen. Julius var fra Sejerslev og Dora kom fra Rødekro.

Han lærte mølleriet men gav sig i 1893 til at arbejde for bønderne. Fra 1-11-92 til 1-11-1893 fik han 300 Mark plus kost, det var ikke meget at leve af for kone og to børn, - selv skulle han jo også have klæder, det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Dora tjente lidt ved vask og syning og om lørdagen gik hun med kagekurven for bageren i Ravsted, - og Julius tog ekstra arbejde engang imellem, han kunne lidt af hvert, - men ingenting til bunds, han var god til at fortælle historier for os børn.

Dora døde 1914 og Julius i fyrrerne, de havde tre børn: Martin, Anne og Didde. Didde og Anton Kristensen arvede huset. Da Peter Rasmussen Petersen giftede sig med Stine Friis fra Klovtoft fulgte en ældre pige Anne Jessen med i købet, hun var født i Nørby i 1782 og døde på gåden i 1886 – 104 år gammel, jeg kan godt huske hende, de sidste år lå hun til sengs. P.A.P. havde 11 børn . 23 Gamle Peter Rasmussen røg tobak fra morgen til aften, var ellers meget påpasselig med, hvad han gav penge ud til.

Købmændene i stor omkreds kendte ham, - han ville altid gerne prutte, var ikke så bange for at købe større portioner, - når han blot kunne få det en grossen billigere. Han var den første her som fik selvbinder (i 1900) I 1907 overdrog de gården til sønnen Jens Peter og flyttede så til Møgeltønder, hvor Mathilde og Anne var gift. Jens Peter var gift med Anne og de fik to sønner: P.A. og Hans. Gården brændte i 1913 og i 1914 døde Anne af sukkersyge og i 1915 faldt Peter ved Moulin. Drengene fik formynder og gården blev pagtet ud til onkel Heine, i 1932 overtog Peter A. så gården og han blev gift med Lene Clausen. ”Villaen” som Hans Peter Damgaard havde byttet væk for 4 tdr. land af J. Møllers stamparcel blev i 1907 købt af søstrene Møller.

Anne og Grethe boede i den nordre ende, Sofie i den vestre sammen med broderen Peter. Anne og Grethe syede og Sofie vævede, flittige og sparsommelige og de var alle tre, rare og trinde gamle piger. De var i grunden de første ”hellige” her i byen, der blev holdt mange kristelige møder i det hjem. Grethe levede længst og hun flyttede til Bedsted (vi boede i huset fra 44 – 46, der var plads nok med 16 værelser, - som ikke alle var lige hyggelige) P.A. og Peter Beier købte så huset som daglejerbolig. Gamle Heinrich Fabricius købte sin gård af ”Brunton”(?) – omkring 1870. Han var gift to gange, hans sidste kone Stinne havde ”hardt Liegen” da hun døde var der en del medicin tilbage, - det drak Heinrich – der måtte intet gå til spilde. Heinrich har flyttet mange hundrede læs jord – ja sønnen ligeså. Jes blev i 1870 gift med Marie Friis fra Felsbek, hun døde i 1895.

Jes havde så en del husbestyrerinder, men da hans far var død i 1907, giftede Jes sig med Marie Jessen fra Hønkys. I 1914 solgte de gården til Lorenz Hybschmann og byggede en mindre ejendom i den vestlige del af byen, de beholdt 20 tdr. land. Marie døde i 1921 og i 1923 fik han tante Maren som husbestyrerinde og vi har haft mange gode timer sammen. Jes var god til fortælle om gamle dage og han var meget pålidelig, hans penge gik tabt efter første verdenskrig, - han fik så 1000 kr. årlig af staten i valutarente . En bror Jacob var gift i Tråsbøl. Jes fortalte tit om drengetiden i Hjordkær, hvor der kun var en enkelt ledpæl, - og ellers ingen pæle, - nu er der telefon pæle, elektriske pæle og hegnspæle over alt. Da vi 1924 fik elektricitet her i byen fik Jes det ikke, det var luksus og brandfarligt (fik det først i 1941). Jes havde været preusisk soldat og fik engang kommandoen ved en sprøjteøvelse som jo skulle foregå på tysk: ”Links schvenkt - - ind a die lej”!! Jes var en klog gammel mand, - national ligeglad, men stemte dog for Danmark i 1920!

Hans sidste kone var dansk, - sønnen Heine mistede et ben i krigen og han blev så lærer, - først i Alslev, - siden tysk lærer i Baistrup, hvorfra han blev afskediget for unational optræden med 2/3 del pension (han fik jo også krigspension ) han byggede et nyt hus i Tinglev, han er gift med Metha Olsen fra Tiset, - der var ingen børn. I Koruphus (syd for vejen) boede omkring 1880 Hans P. Smei, - som vi kaldte ham, han var en meget yndet daglejer som gerne ville ha en punch. Hans 24 svigersøn Nikolaj Nielsen fik i 1883 gården, men overlod den i 1885 til svogeren Johannes Fabricius, som så i 1888 solgte den til Adolph Paulsen.

Hans Peter Smej havde aftægt på ejendommen. Dommerkontoret gik med til at stryge aftægten imod at 4 bønder i Korup garanterede frit ophold for den gamle. Adolph Paulsen var først gift med en søster til Jacob Brinks første kone, - der var ingen børn, - med Line fik han: Dorthea, Peter, Christian, Marius, - foruden nogle som døde som helt små. Adolph var husslagter, tørvestryger og akkord arbejder, - og han lagde lidt penge op, hvorefter han købte nord for vejen af Johannes Jessen, - dennes hustru Marie tilhørte allerede i 1880 indre mission og var et trofast vidne. De havde i 1886 købt ejendommen af Poul Jørgensen som stammede fra Kvindlund (og var i slægt med Iver Chr. Petersen fra Arndrup). Ejendommen brændte i 1850, det fortælles at børnene blev sendt op i byen efter hjælp, Men folk fra byen ku ikke se noget, - børnene sagde at det ville man snart kunne se – og sådan gik det, da man kom ud til brandstedet var alt ryddet ud, et svin stod tøjret til et træ, manden blev dog frikendt for brandstiftelse.

Hos Adolph og Line har vi haft mange dejlige møder, Adolph var forsanger og en rigtig børnenes mand. Huset syd for vejen blev i 1886 solgt til Peter Kudsk og senere til dennes svigersøn Mathias Diedrichsen som var epileptiker, der kom elektricitet til Koruphuse i 1911. Adolph og Line flyttede i 1920, - og solgte til Nikolaj Petersen, som også var husslagter . Nikolaj købte 10 tdr. land af Hybssmann og har senere byttet engen med Carl Hansens Hede. Nikolaj flyttede i 1946 til Klovtoft og svigersønnen Peter Nielsen overtog ejendommen, - men han solgte den allerede i 1947 til Marius Petersen fra Svejlund. Jeg vil i det følgende fortælle lidt om enkelte originaler og folk her på egnen, som var særlig fremtrædende.

Peter Hansen (Peter Jacob) var født og opvokset på den ejendom, hvor han også døde, han var ikke større end tobak for en skilling og er ikke en af dem som har opfundet krudtet, men han kunne til tider blive spydig, han var Dansk, men nærmest ligeglad. Da der i 1907 skulle være tysk rigsdagsvalg traf han nogle dage før valget Kommuneforstanderen, denne bød ham kaffe og kage, hvis han ville komme til valget (og stemme tysk) så skulle han nok besørge ham en stemmeseddel (den kom dagen efter). Peter Jacob bad svigerdatteren gemme den til valgdagen, Men på selve valgdagen gav hun ham en Dansk stemmeseddel med. Da han ankom til valgstedet, hos Calle Cornelsen ville denne give ham en tysk stemmeseddel, Men Peter ville beholde den som han havde fået tilsendt fra Jes Petersen, - Ja den er jo god nok ! – mente Calle – så kommer Peter ind i selve stemmelokalet, hvor Jes Peter sad som bisidder, - han spurgte om Peter havde fået den rigtige med?- jo Anne lagde den op i skabet da den kom – og der tog hun den i dag! – Ja så må du godt gå ind i skænken og bestille kaffe og Kage på min regning! - sådan kom tyskerne til at betale hans kaffe og kage for at stemme Dansk og så fik han oven i købet en cigar som han satte megen pris på. Peter gik meget ”tæ bys”, - når han så gik igen, skulle han altid have piben stoppet, når han så kom udenfor, kradsede han tobakken ud og stoppede den i lommen for så at få piben stoppet næste sted.

Simon Lund, - som var den største mand i byen, kunne ikke forstå at han sådan ville løbe sine korte ben endnu kortere, - hvortil Peter svarede: har du ikke hørt at agerhønen kan løbe fra en stork, når hans nabo bebrejdede ham hans spydigheder med ordene: Hvor har du dog en slem mund! – svarede han ja! – og du har en slem næse. Da konen døde blev han spurgt om han ikke savnede hende? – jo mest om natten, men jeg har da mine underbukser. Sønnen Jacob var nærmest tusindkunstner, men ikke meget landmand.

Peter Thode blev efter krigen 1864 sognefoged, - senere kommune og amtsforstander. Han var gift med Pastor Meyers datter Julie. Han ejede den store gård vest i byen som nedbrændte 11-8-1901. Peter var en særpræget personlighed, han var tysk, men afholdt af alle for sin retliniede karakter. Peter Thode blev engang kaldt ud til landråden i Tønder som pålagde ham at der kom en tysk flagstang op ved skolen, der kommer ingen så længe jeg er amtsforstander, for det er imod befolkningens ønske sagde han til landråden, - denne spurgte så: ”hvad nu, - hvis vi rejser en flagstang i morgen?” - - ja så går jeg af som amtsforstander i dag var det prompte svar!”. Og der kom ingen flagstang før et halv år efter hans død. Han havde en lille ”krik” - at køre med, for han havde jo meget at gøre rundt i sognet, da han døde fulgte den ham til graven og blev så skudt et par dage efter.

Peter Thode afløstes af David Bargum som amtsforstander i foråret 1906. Da jeg var dreng, var der 5 ejendomme i Hejsel, men omkring 1890 blev de to sløjfet og så var der kun 3 tilbage; Andreas Carstensens, Feddersens og Jørn Jensens. Carstensens var en gammel slægtsgård. Omkring 1890 druknede den gamle Carstensen sig, han havde begået ”smørforfalskning”! og skammede sig. Hans søn som også hed Andreas var gift med Cicilie Petersen fra Drengsted han døde forholdvis ung i 1895 af kræft. Gården blev så pagtet ud i nogle år og overtages så af sønnen Andreas som har den endnu (1949) han er gift med Marie Iversen fra Ravsted. Feddersen har aldrig levet i Hejsel, - men haft gården bortforpagtet, - den brændte sammen med Carstensens i oktober 1908 og så var der kun en ejendom i Hejsel i vinteren 1908 – 09.

Store Jørn Jensen var kommuneforstander, hans kone Magdalene havde kun et øje, de besøgte os en gang, hver vinter, Mor og Far spillede så kort med dem til klokken 2–3, hver gang klokken slog sa han: ”nu skal vi hjem Magdalene” - men han blev godt nok bare siddende, de skulle jo hjem at malke, men når kvierne lå rolige lod de dem ligge til om morgenen. De havde 3 kæmpedøtre: Marie, Anne og Mimmi. Da Marie blev gift med Miland Christensen fik de gården og Jørn 26 flyttede til Ravsted. Jørn var en kæmpe at se på og han havde en halvbroder Dres, som ikke var 1,50 meter høj. Når ungkvæget blev indstaldet lod han dem stå med ”hildene” (?) på,- så var de vant til det til foråret . Da folk begyndte at bruge kunstgødning købte han et læs ”kajonit” (?). For nogle få Mark og pralede så med at han havde brugt et helt læs kunstgøding. Der blev i 1900 ikke leveret 80000 pund mælk til mejeriet fra hele Hejsel. Anne var gift på den midterste gård med Hansen som senere købte en gård i Alslev. Peter Gad overtog gården i 1912, og dermed kom gården på danske hænder. Peter Gad var gift med Signe Lykke fra Rødding.

De gjorde meget for Danskheden her i sognet, - han var formand for fosamlingshuset og indtil 1941 også for Dansk samfund. Peter Gad var vurderingsmand og amtsrådsmedlem og havde en masse forskellige tillidshverv. Han skrev en del i avisen og fulgte med i tidens spørgsmål, men han står tit ene med sine anskuelser, men han er ret anskreven hos tyskerne, med en mild karakter. Han og Andreas Carstensen mærkede tidligt landbrugskrisen og de solgte så i 1926 halvdelen af deres jord til udstykning, hvor der blev bygget 13 husmandsbrug med 14 – 16 tdr land hver. Bengt Thomsens er bygget senere på jord fra Hans Jørgensen – ja der er sket en stor omvæltning fra 3 hjem til 18! Stamparcellerne har stadig den samme husdyr bestand, men husmandsbrugene er for små og de får nu tilbudt tillægsjord, enkelte duede ikke og kom bort, dem som er tilbage klarer sig pænt. Lille Knivsig bestod af 3 små landejendomme, - Store Knivsig af 3 store gårde, de to ejedes af brødrene Antoni og Chr. Christensen (tyskere), den tredje gård var fattiggård med H.P. Hansen og senere Peter L. Hansen som bestyrer, vi kom ofte i armhuset for H.P. var mors onkel.

Der var mange fattiglemmer den gang – for det meste en halv snes stykker deriblandt også børn. Det første skolepligtige barn skulle til Korup skole, det andet til Fogderup skole og det tredje til Ravsted skole nummer fire til Korup osv. I Fogderup boede de to handelsmænd J.P. Petersen (kaldet Peter Johannsen) og Anders Andersen kaldet Anders kromand, de drev begge en temmelig stor kommissionshandel med stude og græskvier for Herman familien og andre. De græssede dog også selv en del. Græskvæget blev leveret først i maj når der var græs, - det var en stor dag, fik for det meste hornpenge. Af andre kreaturhandlere kan nævnes Therkel Therkelsen fra Randerup han drev handel fra han var 12 år til han døde over 90 år gammel, han købte mange græskvier i Ringkøbing amt og drev dem til marked i Husum og Itzehoe, han sled mange par støvle såler og kæppe op. I Ravsted var der fra 1880 – 1909 4 kroer, og der blev drukket tæt i dem alle. Når der var marked den 12-5 og 7-10 blev der skænket spiritus i næsten hvert hus, og hos bageren gav det kaffe i lange baner for 20 penning, - så købte man kager til, en meget stor hedevig kostede 10 penning. Af særligt fremstående folk skal nævnes Steenholt og Cornelsen slægterne, - der var kun få danskere i Ravsted dengang og dem der var ”dukkede” sig.

Vi havde dog to danske lærere dengang først i firserne, - nemlig Jacobsen og M. Andresen, - sidstnævnte søgte dog sin afsked og blev formand for sprogforeningen. Den første som arbejdede bevidst for danskheden var Thomas Thomsen han var ikke så godt lidt og han solgte sin gård til en tysker og flyttede til Tønder. En original var Nikolaj Jørgensen Nikolajsen, han var ellers idømt en længere frihedsstraf i Hamborg, men havde lejet en stedfortræder og den første dag i året skulle han dog selv indfinde sig og så bytte med sin stedfortræder (Nikolajsen var ugift). Af andre Ravsted borgere skal lige nævnes: Urmager Jens og sønnen Johannes Hyldtoft, de var begge specialister i tandudtrækning, (billig, - men uden bedøvelse) både Ingeline og jeg har prøvet det. Thomas og Søren Thomsen, den blinde drejer J. Andresen, Købmand Johannsen og Herlig Petersen, Dyrlæge Asmussen, Tjellesen, Hans Volentin, Maler Nielsen, Degn Petersen , Jesper Aakjer, Carsten Petersen, Slagter Johansen og Petersen Sønderballe. I Hornse dominerede familien Toft (Hornsegaard). Peter Toft havde sønnen Peter og datteren Thilde, sidstnævnte fik gården og blev senere en kort tid gift med Hybsmann, fik et barn sammen og skiltes så. I 1879 brændte gåden af selvantændelse i høet, ved samme lejlighed brændte også nabogården som tilhørte A. Rasch (Jes Peters svigerfar), - efter Thilde solgte gården i 1900 har den skiftet ejer mange gange.

I Høgsholdt boede Anton Bargum, - han var en kendt hingsteopdrætter, - senere sønnen Carl, - han giftede sig med datteren fra nabogården og han blev så ejer af begge gårde.

Lidt om det kirkeligelige i Ravsted sogn.

I 1879 døde Pastor Schmidt og pastor Jessen fra Brarup blev valgt i hans sted, han var her i embedet indtil 1929. Han var typisk tysk embedsmand, ortodoks og førte med sin familie et pænt hjemmeliv uden samkvem med sognebørnene. Præsten var bange for tre ting: Katolikker, Indre Mission og Socialister. Da jeg traf ham et år efter min konfirmation sagde han helt alvorligt til mig: ”hold dig til Vor Herre og pas på Indre Mission de holder folk borte fra kirken”. Pastor Jessen lod sig pensionere i 1909 og han blev efterfulgt af Pastor Titje, som i foråret 1920 fraflyttede sognet og blev tysk præst i Gøteborg.

I den tyske tid valgte vælgerne ved et mundtligt valg 12 menigheds repræsentanter som igen valgte 4 kirkeældste, disse varetog både de vædslige og åndelige anliggende ved kirke og præstegård. Tyskerne dominerede valget da der ikke var så mange danske undersåtter som havde valgret. Præstegården var den største gård i sognet (det er den endnu) jorden var helt fra 1820 udlejet til dem som bød højst, dette er dog ændret nu så kun husmænd og lignende kan få lov at leje præstegårdsjord. Præsten fik indtægten fra jorden, og desforuden blev der ofret ved enhver lejlighed. Hvert år i Maj skulle der afleveres halvandet pund smør pr. ko og to brød fra hver hus stand, - dette blev for det meste betalt med rede penge. Jeg kan dog huske at da Degnen og Præsten i 1895 ansatte smørprisen lidt højt besluttede bønderne at kærne og levere smør, gamle Henrik Fabricus sa`: ”de skal få smør om det så er så hvidt som sne og så blød som en s - - ” og der blev leveret smør i lange baner, - som så måtte sælges til en meget lille pris. Næste år blev prisen nedsat. Til jul, påske og pinse blev der af hver voksen person ofret i kirken, på alteret til præsten og ”tarlen” (?) til degnen (ca. 25 penning pr. person, som var viklet ind i et stykke papir, som var forsynet med et P. eller D.)

Der blev ligeledes holdt offergang ved bryllupper. Hvis der kom en ny præst blev der ofret i præstegården til en ny præstekjole, de ofrende fik så en snaps og kringle, snapsen blev dog af pastor Titje erstattet med et glas vin. Konfirmanderne skulle den sidste dag de var til præst ofre 2 Mark. Da P. Krarup og Mathie blev gift var der ingen andre til stede i kirken end Jakob Hansen og mig. Vi mente derfor ikke det kunne betale sig at gå op til alteret, - men pastor Jessen vendte sig for at se, hvor vi blev af (?) – måtte så af sted, slap ikke så let. Ved dødsfald skulle vi betale ekstra for ringningen og ligvogn, brændsel til kirken skulle præsten afholde, udsyngning skulle også betales ekstra .

Der blev i den tyske tid holdt meget store begravelser og bryllupper, var det en ældre mand og kone der skulle begraves blev hele byen mundtlig indbudt til klokken 9 den pågældende dag, først fik man kaffe, så blev der sunget en salme og så talte præsten Guds ord. Ved graven blev der af præsten mod betaling igen holdt tale. Bagefter kom den halve by (øst eller vestbyen) til middag og kaffe og the. Mange steder gav det også en del punch, har været med til at der blev drukket en skål for afdøde. Ved sådanne begravelser blev der samlet ind til de husarme i sognet, - altså til dem som havde det svært økonomisk, men som ikke ville ha fattighjælp. Ved sådanne store gilder var det en betroet post at være skaffer sommetider var der 2. To dage før begravelsen skulle ”Bymanden”, her i byen altid en ungkarl, og da jeg var ungkarl, har jeg tit været langs, - man skulle gå, - det gik ikke an at cykle, hvis det var et barn som var død, blev kun den halve by indbudt til følge, var det en voksen blev hele byen inviteret. I 1890 – 9 døde både min Bedstefar, min bror og min Far, - da sagde søster Anna til mor: ”når nu du også dør og vi dør jo alle sammen, - så skal præsten prædike og degnen skal synge, - men hvem skal så græde” (?). Den 8-5-1890 var vi til stor bryllupsfest i Hellevad ved Chr. Hansen og Telle (?) Var indbudt til klokken 9 – 250 mand spiste og drak til klokken halv tre om morgenen, så hjem og sove lidt og af sted igen klokken elleve – anden dag festede vil til klokken 5 om morgenen der var naturligvis rejst et stort telt i denne anledning.

Jeg har aldrig fortrudt at jeg for over 50 år siden gik ind i Guds rige og at mit ståsted blev i Indre Mission, takkede Gud for at det blev mig forundt, først sammen med Mor og senere med min hustru at leve et rigt trosliv under guds velsignelse med guds ord som daglig læsning, og hvor ville jeg ønske at I mine børn og børnebørn som læser dette, måtte komme ind på samme himmelvej.

I skal vide at Mor og Far har lært meget derved, Mor kunne dengang gå lange ture for at komme til møde.

Jeg vil nu fortælle lidt om skoleforholdene i Korup fra 1880 – 1920.

Skolen med lærerbolig stald og ladebygning er opført af bygmester Thimsen fra Ravsted i 1877 og kostede 18400 Mark, en efter datiden stor sum, men det var et solidt arbejde. Der hørte 7 tdr. land til skolen, - men det lå 2 kilometer fra skolen, - vest for Nørrelykken.

Korup Skole

Skolen var før 1877 i A. Kristiansens hus, af lærere har jeg hørt omtalt skal nævnes Hans Jørgensen (Cathrine Beiers oldefar) 1820 – 38, Thies Jacobsen fra 1841 – 47 degn og førstelærer i Ravsted senere i Broager, han var ligesom Jørgensen Dansksindet. Fra 1870 – 79 lærer Thomsen. Lærerens indtægter bestod i 1880 – 1920 af indtægten fra jordloden – både ”spand og haarntjeneste” (?) undtagen tærskning og pasning af besætningen, som foretages af skole distriktet. Der blev indbudt til offentlig licitation, det kostede i 1914 ca. 200 Mark, jeg kan huske at Julius Møller forlangte 1 krone i timen for spandtjeneste, det var en uhørt stor pris, og jeg tror at han måtte nøjes med 50 penning i timen, og når man så tager hensyn til den lange vej og slitage på heste og redskaber – var der ikke mange penge i det. Hvis læreren var gift var det ofte konen som tog sig af rengøringen og opvarmningen, - til lige med håndgerning med pigerne. Skolen skulle fejes daglig og der sku afviskes støv – der er et år kun udbetalt 9 Mark i alt for det !!

Ti gange årlig skulle klassen og forstuegulvet skrubbes, - vinduer vaskes efter behov, kakkelovnen pudses og W.C. renholdes det kostede fra 20 til 25 Mark årlig, - så timelønnen her blev heller ikke stor. Mor havde arbejdet et år for 23 Mark, under krigen steg beløbet betydeligt. Desuden fik læreren 10 læs hø og 8 tdr. rug - frit brændsel og fri bolig med vedligeholdelse og en årsløn på ca. 1200 Mark. Lærerens var de eneste i byen som blev titelleret med De. Skoledistriktet bestod af Korup, Hejsel og Store Knivsig – de sidstnævnte bestod kun af tre gårde hver. Fra 1879 - 1882 var J.T.A. Petersen lærer her i Korup, han var fra Havsted, hvor han var blevet gift med Nis Schaumanns søster – de to fik 18 børn sammen. Han var den første lærer som forlangte betaling tænde op i skolen om morgenen, - så 30 en overgang kørte skoleforstander Simon Lund, hver morgen op i skolen og tændte op i kakkelovnen, men han blev afvist, da han forlangte betaling for det af Petersen. Petersen stammede fra Tinglev og han blev i 1882 lærer i Emmerlev og kom så efter Jacobsens forflyttelse til Ravsted som degn og førstelærer.

Ved siden af lærergerningen drev han et større landbrug og var regnskabsfører for mejeriet og andelskassen, men han kunne jo også gerne ha nødig at tjene lidt ved siden af lærergerningen, den store børneflok skulle jo opdrages og de fleste studerede senere hen, - en del døde dog som små. Petersen var tysksindet, men en rettænkende mand som havde dansk hussprog, i 1911 blev han pensioneret, men blev boende i Ravsted og beholdt andelskassen til sin død i 1921. I april 1882 fik vi H.C. Hansen som lærer han forflyttedes til Feldstedskov og han blev senere degn i Dybbøl og pensioneret i 1909. Så fik vi en ny Hansen, han var fra seminariet Tønder blevet anden lærer i Sønder Løgum og blev der gift med degnens datter og kom så hertil. Den 1-5-86 kom jeg i skole hos ham, - og han var en god lærer. Han var bror til ”bedstemor” hos Nis Holms. Fra Korup flyttede han til Tirslund. Da han lod sig pensionere boede han i Lyksborg og i 1919 begyndte han at undervise i dansk i Flensborg og her forulykkede den gamle mand da han cyklede over en viadukt blev han nervøs og faldt ned på banelegemet og var død. Da Hansen flyttede kunne vi ingen lærer få, - men fik så en vikar Hartvig Müller, en bror til fotograf Müller i Løgumkloster, han var sømand, men havde mistet højre arm og førte nu proces mod rederiet, - han vandt og fik 10000 Mark udbetalt, og startede en lille butik i Kloster, men efter få år var pengene væk og han flyttede til Haderslev, hvor konen, som var fra Ravsted, til dels ernærede familien ved syning.

Vi kaldte ham altid for ”Skipper” og han kunne slet ikke holde styr på de store drenge, - ja det kneb såmænd også med os små! Vi fik ikke lært meget og nogle børn blev sendt til Klovtoft eller Ravsted skole. Den dag vi skulle tage afsked med ”Skipper” havde vi et løg med i lommen, vi gned i den sidste time øjnene med det for at få vand i øjet. Jeg var syg hele vinteren 87 – 88 og kom først i skole hos ham sammen med de små i maj.

Disciplinen var langt nede da lærer R. Sørensen i 1888 tiltrådte embedet, men jeg skal love for at han kunne styre os, han var en meget dygtig lærer, men for streng, han slog både drenge og piger med spanskrøret, - pigerne på ryggen, - drengene et vist andet sted (jeg har dog aldrig fået klø af ham). Sørensen kom fra Mellerup ved Agerskov og han var enkemand, havde en lille datter (Ida) på 5 år som kom i skole her, hende var han heller ikke for god ved.

Kort efter ankomsten hertil blev han gift med sin husbestyrerinde frk. Riis fra Toftlund – en søster til dyrlægen. Sørensen plejede en del omgang med beboerne her, han var stærk dansksindet, han røg meget tobak – kom altid rygende ind i skolen, når undervisningen skulle begynde satte han den halvlange pibe i tørvekassen. En dag kom kredsskoleinspektøren i lukket vogn kørende op foran skolen. Læreren skulle ud for at tage imod, - og han bad de store drenge om at fjerne piben i tørvekassen og tage det gamle Danmarkskort ned og hænge et Tysklandskort op, det gik let at fjerne piben, men de ku ikke få kortet ned og hang så Tysklandskortet oven over, men var dog lidt nervøse indtil det var overstået. Ved en ”skoleeksamen” som skulle afholdes af præsten, havde han først en times religion med de større børn på tysk, ville så lige til slut stille et par spørgsmål på dansk til de små (indtil 8 år) – bla. spurgte han Cathrine af P. Nissens: ”hvad var Jesus?” – ”han var Dansk” – kom svaret prompte, læreren blev meget rød i hovedet, - men præsten lod som ingenting – og sagde at han var Guds søn. I Sørensens tid kom den nye sprogform, hvorefter der kun blev undervist på Tysk i Korup skole. Den 1-2-93 blev Sørensen andenlærer i Løgumkloster, - senere degn og førstelærer i Randerup og til sidst i Døstrup, - han flyttede efter pensioneringen til Tønder, hvor han døde som gammel mand og helt døv!

Den 6. april på sin 20 års fødselsdag i 1893 fik vi lærer Bruhn, - han kom lige fra seminariet i Eckenförde og var en høj, mørk, smuk mand. Han kunne ikke et eneste ord Dansk, og de små som lige var begyndt i skole kunne ikke et ord Tysk – jeg sad øverst hos drengene og var ofte tolk - og jeg skulle fortælle dem eventyr på Dansk – han lærte dog snart vort Danske omgangssprog. Skolelandet lejede han i starten ud og han fik i 1894 sin søster som husbestyrerinde, hun blev senere gift med købmand Iversens bror i Ravsted. Bruhn blev straks indkaldt til militæret og var i sommeren 93 væk i 10 uger, 6 uger i 94 og 4 uger i 95, så hver af sognets lærere holdt på skift skole her en eftermiddag om ugen. Da Bruhn som omtalt var en køn ung mand, var der hos pigerne i byen, rift om ham, det blev Simon Lunds husjomfru Cathrine Gottfriedsen som blev den fortrukne og de blev gift i 1896.

Da hun tjente hos Lunds havde hun en blå sangbog hvori hun på forsiden havde skrevet: ”Dansk i sindet, mit hjem jeg forlod, dansk i sindet jeg vender tilbage.” Skønt hun blev gift med en Tysk embedsmand beholdt hun dog sit Danske sind og fik efter 1920 manden over på sin side. Da Bruhn var indkaldt overtalte en af de unge piger (Mathilde Petersen) Jens P. og mig til at bryde ind i lejligheden og søge efter kærestebreve, fandt dog intet. Men på askemøddingen lå dog et bedrøveligt brev fra den udkonkurrerede Mathilde. I Bruhns tid begyndte skoleudflugterne, et år var vi i Aabenraa, et år i Dybbøl og et år i Flensborg / Lücksborg .

I sommeren 1896 holdtes en stor sommerfest i skolen med fyrværkeri og det hele. Da læreren var så ung blev han flittigt tilset af sine foresatte, en gang kom skoleinspektøren og holdt eksamen med os, han bad til sidst om lov til at se skoleprotokollen, - og så der hvad vi havde lært sidst i geografi, nemlig om Sachsen. Inspektøren bad så mig nævne de fire største byer, hvilket jeg godt kunne – de næste to som blev spurgt kunne dog ikke svare, - men Peter Grevsen som var den fjerde spurgte, reddede læreren. Bruhn var meget selskabelig det samme gjaldt hans kone, men den megen selskabelighed kostede penge og fruens familie måtte vist betale pigelønnen, og de fik heller ikke så meget ud af jorden som forgængerne. Både ”Schulrat” og ”Generalinsperndent” besøgte skolen, og begge gange fik Korup skole ros.

I starten ville Bruhn gerne lege med os i frikvarteret, vi spillede langbold, da han så engang stak Andreas Carstensen en hård bold udbrød denne: ”Av for devlen”! Heldigvis forstod Bruhn det ikke – så han slap. I 1901 fik Bruhn et godt lønnet embede som førstelærer organist og degn i Rinkenæs, skønt han ikke var 30 år, - et embede som han i øvrigt forestod i fyrre år. Så vi måtte ha en ny lærer i Korup og det blev Andreas Nielsen fra Ballum, han var en meget klog mand, men han havde mest lyst til sjov, - utrolige og utallige er de fester han har lavet.

Engang rejste han i sommerferien med en gøglertrup i nogle dage, - da dette kom præsten for øre – indfandt han sig straks i skolen med den bemærkning at nu blev det da snart for galt! For han havde rejst rundt med en zigeunervogn,- tror De nu også det hr. Pastor, - - spurgte Nielsen, -” nej det har jeg egentlig svært ved” ! sa` præsten - ja det kan jeg godt forstå svarede Nielsen – og dermed var sagen ikke længere. Han holdt hestekøretøj havde en overgang fire heste på stald, - men det meste var det nogle værre udskud. Børnene vidste næsten altid, hvor mange penge han havde i pungen, når han havde været langs sørgede de altid for at få en Mark vekslet hos ham for at se, hvor mange han havde brugt. Børnene var meget glade for ham i førstningen,- men agtelsen svandt efterhånden. Nielsen var gift med en Wulff fra Brede, de havde en lille pige som døde, hun hed Asta.

Senere fik han et barn med tjenestepigen og så gik respekten helt fløjten, vi søgte så om at blive ham kvit, han var i grunden Dansksindet, men gik også med til de Tyske møder, hvor det gav dygtig med spiritus. I hans tid havde vi for første gang juletræ i skolen . Nielsen kunne prædike og holde foredrag – ja alt ! – en underlig fisk. I 1904 tvangsforflyttedes han til Sophiendal, blev senere taget til nåde og blev degn i Randerup, der er et lille sogn og en overgang var han eneste lærer der, - en præst havde de heller ikke, så han sagde at han var den ”eneste gejstlige person” i sognet . Han kunne dog heller ikke her holde sig fra grove ærekrænkelse af det sjette bud og blev så afskediget på gråt papir. Han flyttede så til Flensborg, hvor han og konen blev separeret.

Af og til når han var i pengenød opsøgte han hende og fik som regel en slat. Han kunne have drevet det vidt, men nu blev det hele opløst. I 1905 fik vi så Lærer Marius Petersen, han kom fra hallingen Gröde ud for Husum. Han var dranker og kunne ikke få støvler på og komme ud, - uden at komme fuld hjem, men han fik sjældent lov til at komme ud for konen, hun kørte ham i stramme tøjler og gav ham ikke så sjældent et drag prygl når han kom fuld hjem. Han var usædvanlig stærk tysksindet og det værste var at han forstod at vinde børnene, og de troede alt, hvad han sagde, så det var svært for hjemmene at stå sig. I de blakkede hjem blev børnene tysksindet, for det meste gik det af dem igen senere. Han beklagede sig i Tønder over at der ikke var en flagstang ved skolen,- den skal komme straks. – Da den rejste flagstang endelig skulle indvies var der stor fest, der kom 12 køretøjer med folk og nogle enkelte her fra byen. Inden flaget nåede til tops rev det sig løs og satte sig fast i en trætop, - de fik det dog fri igen og så kom det op. Derefter drog hele forsamlingen til Ravsted for at feste på kroen.

I Fogderup blev der næsten samtidig i nattens mulm og mørke, rejst en flagstang ved skolen der, den blev senere savet ned - men rejst igen. Det var også i Petersens tid at vi havde de mange skoleforstandervalg. Et af disse valg blev afholdt hos S. Beier d. 18. januar. Læreren havde flaget hejst ved skolen i anledning af Preusens opblivelse til kongerige i 1701. Søren spurgte hvorfor flaget var hejst? Petersen svarede: ”dersom de ikke ved, - har de givet deres skolepenge dårligt ud”! Men jeg skal love for at han blev sat på plads og han sagde ikke mere den dag. Han var med som protokolfører og stemningsberetter og han flyttede senere sydpå til Flensborg, hvor jeg talte med ham under krigen, da var både han og datteren ansat i ”Bezirkskomandoen” - han tog senere sit eget liv.

Derefter fik vi lærer Weinkamf, - han havde lige bestået sin eksamen fra seminariet i Tønder, - da det i efteråret viste sig at hans kæreste skulle ha et barn, - blev de ikke gift og derfor afskediges han fra skolens tjeneste og gik senere militærvejen, han var en robust karl, - så der var ingen der savnede ham da han var borte.

Hans Peter Andersen med skolens elever

I 1909 tiltrådte lærer Andersen embedet han var født i Muspøt ved Hellevad i 1884, hans kone var fra Havsted, han havde været lærer i Borg ved Bredebro inden han kom til Korup. Det var rigtig en lærer af den gamle skole, pligtopfyldende til det sidste. Jeg havde hånd og spandtjeneste ved skolen i Andersens tid, så vi kunne ikke rigtig undgå at tale politik. Han fik meget ud af sit landbrug.

Der var fem børn, - to af sønnerne blev lærer de rejste i 1920 sydpå. Den yngste pige Dora døde i Korup, Marie blev gift i Alnor og Christine med Anders Møller. I 1916 faldt Andersen for aldersgrænsen, men han blev anmodet om at forsætte til efter krigens slutning, hvad han indvilligede i. Da krigen i 1918 var tabt for tyskerne var hele den mandlige befolkning samlet hos Peter Grevsen, der skulle vælges ”Bauern und Arbeitsrat”. Søren Beier spurgte Andersen, hvor længe billedet af kejseren skulle blive hængende i skolestuen? Andersen mente at det bestemte de i Tønder, - men Søren Beier sagde at så længe den landsforæder hang på vægen kom hans børn ikke i skole, og næste dags middag gik han hen i skolen og tog billedet af kejseren ned, og han bad Andersen gemme rammen til et billede af kong Christian. Andersen indberettede det skete til Tønder og der kom bud til kommuneforstanderen om at sørge for at billedet kom på plads igen, han gjorde det dog ikke, af frygt for befolkningens reaktion.

I 1919 begyndte børnene efter 30 års forløb igen at læse og lære dansk . Andersen var til dels Danskuddannet, da han blev pensioneret flyttede han med familien til Jels. Andersen blev afløst af andenlærer Falk fra Ravsted, og undervisningen bestod så af 3 timers ugentlig tysk sprogundervisning, - men på Dansk! Falk var ungkarl, - han fik en datter af vores tidligere lærer Sørensen som husbestyrerinde, men hun gik ham på nerverne fordi hun ville giftes, om sommeren 1922 rejste hun hjem til Rømø på ferie, blev syg der og vendte ikke mere tilbage, hun døde et års tid efter. I 1880’erne foregik undervisningen dels på Dansk dels på Tysk, den ene dag fik vi vores Danske læsebog frem og skulle så oversætte et stykke til Tysk .

Religionsundervisningen foregik mest på Dansk, efter skoleforordningen af 1888 trådte i kraft foregik al undervisning på Tysk . I de fleste sogne bibeholdes at undervise i religion på Dansk, men ikke her i byen. I Sørensens tid beholdt vi dog nogle danske salmer til jul, men ellers var modersmålet bandlyst på alle skoler i Ravsted sogn. Undervisningsmidlerne – bøger, tavle og penne skulle betales af forældrene, - ellers ville skolepengene blive for store.

Skolen var gerne inddelt i 4 klasser og hver klasse fulgtes ad, - kun i regning kunne vi selv bestemme, hvor langt vi ville frem, - men følge med ”hovedtroppen” skulle vi . Sørensen så dog gjerne at enkelte i spidsen drev det lidt videre end foreskreven, vi havde ingen kladde, men brugte altid tavle, - i regning brugte vi kun tavlen, når vi så havde regnet en side eller to hjemme var tavlen tit udvisket når vi kom op i skolen.

Vi havde en del udenadlære hjemme, lærte i katekismus de fem hovedstykker med forklaring til en del bibelhistorie, salmer og en del nye sange og enkelte stykker af ”kinderfreunde”. Klø gav det også af og til i skolen, men i den henseende er jeg sluppet heldig, vi brugte aldrig at svare i kor. Om vinteren gik vi i skole 4 dage om ugen fra 9 - 12 og igen fra 1 - 4, og to dage fra 9 - 12, (vi ku ikke se før klokken 9 og ikke efter klokken 4). Om sommeren holdt nogle lærere undervisning fra 7 – 12, de store børn kunne i sommermånederne blive dispenseret når de skulle ud at tjene, det var præsten som afgjorde om der kunne gives dispensation, og de gik så kun til ”Hyrdeskole”, hver onsdag og lørdag formiddag .

Fra 1894 kunne de børn som skulle konfirmeres ikke dispenseres den sidste sommer. Børn udenbys fra var ofte ugleset af både lærer og elever, for det meste var det dog store drenge som nok skulle klare sig. Jeg var dispenseret to somre, en sommer hos Ingeborg og P. Petersen og en sommer hos Andreas Carstensen. Der var hver sommer hyrdedrenge her i byen fra Løgumkloster, Lunds og Hybsmann`s havde hver år en dreng eller to, det var bestemt ikke et misundeligværdigt stilling at være hyrdedreng dengang, især ikke når der var mange karle, - der blev ikke megen tid til lektier og så gav det ”strambukser” i skolen. I 190(?) Blev Hejsel lagt ind under Ravsted skole distrikt. Alle børn her i byen overgik i 1920 i den danske skole, senere har et enkelt hjem eller to sendt børn til den tyske skole i Ravsted, Hellevad eller Terp. Da ”skolelandet” i 1920 blev lagt ind under kommunen, blev stald og lade ikke længere benyttet, der blev så dispenseret over bygningerne så de kunne bruges til andre formål. Først blev alle skillevægge revet ned – så børnene kunne lege der i dårligt vejr. Senere blev der sat vinduer i, lagt gulv og der blev opsat ribbe og andre gymnastikredskaber.

Korups indbyggere bidrog med flere tusind kroner til disse istandsættelser, der har været mange fornøjelige fester og møder i salen. Efter lærer Falks død fik vi lærer Jessen som vikar, han var ikke særlig dygtig, men en godmodig ung mand som var Tysk, - derfor ville de ikke beholde ham – selv om han var blevet det lovet. I 1923 fik vi lærer Beck som vikar, han var en meget dygtig lærer, men lidt streng . Efter en ”visitats” udtalte amtslæge Thomsen at det var den bedste religionstime han nogensinde havde overværet! Beck blev leder af samfundet her i byen, og formand for D.M.S. kredsen og ungdomsmøderne, han var også organist ved Ravsted kirke. Han var gift med Nis Tofts datter og stiftede et velsignet lærerhjem. I 1938 blev Beck pludselig syg og efter tre dages hårdt sygeleje døde han på Aabenraa sygehus kun 35 år gammel, et usædvanligt stort følge fulgte ham til graven i Hjordkær. Vi fik så i efteråret 1938 lærer Borgaa – over for ham var stemningen her i byen delt, - men han var en god og troende mand og tilsluttet indre mission, han ville gerne være blevet her, men man valgte at ansætte Lærer Thomsen i stedet, han havde ikke lutter venner her i byen, - men han gjorde et stort arbejde for Danskheden under besættelsen og i 1946 blev han lærer i Aventoft, - vi havde så flere vikarer længst Fru Beier og fik så efter flere forgæves opslag Jacob Jeppesen her til skolen.

Før 1920 havde vi her i Sønderjylland mange små kommuner i stedet for som nu sognekommuner. Her i sognet var der 7: Ravsted, Hejsel, Korup, Fogderup, Havsted, Hornse og Hynding, hver kommune havde sin kommuneforstander og stedfortræder og i de store kommuner kommuneråd, - det havde Ravsted, - de andre byer ikke. I november blev der så holdt ”byens regning” hvor alle byens anliggender blev drøftet, jagt, fiskeri og veje blev udlejet for 6 år ad gangen, dog ikke Chr. P. Christensens areal han havde over 75 ha. i et sammenhængende stykke, som han selv havde jagtret på. Jagten gav fra 50 – 150 Mark årlig, veje og fiskeri gav op til 30 Mark, disse penge blev så fordelt på ”byens regning”. Ved ”byens regning” blev der drukket kaffe fra klokken 3 til 8 – og kaffepunch indimellem. Klokken otte fik vi the og belagt smørrebrød og så kaffepunch – så mange der ønskedes og det kunne blive til mange, så det ku ende med slagsmål. Engang hos Peter Fabricius blev smeden og Bendix uenige, - smeden stak af med Bendix bagefter. Smeden løb ind i smedjen og med en jernstang slog han sin modstander ned, - men han kom sig dog igen. Da P. Grevsen i 1897 skulle holde det første møde, - fik gæsterne de to punche, men da tiden kom da ”byens regning” skulle afholdes, gik Peter hen til P. Thode og meddelte at han ikke kunne gå med til at der blev udskænket kaffepunch ubegrænset fremover, (han havde tilsluttet sig Indre Mission) – i stedet for ville de få kaffe og kage, og klokken otte steg – det hele gratis. Peter Thode ville dog ikke gå med til denne ændring af den gamle ordning og så flyttede de møderne om til P. N. Petersen .

I 1939 blev ”byens regning” opløst og jagt og fiskeri var ikke mere lejet ud. Udlejningen af vejene ophørte også – og så mente man at møderne var overflødige, - men jeg kunne godt ha tænkt mig at fortsætte, der var altid et og andet som vi ku ha drøftet .

Først på Året 1920 tog forberedelserne til den store afstemning fat.

Vi havde afstemningslokale hos M. Møller,jo nærmere vi kom afstemningsdagen, - jo mere nedslået blev tyskerne, de mødte dog talstærke og afgav deres stemme for Tyskland. Her i byen var der 120 stemmeberettigede deraf 10 sydfra og 10 nordfra. Den 9-2 hejste vi for første gang Dannebrog, det var til ære for de tilrejsende nordfra. Det var med tak til Gud, hvor var vi dog glade i disse dage, - særlig den 10-2. Afstemningslokalet måtte ikke bruges til agitation, men i forstuen hang der mange plakater med skønne billeder og passende tekster - - Mor tænk på mig, - stem Dansk. Det kedeligste ved afstemningsdagen var vejret, det regnede og stormede uhyggeligt så alle de nye flag fik en værre medfart. Det var mange som sænkede flaget til halv stang fra klokken ti til halv elleve til ære for de faldne. Ude i verandaen lå de 120 stemmesedler, hvorpå der stod Danmark – Denemark og 120, hvorpå der stod: Deutschland – Tyskland, en kuvert blev udleveret inden man gik ind efter stemmesedlen. Da gamle P. Grevsen gav mig sin seddel sagde han: ”ja så stemmer vi os da i Guds navn hjem til Danmark”! Og hans øjne lyste af taknemmelighed over at han, den gamle soldat fik lov til at stemme sig hjem til Danmark.

Der blev afgivet 78 danske stemmer og 25 tyske stemmer og en ugyldig. Papirerne blev samme aften bragt til Ravsted og så fejrede vi oppe i skolen til klokken 2. Det gav kaffe og kage i lange baner (Sievert fik 14 kopper) og der blev holdt mange taler, jeg holdt denne aften min jomfrutale og jeg kan uden overdrivelse sige at den 10. februar står endnu for mig som den største festdag i mit liv og Herren være lovet og priset for den dag. I som ikke har oplevet Tyskernes chikane før 1918 kan slet ikke tænke jer, hvilken glæde det var at slippe ud af ørnens kløer og vi han aldrig fortrudt at vi gav Danmark vores stemme den dag. Der var i mange henseender stor forskel på forholdene her før og efter genforeningen. I Ravsted havde vi en ridende gendarm (vagtmester) han tog sig særligt af bosserne og Danskerne. Han overværede flere Danske møder og opløste dem når noget ikke var som det skulle f.eks. kunne en revne i gipsloftet få skyld for at være livsfarlig for tilhørerne, - dørene skulle kunne åbnes udad eller stå åben og møderne skulle være anmeldt tidsnok – ja selv kristelige møder gik ham ikke forbi. Bosserne som gik fra hus til hus havde særlig gendarmens bevågenhed, han fik nemlig ekstra betaling for hver som han bragte til arresten i Løgumkloster.

De yngste skulle gå ved siden af hesten, mens de gamle blev kørt i en lejet kassevogn. Bosserne kunne især om vinteren være en stor plage, de kom som regel to og to med brændevinsflasken i lommen, vi gav dem gerne en 5 penning, en kop kaffe sagde de som regel nej tak til.

Lidt om min soldatertjeneste.

I april 1900 mødte jeg til session i Løgumkloster og blev sat et år tilbage, mødte så i april 1901 og fik samme besked men i april 1902 blev jeg kasseret, jeg skulle så til generalsession i Tønder, hvor jeg igen blev kasseret til evt. krigstjeneste - - und bleibt auch im Kriege von jeder veiteren Gestellung befreit. Det var rene ord for pengene, men i 1915 ændrede rigsdagen i Berlin, ordet Kriege til Frieden, og jeg fik så sammen med mange andre ordre til at møde i septerber 1915 til session i Tønder og der erklæret som krigsduelig til infanteriet. Jeg skrev en ansøgning om udsættelse og Jes P. Christensen anbefalede den og jeg gik så til amtsforstander Bargum i Havsted med ansøgningen.

Han sad ved sit skrivebord, jeg gav ham så ansøgningen og trak mig så på strømpefødder tilbage til døren, han læste ansøgningen igennem, jeg besvarede nogle spørgsmål på dansk - - Og siger han så - - (jeg glemmer det aldrig): Skal vi sige tre måneder fra første november, - det var mig meget passende. Konen kaldte så fra køkkenet, - (posten var kommet) – og jeg listede hen til skrivebordet og så at han i stedet for 3 måneder havde skrevet 4 uger. Da jeg så kunne regne med indkaldelse først i december besluttede Ingeline og jeg at gifte os. Den 7-12-15 fik jeg telegram om at møde næste morgen på kasernen i Flensborg, jeg søgte udsættelse ved ankomsten til Flensborg, men det var for sent, jeg kom med på transporten til Husum.

Vi var kun 8 som skulle til Husum, - resten kom til Elsas. Vi kom til Husum i mørkningen og sammen med 100 fra Segeberg og Meklenburg blev vi indlogeret i banegårdshotellet, hvor vi fik udleveret et dynebetræk to lagner og et håndklæde, der blev serveret sødsuppe og klokken 9 gik vi i seng. P. Kryger og jeg læste et Guds ord og bøjede vores knæ, i hver vort hjørne af stuen, det gjorde vi, hver aften, - en enkelt spottede os, men som regel lod kammeraterne os i fred.

Den 9-12 blev vi iklædt vores klæder og så begyndte eksersitsen. Jeg blev tildelt 20. korporalstab, alle over 30 år blev delt i to korporalstaber og blev forholdsvis godt behandlet. Der blev lovet alle de gifte juleorlov, de øvrige fik nytårsorlov, så jeg skrev naturligvis hjem at de kunne vente mig den 22. december. Den 21. stillede vi så 200 frem foran skrivestuen og de fleste fik deres orlovspas og kunne rejse næste morgen, resten hvori jeg befandt mig mødte så op næste morgen, - da var der 20 som fik pas, men vi var to som måtte fejre jul i Husum uden brev og pakker. Jeg sendte brev hjem den 23. – men de fik det først anden juledag. Vi læste så juleevangeliet, læste nogle julesalmer (ingen kunne synge) bøjede vore knæ og sendte en bøn op til Gud, også for vore kære derhjemme. ”Mennesket spaar, men Gud råder” - og den 2. juli ved parolen blev oplæst følgende: ”der landsturmflichtige Christian Hansen ist vom 5. dieses Monats entlassen und für Fru Marie Andresen in Svinholm Zurückgestellt” Og så gik det til banegården og hjemad. Dagen derpå var jeg i Flensborg for at aflevere tøjet og min tjeneste hos Vilhelm var til ende.

Efterskrift

Under arbejdet med min bog ”Ravsted sogn i ord og billeder” brugte jeg Christian Hansen’s erindringer. Jeg synes at tidsbeskrivelsen er så fin, at jeg senere valgte at renskrive den, så flere kan få glæde af den. Jens Aage Hansen, vinteren 2003