Lokalhistorie for Ravsted Sogn

Gå til startsiden

Udskriftvenlig udgave

”Maler Nielsen”

Fortalt af barnebarnet Jens Hansen Nielsen, i forbindelse med en udstilling af ”Maler Nielsens” værker på Ravsted forsamlingsgård i september 1982.

Jens Hansen Nielsen blev født i Læk 2. august 1852. Der var ikke meget jord til forældrenes lille brug, så børnene kom tidligt ud at tjene. Som 12-årig blev den lille Jens hyrdedreng hos den senere Amtsvorsteher Christiansen, i Holt. Hans hjemve var så stor at han mange gange om dagen klatrede op i træer og andre høje genstande for at skue mod vest i håbet om at kunne se skorstenene derhjemme i Læk. Den første tid græd han sig mange gange i søvn om aftenen. De fattige forhold har sikkert været medvirkende til, at Jens allerede som 15-årig forlod hjemstavnen og begav sig på rejse ud i den store og spændende verden. Med sig tog han erindringen om en skøn barndom og den sindighed og snusfornuft, der kendetegner vestslesvigeren. Rejsen foregik til fods og hans mål var at nå Italien, men han nåede aldrig længere end til Hamborg, en by, der fuldstændig bjergtog ham med dens internationale atmosfære og pulserende liv. Han ønskede snart at blive i denne by, hvor alle mennesker forekom ham glade, virksomme og hjælpsomme.

I begyndelsen af året 1868 fik han en læreplads hos malermester Hermann Schmidt. Det var en tilfældighed, at han kom i malerlære, og det var også en tilfældighed, som førte ham ind på en berømt tegneskole i Hamborg. En dag havde han i en arbejdspause, måske i et anfald af hjemve, lavet en tegning med et motiv fra Læk på en trævæg, da hans mester pludselig dukkede op. Mester Hermann Schmidt stod længe og kikkede på tegningen, hvorefter han sagde: ”De har talent unge mand, de skal på malerskole”! Et par dage efter begyndte Jens Nielsen på Heimerdingers tegneskole, som han frekventerede samtidig med at han fortsatte med den håndværksmæssige uddannelse hos Hermann Schmidt.

Friedrich Johann Heimerdinger blev født i Altona 10. januar 1817 og døde i Hamborg 1882. I Hamborg grundlagde han en meget berømt tegneskole, der blandt andet også havde søgning af unge slesvigere, der ønskede en kunstnerisk uddannelse. Heimerdinger malede helst stilleben`er og dyrebilleder. I tidens stil var det den nøjagtige gengivelse med hensyn til form og farve, der stod som målet for den undervisning, der blev givet på skolen.

I sin bog ”Hermann Kaufmann und die Kunst in Hamburg 1800 – 1850” har Alfred Lichtwark om Heimerdinger og dennes indsats blandt andet skrevet: ”Stilleben” blev som i det øvrige Tyskland kun dyrket meget lidt i Hamborg. Det kan kun trives, hvor teknikken er i højsædet, og hvor farverne bliver opfattet æstetisk. Den betydeligste repræsentant for dette fag var hos os Friedrich Heimerdinger - - - . Efter at fået sin uddannelse i Düsseldorf og München vendte han i 1845 tilbage til Hamborg. Han blev efter den tids forhold ualmindelig populær, udstillingsgæsterne kunne ikke se sig mætte på hans cigarkasser, rå brædder og dødt vildt. Maleriske og koloristiske bestræbelser lå ham fjernt. Han har fået betydning for udviklingen af metodikken i tegneundervisningen, som han praktiserede i sin tegneskole for malere og billedhuggere. Den ved skolen i Hamborg udviklede og over store dele af Tyskland udbredte teknik ved afbildning af legemer kan føres tilbage til hans principper.

Efterladte malerier viser, at Jens Nielsen blev stærkt påvirket af læremesteren Hemerdinger ikke blot, hvad metodikken angår, men også i motivvalget.

Denne undervisning blev afbrudt 1. maj 1872, da han indkaldtes til militærtjeneste, der blev aftjent ved det berømte lansebærende ulanregiment. I august 1872 overførtes han til besættelsestropperne i Frankrig og gjorde her tjeneste et år i Luneville. Dette år benyttede den unge maler til at lære fransk og til at male billeder af de smukke landskaber i omegnen af Luneville. En officer havde opdaget hans evner på oliemaleriets område og overtog hele hans produktion mod at levere lærred, pensler og maling og sørge for, at maleren fik al den frihed han ønskede sig, så han helt og holdent kunne hellige sig kunsten. Intet under, at Jens Nielsen senere erklærede, at soldatertiden var en af de bedste perioder i hans liv.

En dag var det dog nær gået galt. Jens Nielsen var som sædvanligt ude med sit staffeli og havde fundet et godt motiv. Som han plejede, smed han sine våben i græsset for mere uhæmmet at kunne udfolde sig med penselen. For bedre at udnytte sit motiv havde han flyttet sit staffeli ca. 100 meter væk fra det sted, hvor udrustningen lå. Pludselig opdagede han en ung franskmand, der nærmede sig bagfra med hans ulansabel i hånden. Maleren troede med god grund, at hans sidste time var inde.

Franskmanden gik helt hen til sit offer, men af en eller anden grund smed han pludselig sabelen i græsset, vendte sig om og gik langsom bort. Måske har han haft respekt for kunsten, eller måske har han villet demonstrere sin foragt for de upopulære besættelsestropper. Jens Nielsen tørrede sveden af panden, pakkede sammen i en fart og skyndte sig hjem til sit kvarter en stor forskrækkelse rigere.

Sine franskkundskaber fik han kun brug for en gang i sit liv: Det var under første verdenskrig, hvor han hørte, at en fransk krigsfange var anbragt på en gård i Havsted. Jens Nielsen lagde en dag sin vej omkring Havsted for at hilse på ”franzosen”, der blev helt ovenud lykkelig for at få mulighed for en samtale på sit modersmål igen.

Efter hjemsendelsen i 1874 tog Jens Nielsen arbejde som litograf i Hamborg. En af hans første arbejdsopgaver blev at fremstille en billedtavle til religionsundervisningen, der forestillede Moses på vej ned af bjerget med de 2 stentavler. Moses` ansigtstræk må ha været meget vellykket, for fra den dag af fik Jens Nielsen kun til opgave at fremstille portrætter og ansigter i det litografiske firma, hvor han var ansat. Et portræt af Prinsen af Wales, den senere Edward den 7., må også have været vellykket, idet det i meget stort oplag blev solgt til England.

En forårsdag i 1875 besluttede Jens Nielsen sig til at besøge sit barndomshjem i Læk, og på rejsen aflagde han blandt andet besøg i landsbyen Ravsted. Dette besøg blev livslangt idet han forelskede sig i den unge rebslagerdatter Anna Margrethe Raben. De to unge blev meget hurtigt enige om at dele bord og seng, men før det kunne blive til virkelighed, måtte dette nødvendige inventar anskaffes, og i den anledning etablerede Jens Nielsen sig som malermester i Ravsted 1875.

Maler Nielsens hus på Tværgade  

Over indgangsdøren sad denne marmorplade:

Brylluppet fandt sted den 13 december 1877. Der blev trivsel i det lille hjem – en stor børneflok så dagens lys, og mange penge skulle tjenes, men tilsyneladende må husene i Ravsted have trængt til maling, for malerhåndværket gik godt, og Jens Nielsen måtte undertiden have 4 – 5 svende for at kunne imødekomme bestillingerne.

Håndværket fik dog ikke lov til helt at fortrænge kunsten. De lyse sommeraftener sad Jens Nielsen ved sit staffeli og brugte flittigt pensel og oliefarver. Mange af hans malerier fra disse år er aftenmotiver. Men også vinterdagene kunne bruges til kunstneriske frembringelser. Otty Jessen, der er vokset op i Ravsted præstegård, skriver om ham i sin bog ”Gertagen auf Adlers Flügel” (udg. 1922): ”En virkelig landsbykunstner som Ravsted virkelig kunne være stolt af, ejede vi også, det var vores maler”.

Havde en rig velgører ladet ham uddanne i ungdomsårene, var der sikkert blevet en dygtig kunstner ud af ham. Men nu slog han sig kun lige igennem med sin store familie som almindelig maler. I stille vinterdage, når der ikke var meget at bestille, malede han ganske vist i sin stue forskellige billeder, for eksempel stillebener, der ofte hensatte mig i forbavselse. Hvor naturtro og med hvilken udmærket farvesans han udførte dem, og nu vil jeg også gerne berømme vore Ravstedborgere for deres kunstsans og velgørenhed: ”Bønderne lod ham male deres gårde for klingende mønt. Ja mange bragte ham deres fotografi, så han kunne udføre et forstørret maleri derefter, hvilket han ganske vist ikke altid slap lige heldigt fra. Der var en utvivlsom lighed, men hans vældige sandhedskærlighed medførte, at det ofte blev karikatur.

Bøndergårdene derimod prangede på kæmpelærreder i pragtfulde forgyldte rammer. Disse malerier henrykkede deres ejere, thi de havde for det meste en køn blå himmel, kønne, grønne parkagtige træer og stier, der var uden sten og ujævnheder, en glathed og orden der virkede kedsommelig, men som smigrede ejeren”.  

Hans Christian Thomsens ejendom i Hynding

Familien Stenholts ejendom i Ravsted

Familien Carstensens ejendom i Hejsel

Det var underligt med denne maler: ”så snart han for mange penge skulle udføre et pragtstykke var han blottet for kunstnerisk smag og sans. Men når han i stilhed malede et billede, var det som om ånd og vid stod ham bi, som om hans sjæl havde fået vinger i kunstens rige.”

Hvor vidt denne karakteristik er helt dækkende skal være usagt, men rigtigt er det, at bestillingsarbejderne var utallige, og Jens Nielsen har ganske givet hurtigt fået føling med, hvilke kvaliteter bestillerne satte størst pris på. Men disse arbejder tog en kun forholdsvis lille del af hans tid. Når han måtte følge inspiration og lyst, kunne han pusle i månedsvis med et enkelt billede, og disse billeder fandt vej til udstillinger i forskellige tyske byer. Helst ville Jens Nielsen udstille i ”Kunsthalle” i Kiel, hvor hans billeder næsten altid fik en god kritik og som regel blev solgt. Nogle af malerierne kom langt omkring. En dame fra Aabenraa, der i slutningen af 1940`erne foretog en Englandsrejse, fandt hos Dalma Frost i Great Malvern flere malerier udført af Ravsted-maleren.

Flere gæstgivergårde på egnen gjorde brug af kunstmaleren, når de skulle have malet vægge i skænkestuer og sale, blandt andet Bredevad kro, Ravsted forsamlingsgård og Klovtoft kro. Store flader blev forsynet med vægmalerier, der som regel var landskabsbilleder med motiver fra Ravsted og omegn. En beskrivelse af billederne i det tidligere Klovtoft kro kunne tyde på, at motiverne først har været anvendt på lærred.

Jens Nielsen var som kunstner en alsidig mand. Blandt andet leverede han også motiver til Skærbæk væveskole. På en udstilling, der var arrangeret af professor dr. Wietek fra Altona museum for nogle år siden, og som rummede tæpper fra Skærbæk væveskole, er to af katalogets numre udformet af Jens Nielsen, nemlig nr.63 ”Kreuz Palmenblätter”, antependium, og nr.64 ”Scharh – Kreuz”, antependium – begge tilhørende Skærbæk sognekirke.

Som opfinder havde Jens Nielsen især held med en malerpensel, der var ”uopslidelig”, idet penselhårene var skruet sammen med et metalbånd. Når hårene var slidt, kunne metalbåndet skrues op, hårene trækkes frem, og båndet atter skrues sammen. Man havde uden udgifter fået en ”ny” pensel. Denne opfindelse blev købt af et tysk firma, sat i produktion, og bragte efter datidens forhold en anseelig sum penge til malerhjemmet i Ravsted. Af andre opfindelser havde Jens Nielsen især ventet sig meget af en mejerispand, der havde der havde en speciel ventilationsanordning i låget. Patentet blev købt af et firma i Canada, men blev så vidt vides aldrig sat i produktion.

I næstsidste udgave af Traps Danmark er anført, at Jens Nielsen ydede en indsats for restaureringen af Ravsted Kirke efter genforeningen. Selv betragtede han dette arbejde som kronen på sin håndværksmæssige indsats i Ravsted.

Billedet er en bryllupsgave til Gitte og Carl Tram i 1924

Blandt andet malede han stiliserede blomster på lugerne til kirkestolene og på orgelpulpituret. Hele dette arbejde i kirken udførte han på den mest samvittighedsfulde måde. Den daværende sognepræst fortalte således, at han en dag havde set maler Nielsen sidde i en af kirkestolene. Da han en god times tid senere igen var inde i kirken, så han Jens Nielsen stadig siddende på samme plads, hvorfor han spurgte: ”De er da ikke syg Nielsen?” ”nej”, lød svaret, ”jeg undersøger bare, om lakken på sæderne er af en således konsistens, at den ikke binder til tøjet, når folk skal sidde længe på samme sted under en søndagsprædiken.” Det var naturligvis også en stolt dag for den 72 årige maler, da kirken en søndag i 1925 blev taget i brug efter restaureringen, og menigheden var fuld af lovord over resultatet.

Det var også meningen, at Jens Nielsens sidste kunstneriske frembringelse skulle have været en gave til Ravsted kirke. Det skulle være en kopi af et maleri fra det 17.århundrede, Anthenis Van Dycks ”hvile på flugten”.

Det var især Josef-figuren på dette maleri, der tiltalte Jens Nielsen. Han gik med sædvanlig grundighed i gang med arbejdet, idet han først kopierede maleriet på et stykke krydsfiner, som er bevaret. Da han derved overbevistes om, at han magtede opgaven, gik ha i gang med lærredet. Det var et arbejde, som tog ham mange år. Nu afdøde postbud Thomsen, der kom til malerhjemmet med den daglige post, har fortalt, at Jens Nielsen arbejdede med dette maleri i 5 – 6 år. Desværre blev malerens syn dårligere og dårligere, og en skønne dag måtte han opgive at fuldføre billedet. Han skrabede al maling af lærredet, og dets tomme grå flade blev næsten et symbol på Jens Nielsens evne til gennem synssansen at opfatte omgivelserne: kort tid efter blev han helt blind.

En halv snes år senere, da Jens Nielsen var 94 år, gennemgik han en øjenoperation på Sct. Ansgar Hospital i Aabenraa og var så heldig at få sit syn igen. Den gamle maler levede op og glædede sig ved alt det skønne i naturen, som han evnede at opfatte med sit kunstnersind. Han begyndte at tegne blyantskitser og havde netop besluttet sig for at genoptage oliemaleriet, da døden indhentede ham under et besøg hos sønnen Anton Nielsen i Terkelsbøl, den 13 januar 1947. Ved sin død blev han i en omtale karakteriseret som en kunstner, der kunne sit håndværk. Selv hævdede han, mens han levede, at han var en håndværker der var så heldig, at han havde fået lov til at sysle med kunsten.  

På Ravsted Kirkegård finder man Jens H. Nielsens gravsten.